Selvtillidstyv eller selvtillidsbooster?

“Tyv tror, hver mand stjæler”. Måske et citat, der snart er meget passende på os, der underviser i gymnasiet, når vi lige om lidt er så indsuget i AI som redskab, at vi selv bruger det mere end eleverne, samtidig med vi bliver belært fra oven, at vi skal slå ned og betragte det som snyd. Men er det egentlig så snyd, det der kunstige intelligens?

Jeg har for nylig deltaget i et kursus i anvendelsen af kunstige intelligenser som ChatGPT og Bing Chat i gymnasieundervisningen, og jeg er meget inspireret af alle de spændende måder, man kan arbejde med det på. Både i ens forberedelse, men også i selve undervisningen. Men der er noget, der gnaver… For kan jeg retfærdiggøre som underviser at bruge det som redskab i min forberedelse, opfordre eleverne til at bruge det på en hensigtsmæssig måde i undervisningen, samtidig med at vi skal prædike, at de ikke må anvende det til eksamen? Det lugter lidt hyklerisk og hult, gør det ikke? Så hvordan finder vi et fodfæste lige nu, mens verden bimler og bamler omkring os, og det eneste våben, vi tror, vi har, er forbud?

Jeg går ikke ind for et forbud. Slet ikke når jeg selv sidder og smører mig ind i kunstig intelligens. Men det får én til at fundere. Hvad er det, vi kan bruge det kunstige intelligens til i vores undervisning, og hvordan får vi implementeret det bedst muligt? For lad os bare erkende klichéen én gang for alle: det er kommet for at blive.

Jeg har en tese, jeg vil lade bane vejen frem i min egen praksis: Programmer som ChatGPT og Bing Chat m.fl. kan styrke elevernes selvtillid og give dem tro på egne evner og dermed styrke deres lid til eget arbejde. Didaktisk set kan det altså argumenteres for, at chatbotterne kan hjælpe os i arbejdet med elevers self-efficacy, hvis man skal gå lidt Bandurask til værks. Chatbotterne er ikke kommet for at agere den selvtillid, eleverne mangler. Den er kommet for at styrke det, de allerede har. Lige nu ser jeg en tendens, hvor det særligt er de mindre stærke og mindre selvstændige elever, der anvender værktøjerne uhensigtsmæssigt [læs: copy-paste], og jeg mistænker, det er fordi, de ikke har troen på, at de selv kan. Eller også lader de sig overmande af en misforstået iver efter, at alt skal være så ”rigtigt” som muligt. Vores unge generationer bliver stopfodret med påmindelser om, at de skal blive til alt muligt, de kan alt muligt, og det er deres ansvar at gøre noget og blive til noget. Måske byrden er ved at føles for tung? Måske det er en form for oprør? Forventningerne fra omverdenen bliver for høje, og derfor bliver deres egne forventninger til sig selv også for høje og dermed uoverskuelige. De overser bare konsekvenserne. Konsekvenserne for at blive anklaget for snyd (og dem ser vi i høj grad lige nu i mediebilledet, hvad det kan ende ud i, hvis man fx er litteraturanmelder og har arbejdet lidt for lemfældigt med sine kilder).

Så hvordan bevæbner vi vores elever til at kunne modstå denne risiko for at ende i den folkedomstol, som kan ende helt ude af proportioner? Hvordan forsvarer vi det ironiske i, at Kathrine Diez højst sandsynligt ikke var endt i denne situation, hvis hun havde brugt ChatGPT frem for troværdige kilder?

Jeg tror, vejen frem er at se de kunstige intelligenser som selvtillidsboostere. Hvis vi faktisk tillader eleverne at bruge dem – også til eksamen – og træner dem i at bruge dem på en måde, hvor det bliver en hjælp og en forstærker af egne evner, og ikke et snydeværktøj, så kan vi faktisk måske få indlært dem nogle teknikker og tænkemåder, de også kan bruge, når chatbotten er slukket.

Som dansk- og billedkunstlærer finder jeg det selvfølgelig superinteressant, at vi pludselig sidder med programmer, der er gearet til at tænke på en måde, som vi hele tiden har brugt fiktionen til at tænke på; den leger med scenarier. Vi kan med chatbotterne forestille os alle mulige scenarier, vi kan iscenesætte scenarier, som kan bidrage til læringsprocesser, hvor eleverne efter behov kan tilrettelægge deres læring, udvide deres horisonter og måske dermed styrke deres tro på egne evner? Måske det her er et paradigmeskifte som én gang for alle kan stadfæste fiktionens og humanioras berettigelse. Vi har brug for scenarietænkning, vi har brug for sprog, vi har brug for kommunikation – også selvom det er med en computer! Fiktionens måde at bearbejde virkeligheden på, bliver pludselig virkelighedens måde at fiktionalisere virkeligheden på – for dermed at bearbejde den. Det kan man da næsten kun blive begejstret over! Eller er denne begejstring blot et udtryk for en falliterklæring som underviser? En falliterklæring af, at man ikke selv var i stand til at træne eleverne i at tænke, som chatbotten kan?

Men det er ikke kun de fag, der arbejder med skønlitteratur, der bliver forstærket. De kunstige intelligenser har lige så meget bekræftet historie- og idéhistoriefagets relevans, særligt takket være forståelsen for tidligere tider, men også kildearbejdet. Vi har brug for matematik og IT-fagene til at forstå baggrunden bag en chatbot; det er altså ikke magi. Vi har brug for fysik, kemi og biologi til at afprøve nogle ting i praksis og ikke bare kigge i en skærm. Vi har brug for en verden uden for den kunstige intelligens. Men den kunstige intelligens kan hjælpe os på vej hen imod en forståelse af den verden – ikke som en facitmaskine, men som et værktøj.