I perioden 1867-1930 blev et lille antal mennesker fra anbringelses­anstalten ved Sakskøbing sendt til Amerika – eller rettere: I et ihærdigt samarbejde mellem kommune, anbringelsesanstalt og politimyndigheder lykkedes det at rejse økonomiske midler og skaffe forvaltningsmæssige vanskeligheder af vejen, således at de pågældende personer kunne rejse ud af landet. Somme tider lykkedes det, andre gange ønskede personen alligevel ikke at rejse – tilfælde, som myndighederne bittert beskriver som ”bristede foranstaltninger”.

Det er disse personers historie, som Bertelsen og Kirkebæk undersøger i bogen, der opererer på flere niveauer samtidigt. Først og fremmest er den et solidt arkivstudie, der blotlægger enkeltskæbner, men samtidig anlægger studiet et særligt blik på sit materiale. At blikket er inspireret af den franske filosof Michel Foucault, lægges der ikke skjul på, men det vil være vanskeligt for den forudsætningsløse at få meget ud af denne tilgang, da der aldrig gøres rede for, hvad dette Foucault-blik indebærer – og det er ærgerligt, for det ville på alle måder have løftet bogen.

Det, der bærer undersøgelsen frem, er nysgerrigheden over, hvad der drev disse mangfoldige myndigheder til et uhørt omfang af samarbejde for at blive netop disse personer kvit. Endvidere undersøges graden af frivillighed (ingen blev formelt bortsendt imod deres vilje, men alternativerne kan jo være værre).

Bogen fungerer bedst, når forfatterne lader kilderne tale – der er bevaret en hel del kommunikation, ikke blot mellem myndigheder, men også breve fra de indsatte på anstalten til deres familier (i alle tilfælde altså breve, som anstalten valgte ikke at sende) og breve hjem fra USA, hvor de bortsendte ikke sjældent takker for den mulighed, de føler, de har fået.

Samlet set giver bogen dog et spændende indblik i det officielle Danmarks opfattelse af problematiske eksistenser i perioden. Til elever er den dog næppe direkte egnet, hertil er formidlingen for tung og omstændelig.