“Pæn” overenskomstaftale med plads til forbedring

Efter næsten en uges ”stillingskrig” steg der søndag den 11. februar endelig hvid røg op fra Finansministeriet, da parterne – for arbejdstagernes vedkommende repræsenteret af Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Akademikerne (AC) – kunne præsentere et overenskomstforlig for de statsligt ansatte (læs også OK 24: Reallønnen er sikret).

Umiddelbart et tåleligt kompromis for begge sider af bordet: Finansminister Nicolai Wammen kaldte det ansvarligt. Han formåede at holde sin udmeldte ramme på 8,8 procent, som var noget lavere end de tocifrede procenttal, HK Stats formand Rita Bundgaard i front for CFU bombastisk havde bragt på bane – men dog rigeligt til at sikre den reallønsstigning, som havde været forhandlingernes allerstørste fokus for arbejdstagerne, ligesom der kom forbedringer på elementer som pension, frihed og fleksibilitet.

Ydermere lykkedes det også arbejdstagerne at få ændret lønindekset til det såkaldt standardberegnende fra april 2025, hvilket kan vise sig mange milliarder kroner værd på sigt – det vender vi tilbage til.

På negativsiden kan til gengæld indvendes, at man stort set ikke kom igennem med nogen krav angående det store arbejdspres, en del akademikere oplever. Ligeledes var der ikke meget at hente i forhold til Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) særlige krav indsamlet hos medlemmerne. Dog kom der blandt andet en præcisering i formuleringen om jævn arbejdsbelastning og en imødekommelse på det fleksibilitetskrav, som GL’s repræsentantskab vedtog at tilføje til hovedbestyrelsens oprindelige udspil til kravspakke. .

Er aftalen, GL’s medlemmer skal stemme om i marts, når repræsentantskabet i månedens første uge har været samlet i Kolding og afgjort, hvorvidt aftalen skal anbefales eller ej, så tilstrækkelig god, når regnskabet skal gøres op?

”Hvis de økonomiske prognoser holder, er det et pænt forlig. Men det er ikke sikkert, det kan kompensere for det tabte og for det, man ikke opnåede,” lyder den helt overordnede vurdering fra lektor Nana Wesley Hansen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitets Sociologisk Institut.

FAOS-forskerne skæver lidt til OK 23 på det private område, som de anså for historisk god. I det lys kan OK 24-resultatet synes lidt mere beskedent, om end det leverer på nogle af de grundlæggende krav, siger Nana Wesley Hansen og nævner blandt andet reallønnen, det forbedrede lønindeks, øget fleksibilitet og så videre.

”Jeg mener helt klart, aftalen indeholder et nybrud, hvad fleksibilitet for medarbejderne angår, med opsparingsordningen, hvor man for eksempel kan veksle overarbejde til ekstra fritid og nærmest spare op til en ekstra sommerferie, eller de ekstra pensionsprocenter, der kan udbetales som løn og eventuelt finansiere orlov. Det er ting, man har drøftet i andre udformninger og forsøgt sig med tidligere, eksempelvis i OK 21 – og det er jo ikke ’nye’ penge, det er penge, man havde ret til. Men det er en ny fleksibilitet.”

Hun mener, det er for tidligt at afsige en endelig dom over OK 24. Hvor stor betydning det standardberegnende lønindeks vil få, vil man nok først kunne se langt senere. Desuden ligger der en masse ting i de enkelte dele, man skal kigge nærmere på for at se den egentlige værdi. Så det handler om at se på den samlede pakke i sidste ende.

”Akademikernes forsøg på at komme igennem med kravene omkring arbejdspres lykkedes ikke. Men som sagt har man opnået den ønskede lønudvikling, hvis prognoserne holder. Det giver god mening med en stor udmøntning allerede det første år. Både i forhold til den forventede lønudvikling på det private arbejdsmarked og inflationen og reallønnstabet – det giver medlemmerne penge i lommen hurtigt,” lyder det fra Nana Wesley Hansen.

Lønnen tog al fokus
GL’s hovedbestyrelse bakkede på et møde dagen efter forliget op om at nikke ja, og GL-formand Tomas Kepler betegner det som et overordnet set ganske godt, men også omfattende forlig med mange delelementer.

”Nogle af dem kan vi godt lide, andre mangler en del for, at vi kan være tilfredse. Men det vil altid blive en samlet vurdering af et resultat – og samlet set mener vi, det er godt nok til at kunne anbefales,” siger han indledende om forliget.

Tomas Kepler havde allerede inden jul meddelt repræsentantskabet og resten af hovedbestyrelsen, at man forudså et scenarium, hvor lønspørgsmålet ville fylde meget. Dels på grund af de seneste års inflation og reallønsnedgang, dels på grund af trepartsforhandlinger (om de forhåndsbestemte midler til særlige grupper af offentligt ansatte, red.). Derfor var lønspørgsmålet prioriteret af et samlet akademisk fællesskab, bedyrer GL-formanden.

”Sidste gang (OK 21, red.) fik vi brudt isen i forhold til underviserarbejdstiden. På den baggrund havde vi naturlige ambitioner om at komme et skridt videre denne gang. Det gjorde vi også, men det var ikke det markante skridt, vi havde håbet. Det er vi da skuffede over. Men det lille skridt er ikke værdiløst, dels fordi det har et reelt indhold, dels er det med til at holde momentum og bevægelse,” siger han og minder om, at med en toårig overenskomstaftale er der sådan set kort tid til forberedelserne til næste forhandling, og det akademiske forhandlingsfællesskab har således allerede mange ting i kurven til OK 26.

Det lille skridt er formuleringen om jævn arbejdsbelastning, hvori det præciseres, at målet er, at der skal være sammenhæng mellem opgaver og tid; er der ikke det, må der ses på opgaveporteføljen i en seriøs drøftelse mellem leder og medarbejder med klarere krav, herunder tilpasning af opgaven.

En kort formulering, men det er ikke længden, der afgør vægten, mener Tomas Kepler. Tror han på, det vil gøre en forskel? Måske ikke lige meget alle steder, lyder svaret, men troede man ikke på det, ville det jo ikke give mening at fremsætte sådanne krav. Han ser det som en præcisering af ledelsespligten, men styrken i den nye formulering handler også om, hvor aktivt man lokalt bringer den i spil og insisterer på, at den lokale ledelse skal leve op til den. Desuden har man ikke ’betalt’ noget for det.

En mulig milliardaftale
Overenskomstforliget har dog i dele af GL’s bagland og visse steder i interne fora fået en lunken modtagelse. Hvad siger formanden til det?

”Der er ikke uenighed om, at på nogle områder er resultatet er resultatet selvfølgelig skuffende. Så kan man kan have forskellige strategiske synspunkter omkring, hvad man realistisk kan forvente – det er en høj fordring for en forhandling, hvis man skal have alt, man kræver, før man kan sige ja. Nogle gange handler det om, hvilke baner man kan komme ind at spille på, og også om, at debatten om et forlig skal have lov at sætte sig, så man kan nå at se ud over det, medierne først sætter på som de største overskrifter,” siger Tomas Kepler og tilføjer, at det jo ikke kun er på underviserområdet, man ikke kom igennem med en lang række krav.

Hvorfor gjorde man egentlig ikke det, kunne man passende spørge?

”Modparten kunne, meget diplomatisk sagt, ikke se sig selv i de ting, vi kom med. Desværre, og uforståeligt, når man ser på det arbejdspres, de statsansatte mærker. Det var ganske enkelt ikke rigtig muligt at få lukket det forhandlingsbord op, til stor frustration for alle,” siger Kepler, som endvidere peger på, at der har været et stærkt og tillidsfuldt samarbejde i Akademikernes forhandlingsudvalg.

”Vi har mødt opbakning, når vi har haft behov for det, og man kan ikke beskylde AC for de manglende kravsgennembrud. Til gengæld kan man sige, at de gode ting i høj grad er AC’s og det akademiske fællesskabs fortjeneste. Det er, som om folk efter nogle dage er ved at få øjnene op for, hvad det nye lønindeks kan få af betydning. Motoren, der skal sikre parallelitet i forholdet mellem det offentlige og det private, er blevet repareret, og det kan vi i høj grad takke vores hovedorganisations forhandlingskompetence for.”

