Politik er den nye vare

Tale til GL’s repræsentantskab den 23. november 2021

I sidste uge blev overenskomsten underskrevet – langt om længe. Det tog sin tid, fordi det gik op for modparten, at GL for første gang siden OK 13 har vundet en sejr.

Vi har fået transparens og åbenhed omkring planlægningstallene, vi har fået et nyt instrument til at forfine og forbedre tidsregistreringen – fire årlige samtaler med godkendelser undervejs – og vi har endnu engang fået fastslået, at ledelsen har mulighed for at indgå aftaler, også akkordaftaler, med tillidsrepræsentanten, hvis GL-medlemmerne på skolen ønsker det.

Vi har været igennem processen, hvor vi skulle tage stilling til, om det var en god eller dårlig aftale. Det vil jeg ikke bore i. Men grunden til Medarbejder- og kompetencestyrelsens tøven med underskriften havde noget med de formuleringer, som måske er sparsomme, at gøre. Har tillidsrepræsentanten ret til at se timeforbruget for den enkelte lærer, eller kan ledelsen nøjes med at melde et samlet tal ud, som i sagens natur er umuligt at kontrollere? Det har der været en del polemik omkring, men Medarbejder-og Kompetencestyrelsen har lagt sig fladt ned nu, efter de i sommers beskyldte GL for at overfortolke OK-resultatet.

Jeg siger dette ikke for at repetere noget historik omkring overenskomstforløbet. Jeg siger det for at påpege, hvor vigtigt det er at tale resultatet op. Sejren ligger ikke alene i formuleringerne, den ligger også i, at ledelserne og politikerne har fået fat i, at der blev rykket med noget. Lad det være bittesmå skridt, men det har allerede en positiv effekt på nogle skoler og påvirker forhandlingerne på andre i en retning, hvor GL står stærkere end tidligere.

Hvilket fører mig til mit egentlige tema i denne lille tale.

Jeg startede i den danske gymnasieskole for godt 30 år siden. Det var gode tider for lærere. At rette stile i tysk på B-niveau gav 6,69 timer per elev, hvilket betød, at jeg reelt havde et hold mindre i historie, bare for at rette stile i tysk, som jeg må indrømme, aldrig er faldet mig særlig svært.

Ved mit første job på Duborg-Skolen fik jeg mit skema, der viste 15 undervisningslektioner á 45 minutter om ugen i tysk og historie. Jeg spurgte inspektoren efter de sidste, fordi jeg havde fået at vide, at man skulle undervise 20,5 – eller 3,5 lektioner mindre end på de tyske nabogymnasier, hvor jeg havde taget pædagogikum.

Der var ikke flere, for nøglen var jo rettereduktion! Jeg brokkede mig ikke, men tog glædeligt imod de mange muligheder for at få overtid.

Rettereduktionen blev halveret med gymnasiereformen i 2005, men vores timetal blev ved med at være styret af overenskomsten, der sikrede os tid til forberedelse og alle andre opgaver for en gymnasielærer.

Alt var således godt. I 2008 kom der en ny udgave af Education at a glance, en undersøgelse, der sammenligner data fra forskellige, mest vestlige lande. Konkurrencestaten var i sin vorden, og tallene blev studeret grundigt. Et tal var særdeles interessant. I alle tidligere indberetninger havde undervisningsministeriet brugt 550 timer som det tal, en dansk gymnasielærer underviser om året. Med dette tal lå Danmark i den absolut nedre ende, sammen med de andre skandinaviske lande. Men dette tal var nu blevet nedjusteret til 364.

Jeg var på det tidspunkt nyt medlem af hovedbestyrelsen og ventede på, hvilken konsekvens denne sprængning af bomben ville få. Der kom ingen ved OK 08, det kunne ikke nås. Personalestyrelsen prøvede ihærdigt ved OK 11, men klokkede i det. I hvert fald blev hele forhandlingsdelegationen fyret på gråt papir efterfølgende.

Det skulle ikke gentage sig, og derfor blev OK 13 generalstabsmæssigt forberedt, bl.a. med ændret lovgivning omkring aktindsigt. Man ville forhindre, at det aftalte spil blev publik. Det blev det så alligevel, efterfølgende, dokumenteret i blandt andet journalisten Anders-Peter Mathiasens bog Søren og Mette i benlås.

Siden OK 13 er vores arbejdsvilkår ikke længere styret af en overenskomst, men først og fremmest af politiske beslutninger. Det er nok ikke en ny erkendelse for jer, men jeg fornemmer, at det alligevel er en tanke, som vi i GL er først lige ved at vænne os til.

Når en regering bruger en eufemisme og kalder en besparelse for ”omprioriteringsbidrag”, får dette umiddelbart indflydelse på lærernes forberedelsesfaktor, rettereduktion og andre opgaver. Når denne regering siger, at besparelserne skal stoppe, men alligevel vil bruge 1,6 millioner fra sektorens penge på et edb-system til elevfordeling, så er der et ukendt, men ikke lille antal lærere, der skal læse et ekstra hold i de kommende skoleår. Vi taler om 32 fuldtidsstillinger.

Disse mekanismer er ikke så synlige, fordi en anden politisk beslutning, nemlig indførelsen af selveje, forplumrer billedet. Nogle skoler har tjent styrtende ved at kunne køre med fyldte, overfyldte, klasser og har kunnet bygge og lægge til side, andre klarede sig nogenlunde i nogle år, men er på røven nu, hvor elevtallet er faldende. Men det er et andet tema, som jeg har skrevet en del om.

Tilbage til den politiske styring og konsekvensen for GL.

Lad os se på sygeplejerskerne. De har strejket, og resten af fagbevægelsen og også befolkningen har kigget lidt overbærende på. Resultatet understreger, at en reel forbedring af løn- og arbejdsvilkår ikke går igennem overenskomstsystemet. Men sygeplejerskerne har ikke tabt. Konsekvensen af deres strejke er i medierne og vil få betydning for denne faggruppe. Nu kan man fx konstatere, at ventetiden på kræftbehandling stiger med raketfart. Der vil med politikernes mellemkomst komme nogle forslag på bordet, som imødekommer nogle af sygeplejerskernes krav, som de ikke fik opfyldt ved strejke og overenskomstbordet.

Pessimisten blandt jer har fanget én pointe. Vi er ikke så privilegeret som faggruppe som sygeplejerskerne. Vi kan ikke true med lig på bordet, og ydermere er vi i den uheldige forhandlingsposition, at der er mangel på dem, mens vi mangler elever.

Men jeg er ikke pessimistisk, fordi vi har et andet politisk, uddannelsespolitisk våben. Mens mange politikere taler om uddannelsessnobberi og mener, at for mange går i gymnasiet, kan vi konstatere ved at se på det vestlige udland, at Danskerne i gennemsnit går mindre i skole end i så mange andre lande. Med andre ord imødegår vi i Danmark den kinesiske konkurrence ved at uddanne danske unge mindre. Det vil ikke fungere i fremtiden.

Uddannelse har en værdi, en stor værdi, hvilket i alle de år er blevet understreget af alle fagfolk i Danmark. Jeg fik det indprentet af professor Peter Plant, da jeg tog uddannelsen som studievejleder.

Denne åbenlyse sandhed høres ikke ret meget mere i den offentlige debat. Tværtimod. Bliv håndværker hurtigst muligt, lad være med at dobbeltudddanne dig, hold din kæft og bidrag på arbejdsmarked.

Det er vores opgave at gøre opmærksom på, at uddannelse og almen dannelse ikke bare er en økonomisk gevinst for samfundet, men også forøger sundhed, livskvalitet og kvalificerer den demokratiske debat.

Vi skal med andre ord blive mere politisk aktive, hvilket på ingen måde betyder, at vi skal se stort på de muligheder, som overenskomsten byder. Men politik er den nye vare!

Som sagt tror jeg, at vi først skal vænne os til tanken. Det kræver, at vi som organisation skal holde os partipolitisk neutrale, fordi vi nok skal indstille os på, at hverken Slette Mette, katastrofe-Tulle eller Ellemann Pape Poulsen vil overleve ret længe ad gangen. Siden 2008, året jeg kom i hovedbestyrelsen, har Danmark haft seks forskellige undervisningsministre, vel at mærke EFTER Bertel Haarder. Nogle var glade for Merete Riisager. Det kom der ikke nødvendigvis noget godt ud af. Jeg personligt er på mange punkter godt tilfreds med Pernille Rosenkrantz, men vil aldrig bygge min politik på, at hun forbliver på posten i de næste mange år.

En hovedbestyrelse må kunne tale med alle partier i Danmark, og partierne må aldrig får det indtryk, at GL er i lommen på nogle. Lad det være mine sidste ord her, og dog: vi er en fagforening, så lidt rød skal og må man vel være. Det skal bare ikke stå i vejen for godt politisk diplomati, som er fremtidens vigtigste opgave.

Tak for jeres tålmodighed, tak fordi I lyttede til min sidste tale på et repræsentantskab, hvor jeg er kommet i mere end 20 år og har nydt hvert eneste af dem.