Æteriske goder?

Kære Tomas Kepler

Et par afklarende spørgsmål i forlængelse af dit indlæg i Gymnasieskolen nummer 9.

Mener du fortsat, som du gjorde i 2013, at Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) ved en fælles konflikt med lærerne måske kunne have ændret resultatet, så vi havde bevaret forhandlingsretten på arbejdstid? Viser Søren og Mette i benlås om lærerkonflikten ikke netop det modsatte? Desværre var fratagelsen af forhandlingsretten på arbejdstid ikke til debat fra den arbejdsgiver, som samtidig var en del af den politiske magt, der, nøjagtigt som vi så det på folkeskoleområdet, med et pennestrøg kunne ophøje mæglingsskitser til lov.

Man kan selvfølgelig kalde GL-formand Gorm Leschlys slutmanøvre ved et ekstremt presset OK 13-bord for udemokratisk, men den sørgede for, at vi ud af en umulig situation og i modsætning til lov 409 fik en lønstigning på fem procent, et tidsregistreringssystem med de velkendte begrænsninger, det ganske vist rummer, ligesom vi fik mulighed for at lave helhedsaftaler om arbejdstiden. Hvordan kan du kalde det for ”æteriske goder”? Det er for mig at se indlysende, at lærerne med en ufinansieret folkeskolereform og uden udsigt til lønstigninger valgte at blive kørt over på gaden med banneret i hånden frem for, som GL, ved et forhandlingsbord.

Strategien i 2013, bakket op af et samlet GL, gik ud på at sikre os AC’s opbakning til det allersidste. Dengang som nu gælder, at der grundlæggende er to veje for GL: Enten holder vi fast i AC’s forhandlingsfællesskab, hvilket ikke mindst er vigtigt i en tid, hvor krav til akademiske lærerkompetencer og dermed også akademisk honorering er voldsomt under pres, eller også står vi på egne ben eventuelt i en mindre undervisningsalliance med lærerne. Med de enorme udfordringer, vi har – med eller uden forhandlingsret på arbejdstid – giver konflikt kun mening, hvis det sker i en samlet AC/CFU-sammenhæng i kampen for at bevare en fungerende offentlig sektor og herunder respekten for den danske arbejdsmarkedsmodel.

I den forbindelse går jeg ud fra, at også du, Tomas, mener, at det er det rigtige, at vi ved forårets repræsentantskab i forhold til vores AC-forhandlingsaftale afskrev os muligheden for at konflikte for vore egne krav, også hvis det skulle vise sig, at vi ikke får større gennembrud på arbejdstiden, eller hvis lærerne skulle vælge at gå konfliktvejen?

I 2013 var der oven på det kaotiske forhandlingsforløb stor forståelse fra AC’s side, hvis GL-repræsentantskabet, på trods af de manglende klausuleringer, ville vælge at anbefale et nej – men en sådan GL-forholden er undtagelsen og ikke reglen, hvis vi skal bevare en stærk platform i et AC-fællesskab!

Poul Dalgaard
Tillidsrepræsentant på Vestfyns Gymnasium

SVAR

Kære Poul, for at tage dine spørgsmål i rækkefølge:

1. Når du bringer diskussionen op, så må jeg indledningsvis minde om, at der jo var en række argumenter for at fortsætte kampen i 2013 ud over spørgsmålet om at forfølge chancen for at redde vores centrale aftaleret. Men ja, jeg mener fortsat, at Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) ved en fælles konflikt med lærerne måske, som du selv skriver, kunne have ændret resultatet. Reelt set ved ingen af os, om en fortsættelse af kampen havde ført til et andet resultat. Du skriver, at fratagelsen af forhandlingsretten på arbejdstid ikke var til debat fra arbejdsgiverside; det ser jeg som et argument for at have fortsat kampen. GL’s daværende formand valgte imidlertid ikke at tage kampen og underskrev i stedet OK 13. Vi ved, at det med det samme blev brugt, og nu igen bliver brugt, imod folkeskolelærerne.

2. Jeg kalder OK 13’s værn og goder for ”mere eller mindre æteriske”, fordi jeg mener, historien berettiger det – ikke mindst når det gælder tidsregistreringssystemet, som desværre ikke har vist sig som et effektivt værn. Kritikken af OK 13’s ”værn og goder” blev også, som du nok husker, fremført af en del medlemmer af repræsentantskabet, allerede før GL-formandens underskrift på OK 13 nærmest var tør. Et flertal i repræsentantskabet pålagde med det samme formanden at gå tilbage og bede om at blive frigjort fra AC-forhandlingsaftalen. Et større flertal ville på det efterfølgende repræsentantskabsmøde ikke følge formandens og hans hovedbestyrelsesflertals indstilling om at anbefale medlemmerne at stemme ja til OK 13. Og et massivt flertal af medlemmerne stemte nej til OK 13. Kritikken kom altså klart til udtryk fra første færd, og den har vist sig berettiget.

3. Ja, jeg mener naturligvis, det er rigtigt, at GL har indgået en AC-forhandlingsaftale forud for OK 18 med de bindinger, som det medfører – jeg har jo selv sammen med en enig hovedbestyrelse anbefalet det. Det er ikke det samme som at sige, at uanset indholdet, så skal eller vil vi anbefale et ja til forhandlingsresultatet. Vores endelige stillingtagen må selvfølgelig afhænge af det konkrete forhandlingsresultat, som foreligger, når forhandlingerne er afsluttet. Det er du vel også enig i, Poul?

Tomas Kepler
Formand for overenskomstudvalget i GL