Temahæfte om sport – et tema med mange aspekter
Udgivelsen El deporte er det fjerde temahæfte i en serie. Denne bog er som de tidligere udgivelser: La violencia (2007), La globalización (2008) og Narcocultura (2009) velegnet til emnelæsning.
Det er en indbydende bog med den karakteristiske opsætning med alsidige teksttyper med tilhørende opgaver og flotte, meget illustrative fotos.
Indholdsmæssigt tager forfatterne fat i nogle af de aspekter, der hører sportsverdenen til frem for at gå i dybden med forskellige sportsgrene, hvilket er en forfriskende tilgang til sportstemaet. Efter en generel introduktion og grundlæggende ordforråd om forskellige sportsgrene følger der fire kapitler om: sportsstjerner, fankultur, tyrefægtning samt kroppen og doping.
Fodboldverdenen er omdrejningspunktet i kapitlet om fankultur, og i kapitlet om sportsstjerner er det Cristiano Ronaldo og Fernando Alonso, der bruges som eksempler. Tyrefægtningstemaet er desværre begrænset til ét kapitel om, hvorvidt tyrefægtning er en sport, en kunstart eller mishandling. De berømte matadorer og tyrefægterentusiasterne er hverken inddraget i kapitlet om tyrefægtning eller i kapitlerne om sportsstjerner og fankultur, hvilket kunne have været interessant, ikke mindst som modvægt til den megen fokus på fodbold.
I det sidste kapitel tager forfatterne fat i en af sportens bagsider ved at se nærmere på doping. Teksterne om emnet er informative og overskuelige, og der er mange og forskelligartede opgaver til emnet.
Samlet set virker bogen inspirerende og i stand til at fange eleverne. Opgaverne appellerer til, at eleverne kommer på banen gennem forskellige diskussions- og holdningsspørgsmål, som interesserer dem, og der er rig mulighed for at udvide sportstemaet via listen over supplerende materiale bagerst i bogen.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode