Hvordan har Khomeinis religiøse revolution i 1979 præget Irans politik og samfund i dag samt forhold til udlandet? Hvad er det teologiske indhold i den nuværende oppositions- og reformbevægelses krav om religiøst demokrati?  Bogen viser spændvidden inden for shia-islams teologi med en række aktuelle kilder. En spændvidde, der i øvrigt har en lang forhistorie inden for shia-islam.

Bogen er beregnet til tværfaglige opgaver, herunder KS og AT i fagene historie, samfundsfag og religion. Forfatteren giver med brug af et varieret materiale en fyldig og nuanceret fremstilling af de politiske, samfundsmæssige og religiøse spændinger i Iran siden 1979 samt Irans rolle i det internationale system, især i forbindelse med landets atomprojekt.

I kapitlet om religion sættes shia-islam meget overskueligt op over for sunni-islam, og de specielle træk ved shia-islam som martyrtraditionen og tolvte-imam-linjen fremhæves. Ligeledes den rolle, den eskatologiske nærforventning har spillet i de seneste år i Iran.

Således er meget godt. Men jeg mangler mere omhu for læseren. I de forskellige kapitler omtales de samme navne og begivenheder med videre naturligvis ofte, men i flere tilfælde henvises der ikke til den side, hvor disse ting uddybes og forklares. Et stikordsregister kunne her være behjælpeligt, og andre ting kan indvendes.

Forholdet mellem religion og politik omtales konsekvent som en ”sammenblanding” i det historiske forløb. Hertil må der siges, at det før-moderne menneske ikke blandede eller rodede disse begreber sammen, tværtimod hang de for dem sammen med den største selvfølgelighed: Hersker, samfund og lovgivning var dengang forordnet af Gud. Traditionen i Iran har så i perioder været undtagelsen herfra, men det er alene i den sekulære modernitet, man kan tale om en sammenblanding af religion og politik.

Trods disse indvendinger er bogen ganske godt anbefalet.