Fra en tidligere sociologibog husker jeg begrebet kognitiv dissonans. Hermed menes, at vores grundlæggende holdninger er afgørende for, hvad vi lytter til og tror på af faktuel information. At erkende, at man måske tog fejl, er ikke rart. Modtager man information, som er i modstrid med egne meninger, kan det ende i kognitiv dissonans. Derfor er vi selektive i forhold til den information, vi giver opmærksomhed.

I 2016 blev ”post-truth” kåret som årets ord af Oxford Dictionaries. Ordet defineres som ”… omstændigheder, i hvilke objektive fakta har mindre indflydelse på offentlig meningsdannelse end appeller til følelser og personlige formodninger” (side 145). Vi er på vej mod det postfaktuelle demokrati, som forfatterne definerer således: Et demokrati er i en postfaktuel tilstand, når politisk opportune, men faktuelt misvisende narrativer erstatter kendsgerninger som grundlag for politisk debat, meningsdannelse og lovgivning.

Bogen Fake News er en god introduktion til nye fænomener i dagens samfund. Bogen præsenterer både baggrunden for de nye tilstande og giver snesevis af eksempler på fake news, som defineres som ”fingerede nyheder, misrepræsentation af motiver og formål, der simulerer journalistik og således sandfærdighed” (side 101).

Trump og alt hans væsen er naturligvis hovedkilden til eksemplerne, og det er vel primært ”over there”, at tendensen til fake news ses. Forfatterne nævner også formandsopgøret i Venstre i 2014, hvor Lars Løkke i flere medier var på vej til at træde tilbage som formand. Senere grundig research viser dog, at det var lige ved. Heldigvis har vi herhjemme endnu ikke nået amerikanske højder i anvendelsen af fake news, men forfatterne argumenterer overbevisende for, at fake news vil brede sig de kommende år.

I vurderingen af bogen trækker det voldsomt fra, at de mange figurer og tabeller er frygteligt små og gnidrede, stort set ikke til at læse. Der er dog ingen tvivl om, at denne bog vil blive flittigt citeret, og pointerne vil blive didaktiseret i kommende lærebøger.