Et gensvar
Anne-Birgitte Rasmussens svar til mig i sidste nummer af Gymnasieskolen bringer os ikke videre. Svaret er nedladende, fordrejende og gennemsyret af tomme floskler.
Jeg påpegede, at Danske Gymnasier i deres mange avisannoncer og i deres hjemmesides ”mission” ønsker en for kraftig tilpasning af gymnasiet til erhvervslivets behov. En tilpasning, der ikke harmonerer med det almene gymnasiums faktiske formål: almendannelse og studieforberedelse. Jeg bad dem derfor om at skifte navn, for det er helt urimeligt, at en så partisk forening i offentligheden foregiver at tale på danske gymnasiers vegne.
Som svar hævder Rasmussen patroniserende, at jeg – i modsætning til lærere med ”stort engagement” og ”åbenhed” – tilhører de enkelte lærere, der hellere vil kigge bagud (min kursiv) og ”genetablere et gymnasium, der var engang”.
Hvilken stråmand og hvilken fordrejning af virkeligheden: Når jeg ligesom tusindvis af andre lærere blot vil fastholde gymnasiets nuværende formål, skal jeg gøres til en reaktionær, uddøende race fra lærerværelsets brune hjørne. Det er et trist argumentationsniveau.
Oven i hatten er Rasmussens argumentation domineret af tomme floskler: ”verden af i morgen [er] grundlæggende anderledes end verden af i går”; ”vi er koblet globalt sammen på helt nye måder” og så videre. Det er uimodsigeligt rigtigt – men det begrunder ikke markedsgørelsen, og at ”der er brug for en ny uddannelse”, som der stod i annoncerne. Tværtimod. En stadig mere forvirrende verden skriger på, at vor tids unge udvikler personlig myndighed, demokrati-duelighed og kritisk-etisk refleksionsevne baseret på uhildet oplysning. Stefan Hermann udtrykker det fint i sin nye bog: ” […] substans og indhold, viden og kundskaber” undergraves af ”den politisk-administrative positions optagethed af målbare kompetencer […] Sagen er, at fag og kundskaber som oplysning må være et drivende pædagogisk princip i en dannelsestænkning, der vil orientere sig mod demokrati og frihed og de civilisatoriske grundsætninger, vi hylder.”
Jan Maintz
Virum Gymnasium
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode