Hvor er ambitionen i gymnasiet (pædagogikum)?

Hvem har egentligt en ambition for gymnasiet? Skal vi lærere selv være ambitiøse og på hvis vegne egentligt? Jeg har nu afsluttet alle kurser på pædagogikum, og uddannelsen har været givende, udviklende og sjov, men er det nok? Jeg står lidt tilbage med en følelse af, om det var det?

Uddannelsen blev tiltagende mere struktureret gennem året (det første år med en ny studieordning er altid lidt… anderledes), og det var tydeligt, at underviserne til sidst vidste præcis, hvordan de skulle gribe tingene an. Men jeg undrer mig samtidig over, hvor ambitionerne for gymnasiet blev af?

Vi var udsat for mange forskellige og dygtige undervisere, men jeg kan undre mig over, at man ikke har trukket nogle af verdens vægtigste forskere ind, hvis man vil lave et gymnasie i verdensklasse? En kapacitet som Gert Biesta ville da være relevant at lave en forelæsning om dannelse med, hvis man virkelig vil vise, at man har ambitioner for gymnasiet. Når vi skal læse Biesta, hvorfor i al verden skulle vi ikke også høre ham? Jeg var selv så heldig at falde over en Biesta-forelæsning på AAU i efteråret 2025, og det undrer mig, at man ikke på gymnasielærernes fineste grunduddannelse har ambitioner om, at kandidaterne ser en international stjerneforsker i løbet af uddannelsen, så man ikke selv skal opsøge dem i sin fritid. Det ville i hvert fald vise, at man havde ambitioner for de kommende generationer. Det er altid inspirerende at se dem, som udvikler teorierne, og hvem er bedre til at fortælle om Biestas tanker end han selv?

Tendensen fra pædagogikum synes at være, at tingene skal koste mindre, end de tidligere har gjort. Som jeg tidligere har skrevet, var der skåret i længden på de fysiske kurser, og noget af undervisningen var omlagt til online-kurser, som ingen havde bedt om. Til min skræk kan jeg se, at næste års kandidater skal fortsætte med det frygtelige online-helvede – det havde man ikke behøvet. Jeg håber for fremtidens 2027 kandidater, at man vil/kan lave åndelig oprustning på pædagogikum, og invitere Gert Biesta, Hartmund Rosa eller en anden internationalt anerkendt forsker til Odense, når alle kandidaterne samles dernede i 2027, så de kan få en oplevelse for livet og perspektiver på dannelse. Og forskerne vil gerne til Danmark. Rosa har netop i sommer været i en fyldt forelæsningssal i Aalborg, og hvis han er villig til at tage til Aalborg en junidag i år, så vil han sikkert også gerne tage til Odense i januar. Og netop Rosa og Biesta kunne have noget interessant at fortælle de kommende kandidater om subjektifikation og spillerummet for handling. Rosas begreb om situationel handling resonerer meget fint med mantraet om at være en reflekterende praktikker, den gymnasielærer, vi alle skal stræbe efter at blive, hvor man på baggrund af sine erfaringer går i dialog med eleverne og handler derudfra og igen reflekterer over sin væren i gymnasiet. Dette står dog i modsætning til, hvad der er ved at ske med gymnasieskolen, hvor man nærmer sig en konstellation, hvor systemet står over mennesket, bedst eksemplificeret ved nedskæringerne i STUK og på pædagogikum, fordi vi ikke har råd – efter sigende.  Der er ligeledes en tendens til, at vi skal løbe stærkere, og hvilket rum efterlader det for refleksion?

Men teoretisk pædagogikum mangler dette spillerum til at invitere stjerneforskerne. Hvor skal kimen til den fremtidige gymnasieskole lægges, hvis ikke her? Og hvis man mener, at denne skole skal være med til at udvikle Danmarks ungdom fremadrettet, så invester nogle midler heri, ellers ender vi som en pølsefabrik med danske bursvin på medicin – og det er nok ikke fremtiden!

I øvrigt er det politiske fokus på gymnasieskolen skørt. Efter sommerens skriftlige eksamener tordnede Magnus Heunicke frem på skærmen med lovning om strakspakker til bekæmpelse af AI. Dette ovenpå en overstået skriftlig eksamen som viste, at snittet var faldet med cirka 0,5 karakterpoint. Reaktionen på dette er forståelig nok, vi har et stort problem i gymnasieskolen! Men er løsningen forbud imod AI, overvågning og mere kontrol? Eller kan vi imødegå udfordringerne ved AI som reflekterede praktikere?

Man kunne sætte ind, ved at man efteruddannede lærerne i brug af AI i undervisningen. For den generelle tilgang til brugen af AI på pædagogikum var… mangelfuld. Det var en undervisning, som savnede retning, og der var ikke en ensrettet eller stringent anbefaling for brugen af AI – præcis som vi heller ikke har det i vores dagligdag. Og det er ikke underligt, for udviklingen går i et forrygende tempo. Men hvis man gerne vil sikre et gymnasium i faglig udvikling, hvor vi kan uddanne og danne de unge mennesker, og hvor man bliver en kritisk reflekteret medborger, så starter det ved pædagogikum. Her lægges kimen til den fremtidige gymnasieskole, og hvis vi i fremtiden skal sikre at ungdommen kan opføre sig kritisk refleksivt, så kræver det en investering her, så væk med strakspakker og midlertidige løsninger og frem med sparegrisen, Heunicke, den skal slagtes! Vi kan løse det ved en vedvarende udvikling og investering i gymnasiets pædagogikum, så fremtidens lærere er klædt ordentligt på til at uddanne fremtidens medborgere. Det går langsomt, der er ikke noget strakspakke over det, men sådan er det jo med læring.