En ‘tour de force’ i den europæiske værdikamp
Jeg vil meget anbefale denne bog skrevet af den fremtrædende franske religionssociolog Olivier Roy. Den er skrevet i et engageret samt letløbende sprog (glimrende oversat til dansk).
Med en imponerende viden og med et formidabelt overblik redegør han for den værdikamp, der har stået på i Europa siden ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne, og den muslimske migration til Europa. De værdipolitiske positioneringer med de populistiske nationale højrepartier i de enkelte lande, evangeliske, karismatiske, fundamentalistiske kirkelige retninger og den katolske kirke over for den almindelige livsholdning, der fulgte med ungdomsoprøret, hvor det enkelte menneskes velbefindende og fysiske behov blev sat i centrum som det højeste gode ifølge Roy, er klart præciseret. De protestantiske kirker har i det 20 århundrede foretaget en selvsekularisering, og den tidligere aktive politiske venstrefløj har også tabt mælet i dag.
Debatten om et kristent Europa tog et kraftigt opsving i forbindelse med et lovforslag til en europæisk forfatning inden for EU i 2004. Her tales der om Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, men det var ikke tilstrækkeligt for den katolske kirke. Den daværende pave Benedikt 16. gjorde gældende, at forfatningen skulle nævne Europas kristne rødder, en mere forsigtig formulering end kristen identitet, og følgende normer var ikke til forhandling – den katolske kirke var imod abort, aktiv dødshjælp, homoseksuelle ægteskaber og kunstig befrugtning. Men det blev forkastet i Europa-Parlamentet. Begribeligvis ikke fordi nogen ville afvise, at kristendommen har haft afgørende historisk betydning for udformningen af Europas kultur og civilisation (på godt og ondt), men fordi den katolske kirke mente, at med de kristne rødder fulgte også, at den kristne tro og værdier fremadrettet skulle være normgivne for Europa.
Roy ser selv den europæiske værdikamp som en åndelig og moralsk forfaldshistorie. Han har dog håbet til Europa i behold. “Europa er det eneste legeme, hvori man endnu kan indblæse nogen ånd”, slutter bogen.
Men det er nødvendigt, at Europa vender tilbage til de oprindelige liberale værdier og det, der er tilbage af den kristne erindring. Denne verden af i går skal genopstå ved at resocialisere normsystemerne, som vi har i dag. Hvordan det så skal gribes an, giver bogen ingen svar på.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode