Faktisk fakta
Bogen henvender sig både til elever i NV og til elever senere hen, når talen falder på naturvidenskabelig metode og praksis.
Bogens kapitler er designet til lektioner a 45 minutter, og der er bokse med træning og emner til eftertanke, som egner sig til klassediskussioner.
Videnskabsteorien er helt på plads. Så vidt jeg kan se. De forskellige metoder (for eksempel hypotetisk induktiv) kaldes metodestier. Et godt ord for, hvordan man går frem i den naturvidenskabelige tænknings jungle. Afsnittet om metodestier egner sig ikke til selvstudium. Det er svært stof i et naturvidenskabeligt hoved. Observation, induktion, deduktion er forklaret, men jeg tænker på, om det er strengt nødvendigt for vordende studenter at kunne håndtere begrebet abduktion. Det samme med begrebet kohærens, som jeg tror vil volde besvær for pubertetsplagede hjerner i 1.g. Hvis bogen indkøbes, bør der være eksemplarer også til ældre klasser.
For der er meget stof, som vil gøre nytte i relation til SRP. Det drejer sig om emner som: pilotundersøgelse, fagligt sprog og publicering, og omtalen af videnskabelig redelighed vil kunne danne udgangspunkt for en samtale med eleverne om plagiat.
Sproget i bogen er ligetil og forståeligt, og det slås fast, at det naturvidenskabelige sprog kan opfattes som et fremmedsprog, hvor ordene skal læres. Databehandling kaldes oversættelse, det slås fast, at diskussion ikke er et skænderi, konklusion er et resultat, og at man under fejlkilder ikke skal skrive, at ens gruppekammerater har klokket i at udføre et forsøg.
Jeg blev begejstret over at se, at forfatteren har ofret lidt plads til det geniale SI-system, som jeg med begrænset succes har forsøgt at kode ind i mine elever.
For den begrænsede tid, der er til rådighed til NV, synes jeg, bogen er omfattende, men den vil helt sikkert være værdifuld for elever, der bevæger sig ind i naturvidenskaben i deres SRP.
Det vil kræve lidt af læreren at overbevise elever om, at naturvidenskab faktisk er sjov fakta.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode