Fortrinlig!
Henrik Lund-Hansen, arkitekt af uddannelse, har undervist i en årrække på Kunstakademiets Designskole, og det er erfaringer herfra og som designkonsulent, der har resulteret i nærværende bog. Udgangspunktet har været at beskrive og fortolke designs sprog, som det udfolder sig i begreber og metoder.
Der er tale om en bog, som kan anvendes som håndbog til undersøgelse af specifikke områder som identiteter, inspirationer, innovationsprocesser – for at nævne nogle af kapiteloverskrifterne. Eksempelvis starter spørgsmålet om identitet med din egen signatur – dit eget design, formet af den bløde blyant. Fulgt op med omtale af firmaernes logo, deres corporate identity.
Der er en case, hvor designmæssige forhold beskrives i eksempler. Det er i kapitlet om designkonkurrencer, som bl.a. omfatter Jørn Utzons Sydney Opera House.
Praktiske anvisninger og eksempler findes i et interessant kapitel: Fra tegning til simulation. Indholdet kommer langt omkring. Fra blyant til fotokamera, fra gamle tider til moderne tider. Den moderne teknologi har afløsning af tidligere tiders virtuøse håndværk – og det er ikke altid i overensstemmelse med forfatterens holdning: ”Det kunstneriske indeks er forsvundet, håndværket er ude.” Eksemplerne omfatter fine eksempler fra renæssancen og frem – og fra nyere tid fra Arne Jacobsens produktion op til computersimulation til fremstilling af moderne bildesign.
Der er rigtig fine billeder og illustrationer samt faktaoplysninger om givne designs – parret med forfatterens kommentarer og uddybende beskrivelser. Der findes mange gode sammenfatninger rundt om i bogen. Layoutet er fremragende med varierede opsætninger af billede og tekst med respekt for det gengivne og forklarede. Det er en fornøjelse.
Den kan anbefales i høj grad til alle designelever. Men også som en rigtig god studentergave. Ja, til alle, uanset profession og alder. Glimrende!
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode