
Århundredets reform bør ikke lade selvejet bestå
En smal gruppe partier har netop indgået forlig om det, der kan blive de seneste hundrede års største reform på gymnasieområdet. Med andre store omlægninger som fx den katastrofale nedlæggelse af hf, er det besynderligt, at man ikke har brugt anledningen til at gøre op med den systemfejl, som vi kender som det gymnasiale selveje – markedsgørelsen af gymnasieuddannelserne.
For det første skal gymnasiale institutioner ikke være små virksomheder, der konkurrerer, som om de var en del af det private erhvervsliv. Gymnasier er dannelsesinsitutioner, der skal have det almene vel og ikke snævre institutionsinteresser for øje. Derfor er reklameudgifter og lignende markedsføring dybest set en uskik, og det samme gælder skjulte markedsføringstiltag såsom eksotiske studierejser osv. Det er penge, der burde bruges på uddannelse – det, som gymnasiet er til for.
For det andet er konkurrencen mellem skolerne årsag til store, urimelige uligheder mellem lærernes arbejdsvilkår og kvaliteten af elevernes uddannelse. I dag bestemmes skolens indtægter af et taxametersystem, der belønner stordrift og straffer frafald, hvilket kontinuerligt skævvrider ressourcerne i de ressourcestærkes favør. De stærke bliver stærkere, og de svage bliver svagere. Men hvorfor skal en elev på en presset udkantsskole undervises af en lærer uden ordentlig tid til forberedelse, mens eleven i Whiskybæltet får nye bøger og dyre ekskursioner? Hvorfor skal man kunne udbyde flere fag og studieretninger på de mest populære gymnasier? Og hvorfor accepterer vi, at der er så stor forskel på gymnasielæreres arbejdsvilkår, bare fordi vi underviser på forskellige skoler?
For det tredje er selvejet kilde til en usund virksomhedskultur med rigide, hierarkiske ledelsesstrukturer og koncerntankegang. Vi har set mange eksempler på, at dårlige ledelser og bestyrelser kører arbejdsmiljøet og/eller økonomien i sænk, uden at der bliver grebet ind – tænk bare på VUC Syd. Et gymnasium bør være en demokratisk kulturinstitution, der er præget af lærernes og elevernes indflydelse på hverdagen, og ikke en virksomhed med professionaliseret topledelse og blikket stift rettet mod bundlinjen.
Uddannelse skal være en rettighed, ikke en vare.
GL har i årevis peget på selvejets problemer og foreslået at ‘indhegne’ det, lappe på taxametersystemet og styre skolernes kapacitet. Gode forslag, der desværre er faldet for døve politikerøren. Når nu politikerne lægger op til kæmpe strukturelle ændringer med epx, så virker det helt forfejlet ikke også at se på selvejet.
Den oplagte løsning er at overføre ansvaret for driften af gymnasierne til staten. Hvis ministeriet – hvor de vigtigste beslutninger alligevel bliver taget – bliver mere direkte ansvarligt for skolerne, vil der komme et tydeligere demokratisk pres på en minister, når sektoren eller enkelte skoler ikke drives ordentligt. En sådan løsning vil selvsagt kræve nogle nye rammer, der sikrer en ordentlig økonomi til hver skole, lærer og elev i hele landet. Samtidig skal den sikre det lokale medarbejder- og elevdemokrati – for man kender selvsagt ikke alle de relevante detaljer for driften af et gymnasium i fx Hjørring inde i et ministerium i København. Og lokal indflydelse sikrer ejerskab til de vigtige beslutninger.
Uddannelse skal være en rettighed, ikke en vare. Det er på tide at smide det gymnasiale selveje på historiens mødding.
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
I har ganske ret mht konsekvenserne af selvejet, men det er ikke det eneste problem. Det er en del af den giftige cocktail, der blev brygget i 00’erne: gymnasiereformen, karakterreformen, taxameterordningen og selvejet.