Fagtillæggene – kampen om at have det værst?

Her i valgtiden er der dukket endnu en varm kartoffel op i debatten, nemlig fagtillæggene på STX og HF. Hvorvidt skal GL kæmpe for at bevare disse tillæg i fremtidige overenskomstforhandlinger eller forsøge at få pengene fordelt i en form for pulje, så de kommer alle medlemmer til gode, uanset fag?

Fagtillæggene er nogle af de eneste centralt bestemte tillæg, vi har tilbage, hvorfor det må være ønsketænkning, at modparten vil gå med til at omfordele dem til andre centrale tillæg, da ønsket hele tiden har været at sløjfe alle centrale tillæg til fordel for lokale. Derfor har Liste 2’s formandskandidat, Asger Wille, også meldt ud på Facebook, at Liste 2 ikke ønsker at bidrage til at udhule GL-lønnen og ende i en situation, som vi så med fx aldersreduktionen, som i dag er forsvundet for mange, uden at midlerne er kommet tilbage i form at andre tillæg. Dette bakker jeg naturligvis op om.

Dog har jeg følt mig en anelse beklemt i debatten, der til tider har fremstået som noget nær ”humanist-bashing”, hvor man som kernehumanist som jeg selv, har måttet lægge øre til, hvor meget lettere mit job er end andres, her forstås dem, der modtager fagtillæggene. Jeg fandt mig derfor for nyligt i gang med at imødekomme denne diskurs og begyndte at argumentere for, hvor hårdt det nu engang er at være dansklærer og sproglærer, der ofte har flere konfrontationstimer i form af skriftlighedstimer, lektiecaféer, elevsamtaler mv., indtil jeg indså, hvad det var, vi havde gang i. Vi kæmpede om, hvem af os, der havde det værst, og hvem af os, der var mest værd. Det forekommer mig at være et tegn på en snigende giftig kultur, der spreder sig på landets lærerværelser, ligesom det skaber splid mellem skoleformerne. Hvorfor får man fx ikke fagtillæg på erhvervsgymnasierne?

Nogle af de argumenter for bevarelsen af fagtillæggene, jeg har læst og hørt, tyder på problemer, der ikke bør løses ved lønkroner men derimod ved et alvorligt fokus på arbejdsmiljøet og respekt for arbejdsporteføljen. Mange naturvidenskabslærere beretter om en hverdag, hvor de, grundet den praktisk-/eksperimentelle del af deres job, har urimeligt lange timer i laboratoriet. Dette kan ikke lappes med et løntillæg alene, og det skal både TR og GL-centralt bekæmpe.

Men ofte ender argumentationen i en kedelig tone, hvor det handler meget om at holde nogle andre faggrupper nede på baggrund af deres fag. Det faktum, at fx kemikere og fysikere højst sandsynligt kan lønnes bedre i det private, bruges som argument mod os, der har valgt en anden vej. Og pludselig bliver kampen for eller imod fagtillæg hjerteblod for rigtigt mange, fordi det rammer os lige der, hvor vi har mest stolthed; vores faglighed og professionsidentitet. Vi sammenligner os ofte med lønvilkårene i det private, hvor der rigtigt nok er større lønforskel end i gymnasiesektoren. Noget, jeg dog aldrig har hørt fra mine privatansatte venner og familiemedlemmer, er at de mener, de bør tjene mere end deres kolleger, fordi de har det værre end dem. Nej, det skal de, fordi de er kompetente og dygtige til deres arbejde.

Jeg under mine kolleger deres fagtillæg, også dem på erhvervsgymnasierne, men ud fra den præmis, som Asger Wille nævner, ikke fordi humanisterne har trukket noget som helst langt strå nogen steder, for den præmis køber jeg ingenlunde, og jeg taler endda som trefagshumanist.

Så i stedet for at antage alt muligt på forhånd, så lad os dog begynde at interessere os mere for hinandens arbejdsvilkår på tværs af frokostbordet. Lad os spørge nysgerrigt ind til, hvordan vores kollegers hverdag og arbejdsliv reelt ser ud, og lad os sammen kæmpe for, at tidsregistrering anerkendes, også selvom det betyder, at nogen, qua deres fag, har brug for mere tid. Men lad os ikke slås indbyrdes om, hvem der har det værst og derfor har fortjent mere end andre, det er giftigt og hjælper os ikke, når Moderniseringsstyrelsen og OK21 banker på døren.

Sandie Langer Christensen, lektor i dansk, engelsk og italiensk på VUC Lyngby, kandidat til GL’s hovedbestyrelse for Liste 2.