Nationalhistorien som kampplads

What’s not to like! Et danmarkshistorisk katalog over de sidste 200 års historiebrug fra Grundloven, nederlaget i 1864, forfatningskampen, det moderne gennembrud, besættelsen, velfærdsstaten, den kolde krig og frem til EU-debatten og dansk udenrigspolitik efter 1989. Titlen siger det meget tydeligt: Der gives ikke én sand Danmarkshistorie, og forståelsen og udlægningen af fortiden vil altid være præget af interesser og konflikter. Især når det gælder nyere politisk historie, hvor særlige fortællinger, og især hvis de vokser sig stærke, kan blive “retningsgivende for politiske handlinger”, som det hedder i bogens epilog. De stærke fortællinger er desværre også ofte de mest enkle, men det gør dem jo ikke mere sande. ­Bogens mange kapitler er (næsten) alle bygget op over den samme skabelon: Først præsenteres den herskende grundfortælling (for eksempel den fredelige overgang til demokrati ­eller konsensusfortællingen om det kæmpende folk under besættelsen), hvorefter stridende modfortællinger bringes på banen. Brugen af begrebet ‘fortællinger’ og det overordnede fokus på historien som en kampplads er en klar konstruktivistisk tilkendegivelse, samtidig lægger redaktørerne ikke skjul på, at nogle fortællinger er mere sandsynlige end andre. Klar tale. Desværre kommer Uffe Østergaards efterskrift til at fremstå som en fejlplaceret apologi for den konstruktivistiske tilgang, og ikke som en væsentlig gennemgang af debatten om danskhedens fødsel. En konfliktzone, som burde have fået sit eget kapitel. Er man selv vokset op med alle de nationale myter og konsensusprægede grundfortællinger, er denne udgivelse et regulært syrebad, men for mange af vores elever vil en del af diskussionerne nok forekomme temmelig langhårede. For eksempel debatten om eftertidens (uretfærdige?) hårde dom over de konservative og nationalliberales gennemsete grundlov fra 1866 og de efterfølgende provisoriske love. At der langt ind i partiet Venstre var en stor forståelse for, at monarkiet fortsat skulle spille en rolle, er i dag glemt, og af gode grunde, vil mange nok hævde. Men det er den slags modfortællinger, som udgivelsen er så rig på, og som gør den helt uundværlig på skolens bibliotek. Af mere interessante modfortællinger kan nævnes Per Bojes fremhævelse af borgerskabet og erhvervslivet som velfærdsstatens sande fædre. Bogen er fejende flot, lækker forside, mange illustrationer, glat papir etc. Man kunne forledes til at tro, at læsningen ville være en ren strandpromenade i den dramatiske kamp om Danmarkshistorien, men nej, de fleste af artiklerne er altså knastørre og skrevet helt uden schwung. Er man i tvivl om, hvor man skal hente stof til læreplanens krav om at inddrage historiebrug, så ligger der trods alt fem stjerner her og venter.