Om gymnasiebestyrelsernes status

Gymnasiebestyrelser!
En gang for længe siden mener jeg, at historikeren Palle Lauring udtalte de bevingede ord: Danmark er et brugsforeningsland. Det var den gang ægte græsrodsdemokrati på lokal basis, ligesom man skabte andelsmejerier, hvor der blev stemt efter hoveder og ikke efter høveder. ”Vi har sejret ad helvede til”, sagde LO’s Thomas Nielsen i slutningen af 70’erne om arbejderbevægelsens store indsats.
I dag må man desværre sige, at det er erhvervslivet og dets organisationsformer, der har sejret ad helvede til. Et eksempel er OK 2013 (Socialdemokratiets fortjeneste), der centraliserede al magt hos den øverste ledelse i offentlige institutioner; et andet er opfindelsen af gymnasiernes bestyrelser tilbage i 2006/07.
I forbindelse med nedlægningen af amterne mente Bertel Haarder, at det ville være en god ide, at gymnasierne fik såkaldte bestyrelser. Man skulle nu tro, at en sådan gymnasiebestyrelse, der simpelthen er det øverste ledelseslag for et gymnasium, var en demokratisk valgt forsamling. Bertel Haarder er vel om nogen kendt som en liberal og grundtvigsk politiker, og det plejer at være liberal skik og brug, at magtorganer vælges og skal stå til ansvar over for dem, der har valgt de pågældende repræsentanter. I autoritære regimer er problemet altid, hvordan man skaffer sig af med en magthaver: det sker ofte voldeligt; demokratiets genistreg er, at vi stemmer magthaverne ud af magtens organer. Et af demokratiets vigtige principper er en civilisering af magten, så magtbrynde straffes, og magthavere kan blive smidt på porten.
Kirkerne bestyres af menighedsråd, og der er demokratiske menighedsrådsvalg hvert 4. år; folkeskolen har bestyrelser, forældrebestyrelser, der også dannes ved valg. Men guderne eller fornuften må have sovet i timen! For når det gælder gymnasiebestyrelser, er der intet demokrati. Gymnasiebestyrelser opstår ved udpegning! Og ved udtræden er bestyrelsen selvsupplerende: man finder selv et nyt medlem. Det overgår altså min forstand, at man kan have en så autoritær ledelse af et gymnasium anno 2019. Disse bestyrelser er reelt autonome – altså selvstyrende inden for rammer, som Ministeriet har formuleret. Jeg er bestyrtet over en så arrogant status.
De eneste valgte medlemmer i en gymnasiebestyrelse er lærerrepræsentanten og elevrepræsentanten. Man kan også vælge en personalerepræsentant, der ikke har stemmeret i bestyrelsen, og en ekstra elevrepræsentant, der heller ikke har stemmeret. Ellers fyldes bestyrelsen af folk fra det lokale, kommunalpolitiske liv, det lokale erhvervsliv, den lokale grundskole/folkeskole og de nærliggende, videregående uddannelser, typisk universiteterne. Det er en køn forsamling af udpegede personer. Skal man tage mistroens negative forstørrelsesglas i brug, er bestyrelser et væksthus for habilitetsproblemer. Hvad nu hvis man sidder i flere bestyrelser for konkurrerende institutioner? Eksemplet er ikke hypotetisk, og begrundelsen for, at det ikke er et problem, er ofte, at man kan skifte kasket. Men begrundelsen dur ikke: alle de kasketter, et bestyrelsesmedlem har på, sidder jo på det samme hoved; og det er da et problem! Demokrati har det ikke det mindste at gøre med. Jeg er forarget over, at de danske gymnasier år 2019 styres af sådan nogle selvbestaltede elefant-foreninger.

Lad os se på en gymnasiebestyrelses opgaver: man ansætter og afskediger rektor; man fastlægger skolens målsætning og strategi, er ansvarlig for skolens drift, kontrollerer budget og regnskab, tilser uddannelsens kvalitet og beslutter, hvilke økonomiske dispositioner institutionen vil foretage sig. Under ét er det en ganske omfattende indflydelse en bestyrelse har på et gymnasium, og særlig bestyrelsesformanden har myndighed og kan vel kaldes en slags skyggerektor eller superrektor (efter forgodtbefindende). Formanden kan kun vælges blandt de eksterne repræsentanter, og hans stemme er udslagsgivende i sager, hvor der er stemmelighed. Almindelig flertalsafgørelse gælder i de fleste sager (husk at de eksterne og udpegede er i flertal i forhold til de internt valgte); i særlige sager om fusion (campus f. eks.) skal der være 2/3 flertal af de stemmeberettigede (kun én personalerepræsentant har stemmeret). Rektor er sekretær i bestyrelsen og har ingen stemmeret. Bestyrelsen evaluerer sig selv – jeg havde nær sagt hvilken absurditet!
Hvis en sådan bestyrelse finder ud af, at den ikke selv helt besidder de kompetencer, det kræver at opfylde sit hverv som bestyrelsesmedlem, kan man supplere sig selv med personer udefra, der menes at besidde de manglende kompetencer. Man kan vel, uden at det skal lyde ironisk, sige, at det er ganske omfattende kompetencer, det kræver at være bestyrelsesmedlem; et gymnasium er dog en ganske kompliceret institution, og indsigt i egne mangler er næppe nogen skade til. I udkanterne af riget er det ikke sikkert, at talenterne hænger en masse på træerne, og at samme talenter er i besiddelse af de omfattende kompetencer. Men ret til at bestemme har de under alle omstændigheder. Ofte er forholdet mellem bestyrelse og skole naturligvis ganske samdrægtigt, men det behøver ikke være sådan altid!
De ansatte på skolen har så at sige ingen indflydelse.

En gang for mange år siden eksisterede der virkelig et slags demokrati på arbejdspladsen: lærerrådet var ikke tandløst, og der var en forældrevalgt bestyrelse, som kunne holde en rektor i ørene. Men sådan er det ikke i dag: nu er et gymnasium ligesom en privatejet virksomhed, der har en bestyrelse, der kontrollerer direktøren, ledelsen og arbejderne, og selv er hævet over bedømmelse. Godt nok kaldes gymnasierne selvejende institutioner, men de er jo reelt statsfinansierede og – ejede. En elev udløser ca. 80.000,00 kr om året i taxametersystemet. Medlemmer af bestyrelsen hæfter ikke personligt for gæld eller økonomisk uføre i institutionen. Men det fritager vel ikke for økonomisk ansvarlighed, går jeg ud fra.

Der er en anden problemstilling, der er vigtig, nemlig spørgsmålet om hvem bestyrelsen står til ansvar overfor, og altså hvem der kontrollerer bestyrelsen? Det er det klassiske spørgsmål om, hvem der kontrollerer kontrollanterne! Som sagt: bestyrelsen evaluerer sig selv. Modsat gymnasiet, hvor der både foregår arbejdspladsvurderinger, men også elevevaluering/trivselsundersøgelser af gymnasiet. Altså brugerne, ansatte og elever, evaluerer institutionen. MEN bestyrelsen evaluerer sig selv. Enhver bør kunne se, at det er galimatias. Men har bestyrelsen ikke nogen over sig? Jo, Undervisningsministeriet har tilsynspligt med alle disse bestyrelser. Ministeriet udstikker selvfølgelig rammer og opgaver; tilsynspligten er jeg ikke overbevist om, at ministeriet er i stand til at opfylde. Så vi har altså et bestyrelsesmæssigt ”pavedømme” som øverste ledelseslag for de danske gymnasier. Jeg er målløs.
Var det ikke på tide at tænke nogle demokratiske tanker om, hvordan de ”selvejende gymnasier” kunne styres af brugerne/forældrene i et samarbejde med ansatte og ledelse? Var det ikke på tide, at ledelse og ansatte fik et mere symmetrisk forhold? Eller er den demokratiske fantasi simpelthen løbet tør for brændstof i disse autoritære tider? Al herskende snak om moderne ledelse er tom snak, når ansatte i dag er uden ret i forhold til ledelse og bestyrelse. Det er ganske utroligt, at magt og autoritet er blevet dagens svar på ledelse!

Peter Michael Lauritzen, lektor dr. phil, Frederikshavn Gymnasium og HF.