Alle tiders ny ”Contexts”
Da ”Contexts” udkom for nogle år siden, blev den hurtigt mange engelsklektorers yndlingslærebog. Nu er der udkommet en fortsættelse, der har A-niveau som målgruppe, og som viderefører konceptet med de mange didaktiske muligheder og fine arbejdsspørgsmål.
Den behandler seks spændende emner: ”Man and Conformity”, ”Man and Voyeurism”, ”Love”, ”Evil”, ”Man and Nature” og ”The Empire”.
Bogens indhold er omfattende. Emnerne lægger op til tematikker som mod, miljø, magt, tortur, etik, gruppepres, Indien, feminisme og mange flere.
Bogen rummer en behagelig tekstmæssig diversitet af nogle af Anglosfærens interessanteste intellektuelle og litterære ”fyrtårne”, f.eks. Margaret Atwood, Charles Dickens, George Orwell og Bob Dylan. Og der er uddrag af både ”Into the Wild”, ”The White Tiger”, ”To His Coy Mistress” og ”American Psycho”.
Emnet ”Love” indeholder gode tekster, men det tekstuelle tyngdepunkt er forankret langt tilbage i tiden (f.eks. Shakespeare og Jane Austen), og til trods for nyere Ian McEwan og Raymond Carver kunne det have været forfriskende med flere tekster efter 1990 (eleverne er født i 90’erne), som også kunne være ukendte for læreren. Når dette er sagt, er det fint med den store variation i perioder og genrer.
Ligeledes kunne det have været forfriskende med et par tekster, der kunne tilgodese de ca. 10 % af eleverne, der tilhører GLBT-segmentet, f.eks. om gay marriage, når nu emnet er kærlighed anskuet fra flere vinkler.
Alt i alt betragter jeg ”Wider Contexts” som et velfungerende pædagogisk ”system”. Bogens vedkommende emner og gennemarbejdede struktur kan fænge elevernes interesse og styrke deres indlæring. Derfor giver jeg uden vaklen dette vellavede materiale den højeste vurdering: fem stjerner.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode