Elevfordeling: En sejr for GL – med et par tidsler

Det er den tid på året, hvor gymnasieskolerne afholder åbent hus og på anden vis forsøger at gøre opmærksomme på os selv. Ikke blot for at give de unge et informeret valg, men i høj grad også for at tiltrække de elever, der skal sikre taxameterindtægterne og dermed vores stillinger i det næste skoleår – i konkurrence med vores kolleger på andre skoler. Hvor mange – og hvem – skal fyres, hvis vi går en klasse ned? Hvordan sælger de varen på de andre skoler i området? Det er i bund og grund en uværdig proces, der reducerer os til dørsælgere og skaber splid i vores stand.

Derfor er den nye elevfordelingsmodel en vigtig sejr for GL. Vi har i årevis peget på de problemer, som den manglende fordeling har skabt, og der ér ikke meget i aftalen, der ikke rimer på vores forslag. Vi er – for en gangs skyld, kunne man fristes til at sige – blevet lyttet til.
Modellen sikrer ikke blot overlevelsen af en række gymnasieskoler, både i tyndtbefolkede områder og i de større byer. Vi får også mere ens arbejdsvilkår, og dermed større sammenhængskraft i gymnasielærerstanden og vores fagforening.

Kombinationen af manglende elevfordeling og kapacitetsstyring, nedskæringer, selveje og fraværet af fælles arbejdstidsregler har skabt heftige forskelle på vores arbejdsvilkår siden OK13. På de skoler, der ikke har kunnet fylde klasserne op, har været plaget af højt frafald og ikke har kunnet udbyde et bredt udvalg af fag og studieretninger, har lærerne betalt prisen for den slunkne taxameterkasse. Nogle lærere har i dag flere end 10 hold i klassestørrelse og 20+ konfrontationstimer om ugen. Årlige fyringsrunder gør heller ikke noget godt for arbejdsmiljøet.

Uden den nye aftale ville en række skoler ligefrem være tvunget til at lukke. Og så vil der ikke alene blive fyret lærere, men også åbnet huller i landkortet, hvor de unge har temmelig svært ved at tage en gymnasial uddannelse. Lang transporttid er som bekendt den primære årsag til frafald. Skolelukninger i udkantsområder fører ikke til nye stillinger andre steder.

For nogle er modellen således en redningsplanke. For andre, der har nydt godt af den manglende regulering og udvidet kapaciteten, er den selvsagt en kæp i hjulet. Men hvis vi mener det alvorligt med at løfte i bunden, når vi forhandler lokalløn, så må vi kunne gøre det samme, når det gælder elevfordeling.

Der er desværre to tidsler i aftalen, som næsten må siges at have modhager på tornene. Den ene er de ulyksalige seks skoler med mange tosprogede elever, der skal gennem en periode uden at måtte optage nye elever, fordi… ja, det er der ikke rigtig nogen af politikerne, der kan forklare logikken i, men da det var Dansk Folkepartis betaling for at være med i aftalen, kan man jo tænke sit.

Den anden tidsel er finansieringen af den nye regnemaskine på 186 millioner, som skal komme fra gymnasiesektoren selv. Det minder om Piet Heins tegning ’Socialpolitik’, hvor manden fodrer den sultne hund med dens egen hale. Det er en skændsel, at de ansvarlige politikere end ikke vil indrømme, at der er tale om en nedskæring, og det bliver naturligvis brugt af politikere udenfor aftalen til at angribe den, selvom det ikke har noget at gøre med indholdet.

Det største problem er imidlertid, at selvom den nye model retter op på mange skævheder, så skruer den ikke tiden tilbage. Tilbageerobringen af det, der er blevet skåret væk på de pressede skoler, bliver en hård kamp, der først og fremmest må kæmpes lokalt. Og den kommer til at kræve et stærkt sammenhold, både i klubberne og i TR-netværkene.

I det mindste bliver den kamp nu økonomisk mulig, fordi skolerne er sikret et bæredygtigt elevgrundlag. Den største hurdle bliver ganske givet arbejdstidsreglerne, eller manglen på samme, som har gjort det muligt at betale for de tomme stole i klassen med lærerens forberedelse. Også hér må vi arbejde solidarisk og hente inspiration og styrke fra de lærerværelser, der har gode lokale arbejdstidsaftaler med timer på opgaverne.

Den kommende taxameterreform bliver også en central kampplads. Alene indførelsen af et klassetaxameter i stedet for elevtaxametret vil gøre en betydelig forskel for skoler med højt frafald. Og i sidste ende – hvis man tør at drømme – ville en afskaffelse af selveste selvejet sætte en stopper for den uskønne konkurrence mellem os, så vi igen kan koncentrere os om at undervise unge mennesker i stedet for at tælle kunderne i butikken.