Latin/Almen sprogforståelse ?
Titel: QVO VADIS ?
Forfatter: Elisabeth Nedergaard og Anders Jensen ?
Forlag: Systime ?Pris: 147,50 kroner (inkl. moms), 144 sider ?
Vurdering og anmeldelse: Bo Larsen ??*****
God nyhed til latin i almen sprogforståelse ?
Der er efterhånden en del lærebøger på markedet til latin i almen sprogforståelse. Så hvad kan QVO VADIS mon tilbyde? Teksterne er arrangeret, så de præsenterer centrale aspekter af Romerriget i 1. århundrede efter Kristus med pater familias Marcus Vinicius og dennes familie som gennemgående figurer. Den grundlæggende progression er velkendt: Fra ordklasser og morfologi (lectio I-III) til syntaks (IV-VI), verbalmorfologi og aspekt med udblik til moderne fremmedsprog (VII-XI) og et afsluttende kapitel med fokus på mødet mellem Romerriget og kristendommen, nylatin og oversættelsesproblematik. For så vidt er bogen skåret over en traditionel læst. Men det er solidt gennemført. Blot kunne man have ønsket sig noget mere “kød” på bogens hovedpersoner, der blegner en smule i selskab med øvelser, realia og grammatikafsnit. ??Tekststykkerne er korte, hvis man sammenligner med de noget mere ambitiøse stykker i eksempelvis Babelstårnet. Men forfatterne formår til gengæld via øvelserne at komme virkelig vidt omkring. Der er mange øvelser knyttet til både tekststykker og grammatikafsnit, og bogens store force er alle disse små inspirerende sprogsnapse undervejs. Der er et væld af induktivt orienterede elevopgaver, som inspirerer til at se forbindelser mellem latin og dansk eller andre moderne fremmedsprog. I det indledende afsnit reklamerer bogen med fokus på AHA!-oplevelser, og netop dette findes til overflod, så det bliver en udfordring for læreren at sortere og skære i de tolv lectiones. Men det er et luksusproblem. Sange, undre-øvelser og fint formidlet realia om latin og Romerriget fungerer godt som supplement til indlæringen af den lidt hårdere grammatik. Den basale indføring i latin er altså hele vejen igennem ledsaget af et overskud og højt humør over sproget uden at banalisere stoffet. Gode oversigter over morfologien findes i appendices bag i bogen. Også disse er meget anvendelige. ??Bogen er en fin ambassadør for latindelen i almen sprogforståelse.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode