Artikel
To år gammel deltidsdom stadig i syltekrukken
Laerer-i-klasse-undervisning.-VUC-1-aspect-ratio-348-234

To år gammel deltidsdom stadig i syltekrukken

Deltidsansatte på de danske gymnasier får ikke den betaling for merarbejde, de ifølge en EU-dom om forskelsbehandling fra 2024 har ret til. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er tavs som graven.

Tekst_ Morten Jest
Foto_ Shutterstock (Arkiv)

Cirka en fjerdedel af de danske gymnasielærere er ansat på deltid, nogle i mangel af bedre eller på grund af arbejdspres, andre efter eget valg.

Som deltidsansat har lærerne imidlertid været udsat for forskelsbehandling, hvad betaling for merarbejde angår, indtil en EU-dom i 2024 slog fast, at de har ret til samme vilkår som fuldtidsansatte.

Helt konkret har en lærer – eller andre i den offentlige sektor i Danmark – ikke fået ekstra tillæg for merarbejde, hvis vedkommende i gennemsnit arbejder for eksempel 35 timer om ugen. Kollegaen ansat på 37 timer om ugen får nemlig et tillæg på 1,5 gange timelønnen, når han eller hun arbejder over. Dette har været helt normal praksis. Først når arbejdstageren har arbejdet, hvad der svarer til en fuldtidsstilling, er den ”normale” merarbejdsbetaling trådt i kraft.

EU-dommen forholder sig dog ikke til, hvad graden af merarbejdsbetaling skal være, men alene at deltidsansatte har krav på samme vilkår som fuldtidsansatte.

Med den nu godt to år gamle EU-dom in mente skulle man således tro, at alt var godt og ligetil. Det er dog ingenlunde tilfældet på blandt andet gymnasierne.

GL: “Det er kritisabelt”
På det kommunale og regionale område forholder det sig anderledes. For eksempel har Kommunernes Landsforening indregnet både suspension i forhold til forældelse af sager samt summer til udbetaling i budgetterne og er ved at opgøre, hvor mange og hvem der er berettiget til efterbetaling.

”I GL stiller vi os helt uforstående over for den manglende udbetaling. Både i regioner, kommuner og i staten anerkender arbejdsgivere, at dommen betyder, at den ansatte på deltid skal honoreres 1 til 1,5 ved godkendt medarbejde. Vi får rigtig mange henvendelser fra vores tillidsrepræsentanter og medlemmer, som arbejdsgiver skylder et svar. Det er kritisabelt, at medarbejdere, der har ydet et ekstra stykke arbejde, skal vente på baggrund af en dom, som har været kendt i flere år,” siger Anne Sophie Huus Pedersen, der er næstforperson for GL – Gymnasielærerne og forperson for foreningens overenskomstudvalg.

Et yderligere problem er desuden, at ingen ved, hvor langt tilbage i tiden, pengene skal udbetales med tilbagevirkende kraft. 5 år? 10 år? Og hvad med de lærere, der enten ikke længere er deltidsansat eller har skiftet arbejdsplads? En forventet dom medio september i en faglig voldgift anlagt af 3F kan muligvis give nogle fingerpeg.

Gymnasieskolen har forgæves søgt svar hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Beskeden lyder imidlertid, at styrelsen ikke ønsker at kommentere sagen, “da der er mange interesser på spil”, og man “er ved at skabe sig et overblik”, selv om der er gået hele to år siden dommen faldt.

Styrelsen kan eller vil heller ikke sige noget om, hvornår der eventuelt vil blive meldt noget ud centralt.

I Danske Gymnasier oplyser forperson Maja Bødtcher-Hansen, at man afventer netop en sådan melding fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om, hvordan rektorerne skal forholde sig. Hun har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer. 1

Sagen kort

To plejere i Tyskland, ansat på 40 og 80 procent af en fuldtidsansættelse på 38,5 timer om ugen, mente, at de som deltidsansatte blev behandlet mindre gunstigt end deres fuldtidsansatte kolleger, da de ikke modtog tillæg for overarbejde op til 38,5 timer. De mente samtidig, at det var forskelsbehandling af køn, da flere kvinder end mænd er på deltid.

De to plejere fik ikke medhold ved en tysk domstol. Sagen blev ført videre til EU-domstolen, som i juli 2024 fastslog:

  • At det er forskels behandling af deltidsansatte, hvis de først får tillæg for overtid, når de arbejder ud over en fuldtidsansættelse.
  • At denne praksis er indirekte forskels behandling af kønnene, hvis flere kvinder end mænd er deltidsansatte.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater