“Start med at snakke med ham”

”Start med at snakke med ham.”

Jeg hører sætningen på parkeringspladsen ved min nye arbejdsplads, Frederiksberg HF. En meterbred, trænet fyr i tætsiddende nylontrøje taler roligt i mobilen, som han holder mellem to fingre. Jeg smiler til ham, og han smiler tilbage.
I fjorten år var jeg STX-lærer på det nu lukkede Johannesgymnasiet. Så jeg er vel, hvad man kunne kalde gymnasievant. Jeg kender dog til HF enkeltfag fra tidligere. For godt et år siden startede jeg så på FHF, som tilbyder toårigt HF.
Som lærer er jeg rimelig gymnasievant. HF har dog vist sig at være en glædelig overraskelse. Eleverne er alle tiders. Tiderne ændrer sig, de unge er anderledes, heldigvis. Omstillingen kan være udfordrende, men arbejdet på HF er ikke mindre meningsfuldt end i gymnasiet. På HF rykker flere eleverne sig mere!
Ikke alle elever er lige engagerede, mange er ikke specielt skolevante, og nogle er endda decideret gymnasie(HF-)fremmede. Få er disciplinerede lektielæsere. Man kan ikke bede en klasse om at læse lektier og forvente, at alle har læst. (Det kan man heller ikke forvente på STX.) Så ofte læser vi i timen. Det sker endog, at elever beder om at få læst højt i klassen. Mange ordblinde lander på HF, hvor der lykkeligvis står læsevejledning til rådighed. Mange er skoletrætte og vil hellere bruge to år på HF end tre på STX.
Fraværet er højere, så man kan ikke lave gruppearbejde over flere moduler. Gruppearbejde begrænses til samme dag. Det giver anledning til små overskuelige opgaver, hvor alle kan være med. Næste gang arbejder man sammen med andre. Det giver eleverne bredere kontaktflader.
Jeg har endnu ikke mødt 1.HF’ere fra skolestart, kun fra andet semester. Det betyder, at eleverne er blevet slebet til, når jeg møder dem. Der sidder store drenge med armene over kors, hårde piger med attitude, unge og ældre, nogle med familie, andre enlige med børn. Alle med erfaringer, der stritter i alle mulige retninger. Det kræver en større tolerance fra især elevernes side end STX.
De yngste HF-elever minder om gymnasieelever. De kommer direkte fra folkeskolen eller har været på efterskole. Efterskoleeleverne er erfaringsmæssigt mere selvkørende, det ser man også på STX. Efterskoleunge placeres på FHF i en efterskoleklasse. Der oprettes ligeledes unge- og ældreklasser. Når jeg møder dem i valgfagsklasserne, er de blandet. Det giver gode muligheder for at udnytte ’synergien’. Det udfordrer heller ikke i samme omfang de forskellige aldersgruppers tolerancetærskel.
De ældre er ofte seriøse, de yngre forstår dog hurtigt, at en ungdomsuddannelse ikke kun er for sjov. Blandt andet ved at omgås de ældre på valgfagene, hvor eleverne er blandede. De ældre fortæller gerne om deres livserfaringer, mange har sat sig på skolebænken igen, fordi livet derude ikke rigtig førte til noget. Det er en stor gevinst for en samfundsfagsklasse at kunne dele elevernes mange forskellige perspektiver.
Nogle har været rodet ind i kriminalitet, men er ude igen. Flere har fortalt om dengang, de var på kant med loven. En af mine elevers fravær faldt pludselig: Hun fik en dom og havde kun udgang fra fængslet, når hun gik i skole. Det var en gave for klassen, da vi havde et forløb om kriminalitet. Hun delte gerne af sin værdifulde erfaring. En del af hendes fravær skyldtes måske, at det var billigere at udeblive fra mine spændende timer end fra byretten.
På samme måde inddrages de tosprogede elevers virkelighed, når vi taler om integration – og om politisk diskurs. Mange bor i såkaldte ghettoer (begrebet er i sig selv et eksempel på negativ diskurs), kender problemerne – og tit også løsningerne. Deres perspektiver er også vigtige og bliver selvfølgelig taget alvorligt. Mennesker vokser, når de tages alvorligt, og mange elever – både på HF og STX – har brug for at vokse. Alle kan bidrage.
Og løsningerne? Uddannelse og en fod på arbejdsmarkedet! Det er indprentet i de unge. Det behøver ikke være forkert, selvom det er magtens stærkeste diskurs. De unge skal bare ikke kun uddanne sig for samfundets skyld, men især for deres egen. Deres metakognition skal styrkes, og de skal have mulighed for resonans.

HF-eleverne får ikke karakterer, som undervisningsministeren forstår det. Nej, de får selvtillid. Den tanke kan jeg godt lide. Vi mennesker styrkes gennem samværet med hinanden, og det er vigtigt, at vi bliver set og hørt, taget seriøst. En elev har sagt til mig: ”Det giver mig lyst til at lære, at du lægger mærke til mig, Morten!” Selvfølgelig! Det manglede da bare. Vi er ligeværdige; lærere er bare mennesker med viden, som forhåbentlig siger eleverne noget. Ikke kun som arbejdskraft, men som medborgere og – begrebet er fortærsket – hele mennesker.
Uddannelsesforsker John Hattie peger med sine meta-analyser af synlig læring på lærer-elev-relationen som det væsentligste fundament for god læring. Relationen er ikke vanskelig at etablere, når man har med så gode mennesker at gøre. Jeg havde en mistanke om det, men efter mit år på HF er det bekræftet, at alle mennesker åbner sig og tager ansvar, når man forventer det. Sociologen Aydin Soei mener, at manglende respekt og anerkendelse fører til en negativ reaktion, et modborgerskab. Det må skolen aldrig bidrage til. Her bør den unge møde et frirum, en ø for god anderledeshed (Zeihe), et trygt sted hjemmefra, som tirrer udlængsel og nysgerrighed, som perspektiverer vaner og reducerer fordomme.
Ifølge den tyske sociolog, Hartmut Rosa, overskrides det senmodernes fremmed- og tingsliggørende relationsløshed i umiddelbar resonans med medmenneske, natur og ting. For Rosa giver mangel på resonans fremmedgørelse.
Resonansteorien (og Soeis modborgerteori) ligger i forlængelse af Axel Honneths anerkendelsesteori. Mennesket vokser, når det anerkendes i kærlighed, socialt og som medborger. Mennesket anerkender og anerkendes reciprokt og løftes derved ud af tingsliggørelse. Tænk blot på reaktionen, når man bliver overset. Anerkendelse er et mellemmenneskeligt anliggende, mens resonans også kan findes i naturen og tingene. Det udvider paletten af interessetilgange for væren-i-verden. Mennesket spiller på flere strenge, flere områder prikker til resonanslængslen. Skolen kan danne rum for dette.
Skolen bliver enten succes eller fiasko. Hvis elev og lærer møder hinanden umiddelbart i et resonansrum, skaber skolen muligheder og åbenhed. Omvendt kan skolen blive en fremmedgørelseszone, hvor eleven lukker over for lærer og andre elever. I denne situation modtages ingen læring; elev- og lærerrolle instrumentaliseres, og eleven bliver med Rosas ord uddannelsestaber. Læringen passiviserer, og læreren bliver en trussel.
Med begreber som uddannelsestabere og gymnasiefremmede elever risikerer man at reproducere fordomme om disse elevers potentiale. Fremmedhed findes i fremmedgørelseszonerne, mens lighed indfinder sig i resonanszonerne, hvor subjekt-subjekt-relationerne opstår. Lærere og elever mødes i øjenhøjde. Så er skolen lykkedes.

Men der er andet i – og på – spil: Elevernes selvopfattelse påvirkes i høj grad af måden, de tiltales. Den politiske diskurs er her nok mere afgørende, end politikere og meningsdannere almindeligvis gør sig klart. Her vil jeg vende mig mod begrebet metakognition, som behandles indgående af den britisk neurolog Stephen Fleming. (se evt. også: Dorte Geisnæs og Preben Olund Kirkegaard (2017): Metakognition, selvregulering og konsolidering. (Dafolo)) Metakognition er forbundet med selvbevidsthed eller en snævrere defineret selvopfattelse (self-awareness). Metakognition viser sig som (ofte selvovervurderende) bias; de fleste mener, at de er klogere end gennemsnittet, en statistisk umulighed. Det indebærer, at man regner andre for (gennemsnitligt) mindre kloge, og fordomme opstår.
Metakognitiv følsomhed angiver derimod, hvor realistisk man forholder sig til egne evner, for eksempel viden om korrektheden af egen viden. Metakognitivt følsomme mennesker lader sig overbevise af bedre argumenter eller fakta og indser fejl. Mindre metakognitiv følsomhed viser sig ved, at man står urokkeligt fast på (også usande) påstande og holdninger. Metakognitiv følsomhed er i øvrigt uafhængig af intelligens og er dynamisk; følsomheden kan øges – eller svækkes: Bedømmes en elev positivt, vokser hendes metakognitive følsomhed, og omvendt.
Metakognitivt følsomme elever indser også lettere, hvordan de lærer: Hvor er jeg i min læringsproces, og hvad er næste skridt? Med lav følsomhed er der ikke samme erkendelse, men følsomheden kan som sagt styrkes. Måske giver kulturer med høj magtdistance (Hofstede) lavere metakognitiv følsomhed, som hæmmer indlæring og resonans? Og omvendt i kulturer med lav magtdistance? Lad i givet fald skolen være et frirum med lav magtdistance, hvor resonans muliggøres og metakognitiv følsomhed styrkes.
Ældre HF-elever har prøvet livet uden for uddannelse og indser, hvad der skal til for at komme videre i livet. Den svære beslutning at finde tilbage til skolebænken er mange gange resultatet af fornyet/øget selvindsigt, en metakognitiv præstation. De vil lære, de har åbnet sig for læring.
Første skridt er at acceptere muligheden for at tage fejl. Læring er jo helt basalt tilegnelsen af ny eller anden viden, altså viden man ikke havde før. Åbenheden vender også ud, så andre påvirkes i den fælles relation. Nogle sidder mutte på bageste række og skjuler sig bag jakke og hættetrøje. ”Vær venlig at tage overfrakken af!” Så snart eleven kryber ud af sin dunjakke, træder han tættere på fællesskabet. Verden bliver nemlig kun fremmedgørende i en misforstået isolation. Med aktivt bidrag og nysgerrig åbenhed kommer verden til dig i en gensidig, vellykket relation.
Udgangspunktet er viljen til at forstå og gøre os forståelige over for hinanden. I stedet for at gribe til vold og direkte underkastelse af den anden, hører jeg til min glæde den store fyr foran FHF opfordre til fredelig forhandling. Start med det. Måske kun i første omgang, men dog et skridt på vejen. Her indsnævres magtdistance, resonansrum og metakognitiv følsomhed.
Lad os følge opfordringen: Tal med dem først!

Litteratur:
Fleming, Stephen M. (2021): Know Thyself. The New Science of Self-Awareness. (John Murray)
Rosa, Hartmut (2016/2021): Resonans. En sociologi om forholdet til verden. (Eksistensen)