Al den karaktersnak

Spørgsmålet om adgangsgivende karakterer blev løst ved, hvad jeg – uden nogen form for spydighed – vil kalde et kludetæppe. Har man 5 i årskarakterer i 8. klasse, kan man vurderes uddannelsesparat og har dermed indløst adgangsbillet til gymnasiet. Men niveauet skal fastholdes i 9. klasse. Har man under 5 kan man forsøge at gøre det rigtig godt til den afsluttende eksamen i 9. klasse – for her giver et 6-tal i snit direkte adgang, uagtet at man ikke er vurderet uddannelsesparat. Og har man opnået uddannelsesparathedsvurderingen, men kun klarer sig til et 2 eller 3-tal i snit til sin afgangseksamen, ja så skal man til en vejledende samtale.

Det virker rodet. Og selv om S, R og SF udlægger denne løsning som en sejr – fordi man godt kan komme på gymnasiet, uagtet at man har 2 i snit i sin afgangseksamen – så lyder det mest af alt således, at der er tale om to karakterer, vi kan regne med: 5-tallet i årskarakter eller 6-tallet i afgangseksamen.

I Alternativet mener vi, at al den snak om karakterer har fyldt uforholdsmæssigt meget set i relation til det vigtige arbejde, der har ligget i at udforme en reform, der indholdsmæssigt står mål med de politiske ønsker om de gymnasiale uddannelsers formål. Havde man startet med at tage en grundig overordnet diskussion af dette vigtige spørgsmål, så havde karakterspørgsmålet givetvis fyldt mindre.

Men hvad er så formålet med gymnasieuddannelserne? Det er der givetvis mange holdninger til. For os i Alternativet er det vigtigt, at gymnasieuddannelserne både er studie- og livsforberedende. Dvs. at de skal sikre en dyb faglighed i et samspil med en udvikling af elevernes brede, personlige kompetencer. Det almene gymnasium har ikke kun til formål at gøre de studerende klar til universitetet. Det har det også. Men det har også til formål at folde den elevs vinger ud, som måske ikke var den dygtigste i folkeskolen, men som oplever verden set med andre briller, når han eller hun kommer i gymnasiet – og som derfor får muligheden for en dyb personlig udvikling. Som en af de gymnasieelever, jeg talte med, da Uffe Elbæk og jeg selv for nylig var på ’ungdomstour’ rundt i Danmark formulerede det: ’Efter jeg var startet på gymnasiet, så jeg pludselig verden i farver!’

Det betyder også, at vi fastholder vores påstand om, at karakterer ikke hører hjemme, når vi taler adgangskrav til gymnasiet. Stod det til os, var det fortsat en grundig – og helt klart grundigere end den nuværende – vejledning i folkeskolen, som skulle ligge til grund for den enkelte elevs valg af ungdomsuddannelse. I øvrigt frygter vi, at karakterkravene vil medføre en øget præstationskultur i folkeskolens afgangsklasser, hvilket kan blive dræbende for nysgerrigheden, motivationen og elevfællesskabet.

Ingen dannelse uden faglighed – og omvendt!
I aftaleteksten er et ganske udførligt afsnit om almendannelse. Og med meget fine intentioner. Bl.a. argumenteres, at dannelsesbegrebet er vigtigt at fastholde, da det tjener som en vægtig ledestjerne for aktørerne i de gymnasiale uddannelser og afspejler en politisk vilje til udvikling af kundskaber, som rækker videre end arbejdsmarkedets behov her og nu.

Det anføres også, at dannelsesbegrebet siger noget om, hvordan individets vidensopbygning skaber personlig modning og udvikling i relation til dets optagelse i og formning af fællesskaber og om forholdet mellem de kundskaber, som anses for afgørende for deltagelse i de fællesskaber, som er almene, og hvilken type karaktertræk og egenskaber, der skal fremmes hos eleverne.

Alt det kan vi godt skrive under på! Desværre fremgår det også meget klart, at dannelsesopgaven alene tænkes placeret i fagfagene. F.eks. anføres det, at en styrket almendannelse indebærer en styrkelse af fagene og det faglige indhold. Men, hov, hvad med den anden vej rundt? Lige så vel som at faglighed sikrer dannelse, så sikrer dannelse også faglighed. Den del af dannelsen, som handler om at udfordre eleven til at løfte sig ud af sin egen subjektivitet og se sig selv som en del af en større helhed. De normative spørgsmål om etik, moral, retfærdighed og det gode liv. Hvor er de så, hvis dannelsen alene forankres i fagfagene – hvoraf bl.a. matematik og naturvidenskab styrkes? Det har jeg svært ved at læse ud af aftaleteksten. Dertil kommer at hensigtserklæringen vedrørende implementeringen af dannelsesbegrebet er umådelig uklar. Der oplistes en række punkter, som skolerne skal sikre, herunder bl.a. at ’elevernes almendannelse og studiekompetence opnås på grundlag af et styrket fundament af kundskaber og viden i de enkelte fag’. Jeg står tilbage med spørgsmålet: Hvordan?

På trods af de gode ord, så er jeg alvorligt bekymret for dannelsens fremtid i de gymnasiale uddannelser, ikke mindst i stx, hvor AT nu endegyldigt fjernes. Havde det stået til os i Alternativet, så havde vi bevaret fagets timer, men fulgt den opfordring, som de gymnasielærere, der under forhandlingerne i en kronik i Politiken kom med; nemlig at omlægge AT til et fag med fokus på etik, erkendelse og medborgerskab.

Fastlåste studieretninger giver mindre frihed til gymnasierne
Antallet af studieretninger bliver reduceret væsentligt med den nye aftale. For at tage stx som eksempel vil der fremover være 18 studieretninger at vælge imellem. De 6 bliver naturvidenskabelige, 4 samfundsvidenskabelige, 4 humanistiske og 4 kunstneriske.

Der er flere vigtige ting at sige til dette. For det første er hele ideen om, at de mange studieretninger er uoverskuelige for eleverne en politikerskabt skrøne. Den enkelte elev sidder jo ikke og skal vælge mellem 209 retninger. Han eller hun skal vælge mellem de retninger, der udbydes på de max. 5 gymnasier, som han eller hun søger ind på. For det andet er vægtningen af studieretningerne skæv: Hvorfor skal der være 6 naturvidenskabelige retninger, når der kun er 4 hhv. samfundsfaglige, humanistiske og kunstneriske retninger? Vi kender naturligvis svaret, da det handler om at tilfredsstille et stigende behov for naturvidenskabelig arbejdskraft. Det behov anerkender vi, men vi anerkender ikke, at vi løser problemet ved at låse vægtningen fast på gymnasiet. Gymnasiet skal – som tidligere skrevet – være studie- og livsforberedende. Det skal ikke være et sted, hvor vi uddanner fodsoldater til konkurrencestaten. Endelig er der det store problem ved de fastlagte studieretninger, at de indskrænker gymnasiernes frihed til selv at vælge, hvilke retninger de vil udbyde. For os i Alternativet er det afgørende, at det enkelte gymnasium får friheden til selv at definere studieretninger – i et samspil med lokalmiljøet og lokalbefolkningen. Det skaber en forankring og et ejerskab, som giver plads og berettigelse til den faglige stolthed, som bør kendetegne enhver gymnasierektor og gymnasielærer.

Tag ikke friheden fra gymnasierne
Den samme frihed bør i øvrigt også være gældende, når det kommer til evaluering og måling af, hvorledes gymnasierne løfter deres opgave. Naturligvis bør der være overordnede rammer for, hvad en gymnasieelev skal igennem i løbet af den treårige uddannelse. Men disse rammer ligger fint i lovgivningen. Ud fra lovgivningen bør der være frihed til gymnasierne i forhold til at definere, hvordan de vil leve op til den. Derfor er vi i Alternativet stærke modstandere af den målstyring, som også er en del af aftalen. Der indføres nemlig både retningsgivende og konkrete mål for uddannelserne med henblik på at følge udviklingen på nationalt plan og på den enkelte institution. Hvis vi vil bevare den faglige stolthed hos lærerne og muligheden for at anvende tid og ressourcer på læring drevet af elevernes nysgerrighed og undren – ja så afskaffer vi alt det, der hedder målstyring og dokumentation – uagtet om vi så kalder det retningsgivende eller konkrete mål.

Reaktionær frem for visionær
Alt i alt har gymnasieaftalen et meget snævert fokus på at styrke en række faglige kompetencer, særligt i forhold til de naturvidenskabelige fag. Til gengæld for dette har man ofret tværfaglighed, innovation, dannelse og kreativitet i uddannelserne. Det er ganske katastrofalt – og dybt reaktionært – i en tid, hvor vi står foran en verden, som forandrer sig i en sådan fart, at vi ikke ved, hvordan den ser ud om 10 år. For os i Alternativet er det afgørende, at vores ungdomsuddannelser er visionære og skaber nysgerrige, initiativrige, forandringsparate unge mennesker, som kan og tør tænke ud af boksen, tage chancer, fejle og prøve igen. Det kommer den indgående gymnasieaftale ikke til at byde ind med.