Er Franco død?
Bogen udkom i 2007. 2. udgave er opdateret, bl.a. med den økonomiske krise, men indeholder ellers de samme temaer. Hovedvægten ligger på Francoperioden og tiden derefter. Af de 11 kapitler er nr. 3-8 identiske med de oprindelige, og alt billedmaterialet går igen.
Den 18. juli 1936 begyndte den spanske borgerkrig. Kongedømmet var blevet afskaffet fem år tidligere, og den nye republik blev ledet af en centrum-venstre-regering. Den gamle magtelite, den katolske kirke og militæret, var delvist sat uden for døren, men rumlede stadig i kulisserne, og det blev den ved med.
Militæret kuppede den lovligt valgte regering, hvorved general Franco tog magten og beholdt den til sin død i 1975, et diktatur baseret på fascistiske metoder. Bogen refererer dernæst det retablerede kongedømme og det genindførte demokrati med de skiftende regeringers problemer og politik.
Francos gamle støtter og de nye politikere indgik en glemselspagt. Der har således stadig ikke fundet et retsopgør sted. Blandt de ulægte sår er omkring 30.000 børn, der blev tvangsfjernet fra forældrene og bortadopteret til Francofolk. Et andet er selvstændighedsbevægelserne i Baskerlandet og Catalonien, selvom ETA i 2011 erklærede at ville stoppe volden. Bogens udenrigspolitik handler mest om forholdet til EU, mens der ikke tales om Afrika. Indvandringen får kun 4 linjer, og nutidens flygtninge omtales ikke.
Bogen har en kronologi- og forkortelsesliste, men savner et personregister. På nettet ligger 32 kilder. Dem er der lidt mere spræl i end i den meget refererende tekst.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode