AI: Vi kan ikke blive ved med at være de facto halvt gravide med den summative evaluering
Regeringen har tydeligvis andre og større problemer at tage stilling til, end hvad der bør gøres ved den indbyggede uretfærdighed, der er opstået ved at blande skriftlige årskarakterer med eksamensprøvekaraktererne på elevernes eksamensbevis.
Men dette problem går ikke væk af sig selv – det vil kun fortsætte. Vi er nødt til at fastholde fokus for at få ministeriet til at forholde sig til det.
Imens er det selvfølgeligt muligt som underviser at sikre et skriftligt bedømmelsesgrundlag på andre måder – og her vil jeg da gerne kvittere for de erfaringer, som man har kunnet drage nytte af fra matematiklærernes tilgang til at bedømme skriftlige afleveringer. Det tager dog rigtig mange ressourcer – både forberedelsestid og moduler at afvikle prøvelignende situationer med henblik på at give en troværdig og ikke mindst retfærdig standpunktskarakter. I hvert fald i mit fag, hvor eksamensopgaver er store opgaver, der kun med besvær kan skaleres ned til et moduls varighed. Fordelen ved dette er dog, at man som underviser går udenom hele plagiatsproblematikken, undgår at lege politimand og måske endda træner eleverne mere i at skrive under det pres, der skabes i en prøvelignende situation. Men alligevel: Kunne modulerne og forberedelsen ikke være brugt bedre på andre ting?
Enten bør man tillade AI til skriftlig eksamen, eller også bør man afskaffe den skriftlige årskarakter.
Som det ser ud nu, er AI-hjælpemidler ikke tilladt til skriftlig eksamen, men det er og bliver et uholdbart standpunkt, når eleverne samtidigt kan blande deres skriftlige årskarakterer sammen med eksamensprøvekaraktererne. Det er vi nødt til at forholde os til. Læg dertil den konstante udvikling af AI-genererede ordforslag i Word. Enten bør man tillade AI til skriftlig eksamen, eller også bør man afskaffe den skriftlige årskarakter, hvis man vil bevare troværdigheden omkring vores summative evaluering.
Personligt er jeg selv tilhænger af den sidste mulighed, da det løser problemet på en effektiv og meget lidt indgribende måde. Den langvarige påvirkning af begge beslutninger på elevernes skriftlighed er dog for obskure til, at jeg skal kloge mig på dem her i fagbladet, men mon ikke vi som samfund nok skal finde ud af at få det til at fungere? ”Life finds a Way”, som der siges i ”Jurassic Park”.
I en tid hvor mange mener rigtig meget om gymnasieskolens indretning, er der måske netop et mulighedsrum for GL til at søge indflydelse på dette område? Så kan Tesfaye da sige, at vi har fået en ”luns”, mens vi omkalfatres i ”Kloge hænders” navn.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode