Afskaf selvejet på ungdomsuddannelser!

Lige før sommerferien offentliggjorde to analyseinstitutter to rapporter, som tog pulsen på ungdomsuddannelser (lavet af Struensee og co. og Implement Consulting Group i samarbejde med Damvad Analytics). Deres resultater blev bl.a. sammenfattet i en artikel fra den 27.5. i Altinget under overskriften ”10 centrale pointer fra nyt eftersyn af institutionerne”. En af konklusionerne er, at dyr markedsføring er kontraproduktiv for sektoren og forstærker en usund konkurrencesituation. Den tanke var vi nok aldrig selv kommet på. Når man som gymnasielærer med lidt indblik i uddannelsessituationen i Danmark læser den slags rapporter, slår det en igen og igen, hvor lidt nyt disse udefra kommende eksperter finder frem til. Der er ikke mange fakta eller refleksioner, som GL eller for den sags skyld Danske Gymnasier ikke kunnet have leveret noget billigere. Men lad det ligge.

Interessant var det for mig, at to interessenter var hurtig på aftrækkeren og ligeledes i Altinget skrev et partsindlæg den 29.5., som fik følgende indledning med på vejen: ”Analyser om uddannelsesinstitutionernes udvikling og taxameter- og tilskudssystemet viser, at selveje i den grad fungerer, og at fusioner understøtter lokale uddannelsesudbud” (Lars Goldsmidt, formand for DEG-B, og Ole Heinager, formand for DEG-L.) Forkortelserne betyder, at de er hhv. formand for erhvervsgymnasiernes leder- og bestyrelsesforening. I selve artiklen bliver indledningens pointe om det velfungerende selveje ikke gentaget eller uddybet. Der står heller ikke noget om, at analyserne viser, at det især er erhvervsskolerne, der bruger en uforholdsmæssig stor del af deres tilskud til markedsføring og en mindre del til undervisning, sammenlignet med de almene gymnasier.

Jeg vil opponere imod overskriften i Goldsmidts og Heinagers påstand: Selveje fungerer ikke, og systemet vil på ingen måde kunne klare de demografiske udfordringer i de kommende år, som hele sektoren skal forholde sig til. Det har jeg skrevet en artikel om under overskriften ”Afskaf selveje”, som blev trykt den 27.5. i Sjællandske medier (den kan tilgås via Infomedia). Mit hovedsynspunkt er, at vi stadigvæk hænger på et system, der gav mening i lyset af en New Public Management-tænkning, men som nu overlever som ondt levn fra fortiden. Problemet med selveje og taxameterbevillingen er helt åbenlyst, at skoler, der har svært ved at optimere klassestørrelsen, får et underskud og risikerer at gå fallit, mens skoler med et socialt stærkere elevgrundlag får ekstra penge, som de kan bruge til at tilbyde et bedre tilbud, fx ved nye og moderne bygninger eller ved oprettelsen af flere fag, som giver skolen et godt rygte og sørger for gode søgetal i det kommende skoleår. En ond spiral, der uvægerligt vil føre til A- og B-skoler og sidenhen til skolelukninger i nedgangstider. Problemet er, at alle aktørerne erkender udfordringen, men ingen tør tage nælden ved roden.

I GL er holdningerne også delte, men vi er dog enige om en række forslag, der alle har til formål at begrænse selvejets frie udfoldelsesmuligheder. For eksempel kræver vi, at skolerne rent faktisk bruger det tilskud, der er afsat til undervisning, til undervisning (lidt utroligt, at det overhovedet skal være nødvendigt). Det er de almene gymnasier for øjeblikket bedst til. Vi kræver fx også et klassetaxameter frem for et elevtaxameter, vi kræver et højere grundtilskud og særlige puljer til oprettelsen af små valghold, fx i fremmedsprog. Dette er alt sammen fornuftige pointer, men jeg har kæmpet for og vil fortsat kæmpe for, at GL går skridtet videre og ønsker selvejet afskaffet helt. Jeg kan godt se, at synspunktet om at afskaffe selveje ikke flugter med rektorernes synspunkter i Danske Gymnasier. Det føles selvfølgelig godt at være herre i eget hus, men et system, der har fungeret nogenlunde i opgangstider, fordi flere elever automatisk gav bedre økonomi til alle, om end skævt fordelt, vil lide skibbrud i nedgangstider, fordi udgifterne ikke falder proportionalt med nedgangen i elevtallet. Og det er det problem, som hele sektoren skal forholde sig til, hvis ikke det landsdækkende net af gode ungdomsuddannelser skal forsvinde i takt med de små årgange, der er på vej ind.

For at komme tilbage til erhvervsgymnasierne. Jeg har researchet lidt om baggrunden for selveje for erhvervsskolerne, som jo går længere tilbage end Amternes død. Erhvervsskolerne opstod som konkret behov indenfor håndværk og industri og blev mere eller mindre etableret af arbejdsmarkedets parter. I 1950-erne toppede antallet af erhvervsskoler med langt over 300, altså mere end dobbelt så mange som gymnasierne. Imidlertid voksede statens indflydelse og støtte støt i de efterfølgende år, fordi arbejdsgiverne ikke magtede uddannelsesopgaven alene længere. Staten indførte i 1974 EFG, og vi fik skolepraktiker, fordi manglen på praktikpladser er blevet en trofast følgesvend gennem hele erhvervsuddannelsernes historie. Min pointe er, at staten reelt overtager ansvaret for uddannelserne, men undlader at ændre på skolernes styreform. Vi må se i øjnene, at det er der brug for nu, hvis vi skal bevare et tætmasket uddannelsestilbud af høj kvalitet i hele landet.

Som nævnt står vi overfor en kæmpe udfordring i de kommende år, hvor visse udkantsområder vil miste mere end 25 % af deres elevgrundlag. Dette kombineret med det hellige liberale frie valg for eleverne vil unægtelig føre til flere skolelukninger og en øget konkurrence skolerne imellem. Sidste års lukninger af otte VUC-afdelinger var kun en spæd start. Der er brug for en langsigtet plan, der sikrer overlevelse af de trængte skoler og dermed et godt landsdækkende uddannelsestilbud. Der er også brug for centrale løsninger, der kan afhjælpe beskæftigelseskrisen. En enkelt skole kan ikke lave orlovsordninger eller organisere et rotationsprincip, så der også i fremtiden vil være plads til nye og unge gymnasielærere. Udfordringerne er for alvorlige at man kan overlade dem til små selvstyrende enheder, der dybest set er sat i verden for at optimere egen skole, uden ansvar for det samlede udbud. At problemerne ikke er større lige nu, skyldes mest held og mange fornuftige aktører i ungdomsuddannelserne, ikke mindst GL. Men heldet vil slippe op.