GL-formanden henviser med egne ord ’med et stille smil’ til tænketanken Krakas beregninger, som ifølge Dagbladet Information viser, at overgangen til det standardberegnende lønindeks (som udarbejdes af Danmarks Statistik og giver et mere retvisende billede i forhold til det private arbejdsmarked og reguleringsordningen, der skal sikre, at de private lønninger ikke ’stikker af’, red.) kan gøre en forskel på adskillige milliarder kroner. Således ville det have betydet 3,5 milliarder kroner mere i løn til de statsansatte, hvis det var sket tilbage i 2016, viser tallene.

”Efter alt at dømme er det umiddelbare økonomiske resultat af forliget tilfredsstillende. Vi har sikret en reallønsfremgang. Vi har aftalt en forhandling ved periodens udløb for at se på, om der stadig er et efterslæb. Og at overgå til det ’rigtige’ indeks, og at vi har spillet en central rolle i, at den offentlige lønudvikling bliver, som den skal være, er et delresultat, det er svært at overvurdere betydningen af. Det vil betyde en sektor, der er konkurrencedygtig, som kan rekruttere og levere kvalitet,” mener Tomas Kepler.

Det er ikke bare penge for pengenes skyld – det handler også om, hvor stærk en offentlig sektor, man gerne vil have, så skiftet til et nyt lønindeks er noget, medlemmerne vil blive glade for i årene, der kommer, forudsiger formanden, som tror, at man også af den grund om nogle år vil kunne se tilbage og sige, at OK 24 var en god aftale.

”Det, synes jeg, er stort, ikke bare økonomisk set, men også værdipolitisk. Det kan vi som arbejdstagere klappe os selv på skulderen over, vi har sørget for. Så kan du kan da godt spørge om, hvorfor det så ikke bliver med tilbagevirkende kraft nu og her? Sådan fungerer det ikke – de forlig, der er indgået, har jo været med den viden, man har haft på det pågældende tidspunkt.”

GL kan være en konstruktiv forhandlingspart
Tomas Kepler medgiver, at nok er løn en vigtig parameter, men problemerne løses selvfølgelig ikke med løn alene.

Ligesom GL havde stillet en række særlige krav – som man altså ikke kom langt med – havde arbejdsgiverne stillet krav om fjernelse af centrale tillæg på GL’s overenskomst. Herunder det såkaldte samlingspasningstillæg, som for eksempel lærere i fysik, kemi eller biologi har fået for de særlige krav, der er for at omgås nogle af de fags materialer. I overenskomstforliget har GL sagt ja til en handel, der fjerner nye tillæg, men indebærer, at de, der i dag er samlingspassere, får et personligt tillæg, så længe de er i stillingen. Provenuet for omlægningen bruges i stedet til at finansiere en stigning i pension.

Hvad vil Tomas Kepler sige til de medlemmer, der er utilfredse med det?

”Hvis konditionerne er rigtige, kan GL godt finde ud af at sige andet end ’nej, nej, nej’. Det er så til gengæld også forventningen til modparten. I det her konkrete tilfælde er det indledningsvis vigtigt at slå fast, at det ikke er noget, GL har ønsket. Det var et af modpartens krav. Det var i udgangspunktet ikke i GL’s interesse, men set i forhold til muligheden for at veksle modpartens insisteren til en omlægning til noget, vi kunne se os selv i, ville vi gerne imødekomme det. Det er en udmærket handel målt på økonomi og principper – og så er det en anerkendelse af, at der er tale om forhandling, hvor man må overveje, hvorvidt man ikke blot kan fremsætte, men også imødekomme krav.”

Nøgternt set er der med GL-formandens øjne tale om en god betaling. Ingen bliver sat ned i løn, hvilket er et helt centralt princip: GL forhandler ikke medlemmerne ned i løn. Derudover bruges midlerne bredt, så alle får glæde af dem i form af pension, betoner han. Og aftalen betyder samlet set, at modparten også har accepteret at betale en overpris.

”Jeg synes, vi her har handlet ansvarligt i og med, at vi har fået sikret og udmøntet ressourcen, så den kommer alle til gode. Sekundært har det bidraget til det samlede forlig – vi har hjulpet det fællesskab, vi er en del af. Det viser, at når man inviterer GL ind i et seriøst forhandlingsrum, får man en konstruktiv forhandlingspart.”