I AT-forløb om verdensbilleder og om udviklingen af den måde, vi forholder os til verden på, er denne bog rigtig god for såvel læreren som for eleverne. Bogen handler om naturvidenskab i middelalderen, men i et mindre indledende kapitel trækkes linjerne tilbage til oldtiden, og i det afsluttende kapitel frem til renæssancen. Den tidlige middelalder (400-1000) beskrives også i et mindre kapitel, men bogens hovedfokus er den arabiske storhedstid (622-1400) og den europæiske høj- og senmiddelalder (1000-1450). Hvert kapitel i bogen kan læses selvstændigt (for at muliggøre dette er der specielt i afsnittet om den europæiske høj- og senmiddelalder en række næsten ordrette gentagelser fra tidligere i bogen).
Kapitlet om den arabiske storhedstid begynder med at fortælle om islams tidlige historie og om, hvordan der i perioden opstod internationale naturvidenskabelige centre, hvor kristne, jødiske og muslimske videnskabsfolk kunne arbejde under gunstige arbejdsforhold i en slags internationale forskningsmiljøer. Araberne havde kendskab til oldtidens græske værker, og specielt på områder som lægevidenskab, praktisk astronomi og optik kunne de bidrage væsentligt. Faktisk kunne arabiske astronomer i slutningen af 1300-tallet beskrive planeternes bevægelse helt uden epicykler, men disse modeller nåede først så sent til Europa, at de ingen indflydelse havde på renæssancens kosmologiske diskussioner.

I kapitlet om europæisk høj- og senmiddelalder beskrives, hvordan kontakten til den arabiske kultur blev en sideeffekt af korstogene, og hvordan mange korsfarere opdagede, at den arabiske kultur på mange måder var forud for den europæiske. Blandt andet gennem kontakten til den arabiske verden fik man efterhånden oversat hovedparten af oldtidens græske litteratur, og specielt Aristoteles' skrifter blev afgørende for naturbeskrivelsen i Europa. Bogen beskriver i et længere afsnit aristotelisk mekanik og fortæller, hvordan opgøret med denne ulmede allerede i middelalderen. Man fik i 1200-tallet adgang til en række instrumenter som for eksempel jakob­staven, der muliggjorde en mere objektiv beskrivelse af naturen, men selv om man udviklede mekaniske ure, kunne man ikke rigtigt kvantifisere tid. Specielt var afledte størrelser som hastighed og acceleration vanskelige. Gennem kontakten til Kina fik man i slutningen af 1200-tallet kendskab til kompasset, og magnetismen blev systematisk undersøgt. I 1300-tallet var tiden moden til et naturvidenskabeligt paradigmeskifte, men det skete ikke.

Ikke kun de enkelte naturfaglige områder beskrives i bogen, men også arabernes og europæernes videnskabelige metoder beskrives. Dette gør bogen meget relevant i såvel fysik og historie som i AT-sammenhæng.

Til hvert kapitel findes en række arbejdsspørgsmål, som gør det let at benytte bogen som undervisningsmateriale. Bogen skriver i forordet, at den kan bruges på C- eller højere niveau. Jeg vil dog anbefale, at man venter til sidst på et C-niveau, inden man begynder. Ud over lærebogsstoffet findes der en række spændende kildetekster fra såvel den arabiske som den europæiske middelalder. Disse tekster gør bogen meget relevant i et samarbejde mellem fysik og historie. Endelig findes der sidst i bogen ikke mindre end 10 forslag til større opgaver. Disse er ikke alle på SRP-niveau, men gør det let at benytte bogen i et forløb om verdensbilleder, naturvidenskabelig metode, arabisk videnskab og så videre.