Det fede ved engelsk er, at det er et verdenssprog. Det giver mulighed for at inddrage alverdens spændende emner. Denne mulighed udnytter Lis Ramberg Beyer i sin nye lærebog. Den har et bredt udsyn over temaer, der er velegnede til moderne engelskundervisning.
Personligt har jeg endnu aldrig kørt et fuldt forløb om Sydafrika, men det giver dette materiale fin mulighed for. Sydafrika er repræsenteret ved blandt andre Steve Biko, de Klerk og ikke mindst Nadine Gordimer og Nelson Mandela.
Grundlæggende set er bogen inddelt i fire overemner: 1) From Imperialism to Globalisation; 2) Attitudes to War; 3) Identity; og 4) Identity and Intelligence in a Digital and Globalised Age.
Første emne behandler Irland, Indien, Sydafrika og globalisering. Andet emne handler blandt andet om Første Verdenskrig samt ”the lost generation”. Tredje emne berører for eksempel Israel-Palæstina-konflikten, mens fjerde emne passer godt til en studieretning, der har psykologi, idet fokus her er på ”intelligens” generelt set samt moderne teknologi.
Der er en spredning i tid, og forskellige genrer er repræsenteret: short stories, digte, limericks, artikler og så videre.
Teksterne er i indholdsfortegnelsen markeret med A og B, jævnfør deres sværhedsgrad. Mange tekster er nye og ukendte. Teksterne er forsynet med gloser og arbejdsspørgsmål.
Denne lærebog er på mange måder en ønskebog til engelskfaget og kan anvendes allerede fra 1.g. Den er mangfoldig på en cool og nytænkende måde.
Det burde trække ned, at bogstaverne er små, men bogens indhold er glimrende og vedkommende. Taktilt er bogen lækker at have i hånden, og layoutet flot. Bogen er nem at finde rundt i og kan anbefales. Alt i alt er materialet yderst vellavet. Derfor får Lis Ramberg Beyers lærebog den højeste bedømmelse: seks stjerner ud af seks.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode