VUC er blevet glemt igen!
Regeringen planlægger en regulær omkalfatring af det uddannelseslandkort, vi kender. Alle taler om STX, HTX og det nye EPX, men Voksen Uddannelserne (VUC) er tilsyneladende blevet glemt. Desværre er det ikke overraskende, for den store og vigtige gruppe i velfærdssamfundet, som uddannelsen holder hånden under, råber sjældent højt.
VUC med enkeltfag og hele eksamensforløb for voksne på 9., 10. og HF-niveau er en sårbar størrelse, og hvis den forsvinder i fremtiden, risikerer en stor gruppe voksne danskere at falde mellem to stole i uddannelseslandskabet. Økonomien på VUC-institutionerne oppebæres i dag af de to-årige HF-forløb, og lige præcis HF-uddannelsen skal ifølge regeringens plan erstattes af den 2-årige EPX og placeres på institutioner med erhvervsuddannelser eller på STX-skoler.
VUC tilbyder i dag en lang række forskelligartede undervisningstilbud for voksne, som ikke umiddelbart passer logisk ind andre steder uddannelsesmæssigt, og vi skal passe på, at de ikke ryger ud med badevandet. Det er en meget vigtig, men ofte overset samfundsopgave, der her er oppe i luften, og det er derfor helt afgørende, at de mange højt specialiserede kompetencer og undervisere, som findes i VUC-miljøet, understøttes i fremtiden.
I regeringens nye udspil ”Flere i gymnasiet” foreslås det, at VUC erstattes af ”gymnasialt enkeltfag” som kan udbydes bredt i hele landet, og der står også, at ”VUC nedlægges som selvstændig institutionstype”. ”Fagligt og økonomisk bæredygtige institutioner, som i dag er et VUC, vil med udgangspunkt i den fælles institutionslov for ungdoms- og voksenuddannelser fortsat kunne udbyde voksenuddannelser og gymnasiale enkeltfag”. Man forestiller sig også, at amu-kurser vil kunne dække en del af opgaven. Regeringen markerer altså tydeligt, at det, der i dag er VUC’s opgave i uddannelseslandskabet, skal spredes ud og fusioneres ind i mange forskellige institutioner og institutionstyper. Det er muligt, at det vil kunne fungere, men vi har endnu ikke set et realistisk og sammenhængende bud på, hvordan det skal realiseres i praksis, og her forventer vi som sektor at blive taget med på råd. Det er essentielt, at vi ikke glemmer betydningen af de faglige fællesskaber, hvori højt specialiserede kompetencer til at uddanne særligt elev og kursistgrupper udvikles, og som er helt afgørende for institutioners kvalitet.
Det er vigtigt, at man er meget bevidst om, hvad man risikerer at ødelægge i forsøget på at bygge noget nyt op.
Samtidig er det afgørende, at man fortsat har en fintmasket net af voksenuddannelsestilbud, hvis vi skal løfte den helt centrale efter- og videreuddannelsesopgave, der både er aktuel nu, og som bliver endnu mere central i fremtiden. På Fyn er det eksempelvis ”VUC-viften”, der udbyder et bredt net af uddannelser eksempelvis i byer som Middelfart, Glamsbjerg og på Ærø, men med udgangspunkt i de store byer Odense og Svendborg. Det sikrer både kvalitet, professionalisme og bred geografisk forankring. Det, frygter vi, forsvinder i fremtiden. Når noget, der har taget årtier at bygge op, er væk, kan det være nærmest umuligt at genskabe. Det er vigtigt, at man er meget bevidst om, hvad man risikerer at ødelægge i forsøget på at bygge noget nyt op.
Regeringen må indtænke, hvordan varetagelsen af uddannelsen af de mennesker i vores samfund, som ikke lige passer ind i den typiske ungdomsuddannelse – om den så hedder STX, HHX eller EPX – også kan sikres med kvalitet og sammenhængskraft efter 2030.
Her bliver det afgørende, at vi som fagforening gør det helt klart for politikerne, hvad omkostningerne ved at gennemføre en EPX kan være, og at en eventuel skabelse af et nyt institutionslandskab kommer til at tage mest muligt hensyn til de vigtige faglige miljøer, der eksisterer på forskellige specialområder i ungdoms- og voksenuddannelsessystemet i dag.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode