Artikel
Tårnby Gymnasium holder ChatGPT ude med en vogn gamle computere

Eleverne i 3.e henter computerne hos samfundsfagslærer Carsten Storm. I dagens øvelse deles fire-fem elever om hver maskine, fordi de må diskutere svarene undervejs.

Tårnby Gymnasium holder ChatGPT ude med en vogn gamle computere

Sidste skoleår brugte seks lærere systemet. Nu har 13 allerede booket skolens 30 lukkede bærbare, som skal vise, hvad eleverne selv kan uden at sende dem tilbage til papir og blyant.

Tekst_ Serge Savin
Foto_ Serge Savin

”Læg lige jeres egen computer væk imens.”

Samfundsfagslærer Carsten Storm står foran 3.e på Tårnby Gymnasium og HF. I den ene side af lokalet står en vogn med brugte bærbare computere. Han har lige hevet vognen ud bag en dør, hvor der står ”De dumme maskiner”, og forklaret dagens opgave.

Eleverne går op i grupper og henter computerne. Opgaven ligger klar sammen med et link til den digitale lærebog: De skal rangordne forskellige aktører efter, hvor stor indflydelse de har på lovgivningen.

Ved et af bordene sidder Noah Weilborg. Han har allerede foretaget den sædvanlige kontrol: Kan man komme ind på ChatGPT i dag?

”Det prøver jeg hver gang,” erkender Noah Weilborg.

”Hvis man kan snyde, så skal man jo prøve,” konstaterer Noah Weilborg og slår ud med armene.

Det kunne han heller ikke i dag.

Computerne har en browser, men eleverne kan kun åbne de hjemmesider, læreren har givet adgang til. Til gengæld har de et skriveprogram, en pdf-læser og adgang til dagens materialer.

Systemet hedder ExamPilot og er tænkt som en mellemvej mellem elevernes fuldt opkoblede computere og papir og blyant, forklarer Carsten Storm, der står bag ideen.

”På en måde har jeg genopfundet skrivemaskinen – bare med stavekontrol, pdf og adgang til det materiale, de skal bruge.”

Og det synes at være blevet en succes.

Skolen begyndte med 15 computere, men har nu 30 i vognen, så der er nok til en hel klasse. Sidste skoleår brugte seks lærere systemet. I de første par uger af dette skoleår havde 13 allerede booket det, fortæller Carsten Storm.

”Computerne bliver taget frem efter behov, blandt andet til test og skriftlige opgaver,” fortæller Carsten Storm, der selv planlægger at bruge dem otte-ti gange med 3.e i år.

Karakterer uden hjælpemidler
For Carsten Storm begyndte jagten på en løsning, da han oplevede det, som så mange gymnasielærere oplever i disse år.

En fagligt stærk klasse klarede sig pludselig markant dårligere under en skriftlig prøve uden de sædvanlige digitale hjælpemidler. Senere fortalte eleverne ifølge Carsten Storm, at de var holdt op med selv at lave en del af deres skriftlige arbejde i løbet af året.

Eleverne havde afleveret gode opgaver hjemmefra, men ikke fået øvet sig i selv at formulere svarene, og uden hjælpen blev forskellen tydelig.

Derfor bruger Carsten Storm ikke kun computerne til enkeltstående test. Når 3.e skal skrive en opgave, lader Carsten Storm dem ofte begynde på de lukkede computere. Nogle gange har eleverne adgang til egne noter eller udvalgte hjælpemidler, andre gange skriver de uden. Det er denne del, de får karakter for.

Bagefter arbejder eleverne videre hjemme. Her må de renskrive teksten og bruge de hjælpemidler, de har brug for – også AI – hvis de oplyser, hvad de har anvendt. Den færdige version får de kommentarer til, men ikke en ny karakter.

”På den måde får jeg både et billede af, hvad eleverne kan selv, og hvad de kan producere med hjælpemidler,” forklarer han.

Hele den der mistillidsdagsorden bliver elimineret, når man bruger de her dumme computere.
Mikkel Harder Sørensen, rektor
Tårnby Gymnasium

Tanken er samtidig, at eleverne får et incitament til at øve sig mellem timerne. De må gerne bruge AI i hjemmearbejdet, men med jævne mellemrum skal de vise, hvad de kan uden – også på uventede tidspunkter.

”Mange elever kan være i tvivl om, hvornår de bruger AI som et hjælpeværktøj, og hvornår AI anvendes uretmæssig. Ved at bruge ExamPilot fjerner vi tvivlen.”

Sidste skoleår kunne Carsten Storm se en tydelig forskel med systemet. Det, nogle elever skrev i timerne, var væsentligt svagere end det, de afleverede hjemmefra.

”For nogle blev mødet med den lukkede computer derfor et wakeupcall,” fortæller Carsten Storm.

Et rum uden mistanke
For rektor Mikkel Harder Sørensen, der har støttet ideen fra start, handler det ikke kun om at forhindre snyd. De lukkede computere kan også fjerne noget af mistilliden mellem lærere og elever. På en almindelig computer kan læreren være i tvivl om, hvor en tekst kommer fra. Samtidig kan en fagligt dygtig elev frygte at blive mistænkt for at have brugt AI.

”Hele den der mistillidsdagsorden bliver elimineret, når man bruger de her dumme computere,” siger Mikkel Harder Sørensen.

Skolen havde forsøgt sig med firewalls og programmer, der registrerer aktivitet på elevernes egne computere. Men en firewall kan omgås, påpeger Carsten Storm. Overvågningen krævede desuden, at læreren ledte efter tegn på snyd.

”Jeg bryder mig ikke om at installere ting på deres computere og at vi aktivt skal lede efter snyd,” siger Carsten Storm.

”Det holder dig ærlig”
Da Carsten Storm denne morgen kom ind med vognen, tænkte Noah Weilborg: ”Test med det samme,” fortæller han.

”Det føles, som om at nu kan man måles. Det er også hårdt, at jeg ikke kan bruge de ting, jeg normalt kan. Men omvendt kan læreren se, at alt, hvad vi skriver, er vores viden og vores forståelse,” siger Noah Weilborg.

Samtidig kan den lukkede computer noget, som papir og blyant ikke kan. Noah Weilborg er ordblind. På papir ville han mangle den stavekontrol, han normalt støtter sig til, og teksten ville være vanskeligere at rette undervejs. For ikke at nævne, at håndskrift i sig selv føles meget fremmed for ham.

”Mange elever nu om dage er så fremmede for håndsskriften, at det kan være decideret ulæseligt,” fortæller Carsten Storm.

Skolen afprøver desuden programmer med ordforslag og oplæsning. Ambitionen er, at eleverne fortsat skal have nødvendig læse- og skrivestøtte, selvom adgangen til internettet og AI er lukket.

Udgangspunktet er lukket
De første computere købte Carsten Storm selv. Om aftenen, når børnene var lagt i seng, forsøgte han omgivet af gamle computere at bygge et system, som kunne tages med ind i undervisningen. Da forsøget blev mere indviklet end ventet, kontaktede Carsten Storm en gammel gymnasiekammerat med professionel it-baggrund, som han havde drevet en netcafé med i 90’erne.

Sammen byggede de systemet videre i tæt samarbejde med Tårnby Gymnasium og HF, hvor lærere og elever løbende har afprøvet det

”Systemet kører på skolens udtjente og kasserede bærbare. Genbruget gør løsningen mere bæredygtig, hvilket er et stort fokus for skolen,” fortsæller Carsten Storm.

De bærbare computere kører med det Linux-baserede styresystem Ubuntu og programmer som LibreOffice og Firefox. Det gør det muligt at give adgang til eksempelvis en digital lærebog uden at åbne resten af internettet.

Men løsningen er ikke et opgør med kunstig intelligens understreger både Carsten Storm og Mikkel Harder Sørensen.

Rektoren fortæller, at eleverne både skal undervises med AI, i AI og uden AI.

”Vi tror, at alle tre ting er vigtige for eleverne,” siger han.

Det næste skridt for ExamPilot er at afprøve løsningen på andre skoler, fortæller Carsten Storm.

Men systemet er også stadig under udvikling. Det bliver tydeligt i 3.e, hvor eleverne afprøver en ny brugerflade og fortæller Carsten Storm, hvad der fungerer, og hvad der irriterer. Nogle savner muligheden for at bruge den genvej, de kender fra Mac, til at køre to sidestillede vinduer.

Carsten Storm lytter og noterer forslagene. Få dage senere er de blevet implementeret.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater