Hvem vidste, at det under reformationen i 1500-tallet kom til en regulær religionskrig på Island? Den stod mellem den katolske biskop og den protestantiske kongeligt indsatte biskop og deres tilhængere. Men det siger måske noget karakteristisk om islændingene, der ikke giver efter over for udefrakommende indgreb uden sværdslag. Og denne selvstændighedstrang får vi en række historiske eksempler på i denne bog til KS og AT.
Det er en meget velskrevet, omhyggeligt tilrettelagt, fint præsenteret og smukt illustreret bog med henvisninger til 27 kilder på www.frydenlund.dk/island-tekster. Så køb den!
Bogen lægger op til et tværligt samarbejde mellem samfundsfag, historie og religion. Der redegøres med fyldige kildeuddrag for vikingernes religion og samfund. Dernæst følger en udmærket fremstilling af Islands historie fra 9 årh. til finanskrisen i 2008. Øen i Nordatlanten har altid været et tillokkende mål for andre stater både handelsmæssigt og politisk, og det har præget landets historie og indbyggere. Bogen afsluttes med en indgående politisk og økonomisk redegørelse for det islandske velfærdssamfund i dag.
Fagene supplerer hinanden på en fortrinlig måde i bogen. Forfatteren ved, hvad det drejer sig om, både fagligt og pædagogisk. I religion får man, hvad der er lovet – nordisk religion, men et kort afsnit perspektiverer også til de religiøse forhold i nutidens Island. Her må læreren selv lægge til, og det ville naturligvis være meget relevant at beskæftige sig med den senmoderne asatro på Island. Det kunne også være spændende at fokusere på landets civilreligion ud fra den stærke islandske identitetsfølelse og nationale mytologi med rødder tilbage til sagatiden.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode