Fejlslagen politik om ungdomsuddannelser

Gennem de sidste par årtier har skiftende regeringer haft den ambitiøse målsætning, at 95 procent af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse. Trods alle anstrengelser har andelen, som gennemfører en ungdomsuddannelse ikke flyttet sig en tøddel. Det er stadig hver femte af de unge, som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse efter grundskolen.

Tænk sig, hvad der efterhånden i årtier er blevet brugt af skattefinansierede ressourcer på alle mulige niveauer i form af møder, konferencer og strategiplaner til ingen verdens nytte. Man er og har været forblændet af strategisk planlægning, strategidage, 2025-planer og hvad har vi. Det kaldes New public management. Det har betydet, at der støt og roligt gradvis flyttes ressourcer fra skolens kerneydelse, undervisning, til et teknokratisk og administrativt fedtlag, som skal udføre opgaver, som i gamle dage naturligt indgik i skolernes arbejde som helhed, men som der i dag gøres et stort nummer ud af som selvstædige opgaver, der skal varetages af administrativt personale med regneark og et væld af andre skemaer. Indsamling af data har afløst fortællingens dannelse.

For at skaffe næring til dette fedtlag, er man nødsaget til at presse lærerne til at arbejde mere på mindre tid og for samme løn med den konsekvens, at lærernes vigtige relationsarbejde til de fagligt svage elever svækkes alvorligt, et arbejde med elevrelationer, som er en hjørnesten i bestræbelsen på at undgå frafald. Og det hele går nu fra skidt til værre, hvor regeringen med et flertal i folketinget har besluttet at beskære tilskuddet til ungdomsuddannelserne med 2 procent hvert år frem til år 2020.

Set fra min stol som underviser blandt andet på Th. Langs Hf & VUC gennem mere end 25 år er det indlysende, at en del af forklaringen på det ringe resultat ligger i en teknokratisk standardisering af den offentlige sektor, ikke mindst i skoleverdenen, hvor man ved hjælp af regneark og resultatbaseret målstyring har troet at have fundet vejen til paradis. I stadig mindre grad har man lyttet til de lærere, som hver dag står med hænderne i bolledejen, og lærerne har mistet reel indflydelse på de enkelte skolers identitet og udvikling. Folkeskolereformen i 2013 i kombination med Folketingets overgreb på lærernes arbejdsvilkår som diktat samt den tidligere finansminister Corydons såkaldte normalisering af gymnasielærernes arbejdstids- og lønvilkår taler deres tydelige sprog.

Hele denne omkalfatring af den offentlige sektor, herunder den gymnasiale sektor, som har rødder i OK 13, har ikke blot betydet mindre arbejdsglæde for lærere, men den har også smadret tilværelsen for utallige mennesker og deres familier i form af unødvendig stress og stressrelaterede sygdomme, meningstab og på det gymnasiale område rigtig mange fyresedler.

Den fejlslagne politik for at løfte flere gennem ungdomsuddannelserne er en episk uddannelsespolitisk fiasko, fordi man er gået ad en helt forkert vej.