Ledelsesideologi, nej tak

I sidste nummer af Gymnasieskolen gør Anders Raastrup Kristensen, ledelsesforsker og angiveligt vidende om ledelse i gymnasiesektoren, sig klog på gymnasielærernes opgaveoversigter. Han udtaler: ”Mange steder holder lederne igen og prøver at fordele tingene nogenlunde ligeligt, fordi de er bange for at rykke ved retfærdighedsfølelsen, og det, tror jeg, er fornuftigt. De ville møde så meget modstand fra lærerne, hvis de fordelte opgaverne mere skævt.” Men lærerne er selvfølgelig nødt til at acceptere forandringen på et tidspunkt, understreger han og fortsætter: ”Men det er ikke det samme som, at ledelsen absolut skal fremlægge konkrete tal.” Ledelserne skal i stedet ”tage tyren ved hornene og spørge direkte: Synes du, at opgaverne er ligeligt fordelt?” Så kan de utilfredse lærere ”i det mindste ikke sige, at det ikke er gennemsigtigt”. Nå ikke!?

Kristensens udtalelser er problematiske og undrer os: Fremstillingen af lærerne er patroniserende – og er der virkelig forskning, der viser, at vi ikke bør have tal på opgaverne? At ”de utilfredse lærere” skal klappe hælene sammen og acceptere ledelsernes enevælde, hvis bare de er blevet spurgt, om de synes, at opgaverne er ”ligeligt fordelt”? Hvor meget af dette er egentlig bare ideologi?
Lærerne ønsker tal på opgaverne, fordi det ellers er umuligt at gennemskue ledelsens prioriteringer, og om der er rimelighed i fordelingen af opgaver. Uden tal har man reelt et dårligt sammenligningsgrundlag fra år til år og fra lærer til lærer. Det skaber selvsagt mistillid, når ledelser hemmeligholder deres planlægningstal for lærerne, hvilket burde være åbenlyst for den såkaldte ledelsesekspert. Tillidsmændene og lærerne er tydeligvis de egentlige eksperter på disse forhold.

Kristensen mener, at der ikke skal være tal på opgaverne, ”fordi der skal være plads til enkeltsager og undtagelser, så der kan tages hensyn til en presset lærer, der er på grænsen til at få stress, eller hvis en klasse viser sig at være særligt krævende”. Men lederne kunne såmænd godt tage individuelle hensyn før OK 13. Og kampen om tallene på opgaverne handler i øvrigt overhovedet ikke om, at arbejdsgiverne i foråret 2013 var motiveret af hæmningsløs omsorg for stressramte lærere. Det handler om, at sektoren som følge af OK 13 er udsat for rå nedskæringer, som helst skal ”forsvinde” i ugennemsigtige opgaveoversigter. Præmissen var og er, at lærerne er rigide, ineffektive og kollektivt tænkende i samfundsskadeligt omfang, og den sang synger Kristensen altså med på ved at reducere striden til et spørgsmål om manglende hensyntagen til stresstruede kolleger. Det er ikke en køn sang, og det er overhovedet ikke på ekspertniveau.

At forandringerne er en nødvendighed, man må tilpasse sig på linje med naturkræfterne, synes at være en sandhed, der især florerer i ledelsesteorier og organisationspsykologers hoved. Men det er altså ikke mere sandt end den nødvendighed, at kvinder måtte tie i forsamlinger i det traditionelle samfund. Den slags ”nødvendigheder” fortjener ikke medløb, men modstand.

Kåre Blinkenberg og Tomas Kepler
Medlemmer af GL’s hovedbestyrelse