Ikke noget bondefangeri
Som svar på Klavs Eskestads indlæg Er du blevet skilt i Gymnasieskolen nummer 11, 2015, vil jeg allerførst gerne slå fast, at pensionskassen er medlemsejet og absolut ikke har nogen interesse i at bondefange medlemmerne.
Det er korrekt, at medlemmer, der ønsker at fravælge deres ægtefælledækning, skal gøre det, inden de fylder 60 år. Ægtefælleordningen i pensionskassen er en solidarisk forsikringsordning, som skal være med til at sikre økonomien hos en efterladt ægtefælle eller samlever, når et medlem dør.
Som med alle andre forsikringsordninger fastsættes prisen (præmien) ud fra nogle antagelser om gennemsnitlige levetider med mere hos det typiske pensionskassemedlem og dennes partner. Den samlede pris på dækningen afhænger blandt andet af, hvor lang tid medlemmerne har mulighed for at fravælge den. Skal det være muligt, frem til det enkelte medlem fylder 70 år, vil prisen for dækningen være væsentligt højere end ved de 60 år, som er fastsat i dag.
I pensionskassens solidariske ordning skelnes der ikke imellem ”gode” og ”dårlige” liv blandt medlemmerne, men jo ældre et medlem bliver, jo bedre mulighed har vedkommende for at vurdere, om den pågældende eller ægtefællen/samleveren dør først. For at undgå, at der spekuleres imod fællesskabet, er grænsen på de 60 år valgt.
Pensionskassen gør meget for at informere medlemmerne om deres ordning og har adskillige gange informeret om 60-årsgrænsen i medlemsbladet Medlemsnyt, senest i december 2015. På unipension.dk har vi beskrevet proceduren for ægtefælle- og samleverpension, og herudover fremgår det af den digitale oversigt på både pensionsinfo.dk og Min pension, om man har en ægtefælle-/samleverdækning.
Egon Kristensen
Formand for MP Pension
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode