I dag ved vi, at Bohrs 100 år gamle atommodel i det væsentlige var forkert. Sådan står der i det første kapitel af denne rigtigt gode bog om Bohr, hans atommodel og kvantemekanikkens fortolkninger.
Bohrs atommodel havde et alt for mekanisk billede af atomet. Alligevel er det den model af atomet som gymnasieelever i dag forlader gymnasiet med. Bohr selv var usikker på, om det var en lykke eller ej, at hans forkerte teori med den nøjagtighed kunne beskrive brints spektrallinjer, men som Helge Kragh i bogen skriver, så kan man ikke slutte sig til en teoris sandhed, blot fordi dens forudsigelser er korrekte eller fordi teorien stemmer overens med tidligere udførte eksperimenter. Denne bog kommer omkring Bohr som farfar og som personlig ven, som leder af Niels Bohr instituttet, international fredsskaber og storpolitisk fysiker, om udviklingen af Bohrs atomteori, om Hafnium og kvantecomputeren og endelig omkring forskellige tolkninger af kvantemekanikken.
Det er skægt at få et indblik i livet i æresboligen på Carlsberg, hvordan Bohr underholdt med matematisk inspirerede gåder ved middagsbordet, at Bohr kunne citere 45 vers af Ibsens digt Terje Vigen udenad og at han drak kinesisk Lapsang Souchong te. Det er også sjovt at læse om, hvordan der udover forskning i atom og kernefysik også har været biologiske forskning med kaniner og andre mindre dyr på Niels Bohr instituttet.
I afsnittet om Bohr som fysiker forklares, hvordan Bohrs atommodel virkelig var Bohrs, han lavede den ene mand som et selvstændigt projekt, mens han var undervisningsassistent for fysikprofessor Martin Knudsen. I begyndelsen af 20’erne stod det klart, at teorien ikke var tilstrækkelig, og Bohr var aldrig bange for at understrege denne utilstrækkelighed.
Selv om der ikke går nogen lige linje fra Bohrs atommodel til den moderne kvantemekanik, var modellen en forudsætning for den moderne kvantefysik. Som Kragh skriver udkonkurrerede Heiselbergs og Schrödingers kvantemekanik fra midten af 20’erne ikke Bohrs teori, men den nye teori opstod som fuglen Fønix af dennes aske.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode