I tider med lidt overskud og tid er en stor og tung bog ikke det mest indbydende, men den her er meget indbydende og genererer heldigvis ikke dårlig samvittighed over ikke at blive læst på én gang. Jeg vil glæde mig til at bruge nogle af brevene og informationen om konteksten til at sætte fiktionstekster fra undervisningen i en faktuel og historisk sammenhæng. Primærkilderne vidner om smerte, ensomhed, tvivl, skyld og kritik og passer både under sprog og litteraturhistorie. Det var rart at blive husket på konsekvenserne af, at brevformen engang, foruden telegrammet, var eneste bindeled mellem dem, der var ude, og dem, der var hjemme. Eksempelvis Blixen til sin bror Thomas: [..] ”at da jeg fik dit telegram, havde jeg et liggende her til dig, parat til at sendes, pålydende: ’Will you help me to get to Europe, I shall die if I remain here’ – og grunden til at jeg ikke sendte det var kun, at jeg syntes det vilde komme til at tage sig ud som et besynderligt svar på dit telegram.”

Engelhardt har samlet en række historiske og personlige breve fra danskere, kendte eller tæt på de kendte, ofte mens de er væk fra hjemme. Den ultrakorte introducerende tekst sætter dem i en kontekst, billeder af brevene, af afsenderen eller modtageren og kreativt og overskueligt layout bidrager alt sammen til at dvæle lidt ved hver enkelt side og reflektere over situationen i eget tempo. Skribenter og modtagere er blandt andre H.C.Andersen, Bang, Brandes, Blixen, Asta Nielsen, Kirk, Munch-Petersen, Ditlevsen og Brøgger, og brevene er ofte fra skelsættende tidspunkter og situationer. Et af de mere ukendte er fra missionæren Anne Marie Pedersen, hvis brev til Gandhi giver indblik i, hvorfor hun afbrød sin forbindelse til det danske missionsselskab grundet et opstående engagement i den indiske selvstændighedsbevægelse. Der deles en del skyld ud til modtageren eller samfundet generelt over synet på kvinder, synet på jeg’et, behandling af andre, og det er store følelser, der er på spil på hver side.