Brugbar til repetition og opslag

I forbindelse med udgivelse af under­visningsbøger må man gå ud fra, at der har været en overvejelse fra forfatterens side om, hvordan ind­læringen skal foregå. Skal den for eksempel ske ved hjælp af en legende tilgang, eller måske er det den analyserende tilgang, man hælder mest til? I pressemeddelelsen, der blev udsendt i forbindelse med Tom ­Pedersens bog Matematik – Sådan!, står der, at det er en superanvendelig lærebog, og at der som noget nyt er et kort og præcist sprog – altså ingen langhårede og trættende forklaringer. Da jeg efterfølgende begyndte at gennemlæse bogen, kunne jeg konstatere, at det er fuldstændig i overensstemmelse med sandheden. Bogens traditionelle matematiske emner er gennemgået med en forholdsvis stor skrift og i en meget kort form og som oftest ved hjælp af simple regne­eksempler. Alle emnerne er behandlet i så kort form, at man i løbet af bogens 334 sider formår at komme igennem tre års matematikpensum i gymnasiet. Personligt er jeg ikke imponeret over, hvor komprimeret stoffet er præsenteret. Som et eksempel kan nævnes, at emnet imaginære tal gennemgås på cirka halvanden side, hvilket må efterlade visse spørgsmål inden for delemner ubesvarede.

Dette får mig til at stille spørgsmålet, om det at producere en fagbog, hvor formålet er at fremstille stoffet så kort som overhovedet muligt, er et kvalitetsstempel i sig selv. Kan forklaringerne ikke blive så korte og forsimplede, at forståelsen hos læseren (eleven) udebliver, og det, der opnås, er en tvivlsom instrumentel ­læring? Som daglig underviser i faget ved jeg godt, at matematik ikke ­altid er et af favoritfagene hos eleverne, og at der hos visse elevgrupper er en opfattelse af faget som værende meget svært og næsten umuligt at lære og forstå. Men fremmer man forståelsen af stoffet ved at skære alle de langhårede og trættende forklaringer bort? Eller gør man faget mere interessant ved udelukkende at komme med stereotype regneeksempler? Jeg tror det næppe. Jeg tror tværtimod, at vi gør faget endnu mere mystisk og komplekst for de studerende og giver faget en karakter af, at det bare er ­noget, som skal overstås. Jeg er af den overbevisning, at den teori, der ligger bag de forskellige matematiske emner, bliver nødt til at erkendes før forståelsen. Dette er en proces, der ikke bliver lettere, hvis man gør forklaringerne kortere og gør fagets identitet utydelig.

Jeg står med andre ord lidt uforstående over for, hvorfor forfatteren, Tom Pedersen, har valgt denne tilgang til faget. Igennem hele bogen fortæller han læseren, at netop dette emne er interessant, fordi det er specielt grundlæggende, eller kommer med små historiske og sprog­lige forklaringer på, hvorfor ting kaldes det, de gør. Ligeledes får vi også serveret små eksempler fra både fysik­kens, biologiens og kemiens verden, der kan være med til at give liv til matematikken. I forordet skriver han, at matematik er en smuk videnskab. Men hvorfor så ikke give os en indsigt i denne skønhed?

Er bogen så totalt ubrugelig? Nej, bestemt ikke! Tom Pedersen skriver selv i forordet, at bogen er tænkt som en følgesvend fra cirka 9. klasse til et stykke op i studiet. Jeg er måske ­ikke helt sikker på, hvad Tom Pedersen mener med begrebet følgesvend, men hvis det er som en bog, der skal bruges til repetition og som opslagsværk, kan den godt give mening, men det vil kræve en supplerende grundbog. Ligeledes synes jeg også, at den engelske version af bogen er godt tænkt. Det er en glimrende måde at forberede kommende universitetsstuderende på, at ikke alle lærebøger nødvendigvis skrives på dansk.

Jeg vil give bogen to ud af seks stjerner, fordi jeg mener, at den som en selvstændig bog ikke er ­særlig brugbar i den daglige og faglige under­visning. De rammer, som Tom Pedersen udstikker for sin bog, er jeg grundlæggende uenig i, da den behandler de enkelte emner lidt for overfladisk.