Ned med systemet!

Siden 1990’ernes livtag med besættelsestidens skyggesider (tyskertøser, stikkerlikvideringer og østfrontsfrivillige), har Danmarkshistorien ikke rigtig været den samme. Konsensusfortællingen er afløst af en kampplads, hvor forskere, journalister, politikere og sågar villaejere kæmper om for eksempel retten til at opkalde en vej efter Scavenius.

Udgivelser med titler som Velkommen på bagsiden og Konfliktzonen Danmark og tv-produktioner som Danmarkshistorien på vrangen og Kampen om Historien vidner om nye narrativer, som udfordrer de vedtagne sandheder. Nærværende udgivelse skriver sig ind i denne Danmarkshistoriens b-sider. Og den gør det godt og medrivende. Ikke mindst på grund af stilen, som ifølge forfatteren selv er ‘fortællende historisk fremstilling’. Vi er kort sagt helt tæt på begivenhederne: Kongen havde kun sovet tre timer etc.

En vigtig pointe i bogen er, at Grundloven faktisk er tænkt som et middel til at undgå ‘det der demokrati’, og at man med henvisning til diverse paragraffer kan holde folket nede. Var der tale om statskup i 1920, da kong Christian X afskedigede Zahle-ministeriet? Tjah, ikke ifølge Grundlovens paragraffer, men måske nok ifølge den herskende tolkning af paragrafferne. Slaget på Fælleden er velkendt for de fleste, men revolutionen var ifølge forfatteren nok tættere på i forbindelse med en planlagt generalstrejke i november i 1918, som endte med Slaget på Grønttorvet. Der var voldsomme gadekampe, men generalstrejken udeblev, de fleste arbejdere stemplede ind til tiden, og Social-Demokraten kunne håne hele miseren med rubrikken: Generalfiasko. At uligheden trivedes, og at mange levede en kummerlige tilværelse, kommer også til udtryk ved de mange godser, som blev sat i brand af tjenestepiger. I 1880’erne sker det mindst 14 gange. Der var faktisk ikke så dejligt ude på landet.

Som titlen angiver, var vejen til det demokratiske Danmark, vi kender og hylder i dag, ikke ligefrem en strandpromenade, men forfatterens iver efter at dokumentere konflikter og nævestyvere giver bogen en vis slagside. Især optræder venstrefløjen som de progressive, der bringer udviklingen i en demokratisk retning (trods den radikale yderfløj).

Bogen slutter med Påskekrisen i 1920, for herefter har demokratiet ifølge forfatteren stået uantastet. Hm, hvad med Højgaard-kredsens forsøg på at vælte Staunings samlingsregering under besættelsen? Når det er sagt, så er bogen et must for alle, som har den mindste interesse i perioden.