Vi har så travlt – eller har vi?
Vi er vel enige om, at vi til daglig har forfærdeligt travlt? Faktisk så meget, at vi ofte er stressede? (ikke et ord om den generelle voldtægt af begrebet stress). I Rockwool Fondens undersøgelse af danskernes arbejdstid spørges om den ugentlige arbejdstid, og den opgives – ikke uventet – for de flestes vedkommende til 37 timer, men når vi udspørges om den faktiske arbejdstid (altså den ordinære arbejdstid fratrukket tid til pauser, til diverse ærinder, med videre), ja så viser målingerne, at den faktiske arbejdstid er 32 timer. For personer, der opgiver at arbejde 50+ timer (56,3 timer i gennemsnit), er den faktiske arbejdstid små 44 timer). Omvendt for de grupper, der oplyser at have en kort normalarbejdstid. Deres faktiske arbejdstid er længere end den normalarbejdstid, de opgiver. Lære heraf: Gå ikke på nedsat arbejdstid!
Der er lavet arbejdstidsundersøgelser i mange år. I de senere år er der ikke sket de store ændringer, viser denne undersøgelse af 8.400 personers angivelse af arbejdstid på arbejdsmarkedet, i hjemmet og omfanget af fritid. Vi bruger en smule mere tid på erhvervsarbejdet end tidligere, kønsforskellene findes endnu, men udlignes langsomt.
Rockwool Fonden har endnu en gang lavet en grundig undersøgelse med rigtig mange tal, som i passende dosis kan finde anvendelse, når temaer som familie- og arbejdsmarkedsforhold er på programmet.
Bogen sluttes af med drøftelse af en række politiske perspektiver. Herunder dilemmaet, at offentlig velfærd kræver arbejdstid – tid som går fra den fritid, som også giver familierne og den enkelte velfærd. Så hvordan skal tiden fordeles?
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode