Besparelser på fjernundervisning – et paradoks i nutidens mediesamfund
Fjernundervisning på de gymnasiale uddannelser står overfor store besparelser i den nærmeste fremtid. Det er paradoksalt i en tid hvor it og digitale medier spiller en stigende rolle og stiller krav til eleverne om at kunne forholde sig aktivt og kritisk til medierne. Og hvor der er stor fokus på at udnytte de potentialer, it og digitale medier tilbyder i forhold til læring. Fjernundervisningen, også kaldet online undervisning, baserer sig netop på brugen af digitale medier til læring.
I en ny rapport konkluderer EVA, at it bør styrkes på de gymnasiale uddannelser. Gymnasielærerne har godt fat i brugen af it og digitale medier i undervisningen, men it´s potentialer udnyttes ikke fuldt ud.
It har længe haft stor uddannelsespolitisk bevågenhed, og der sættes løbende initiativer i gang, som skal styrke brugen af it i uddannelserne. Dette gælder også de gymnasiale uddannelser. På Undervisningsministeriets hjemmeside står, om vision for it og digitale medier i uddannelserne: "Med brug af it og læring gør vi alle så dygtige, som de kan blive." Og så er det da absurd, at regeringen vil spare på fjernundervisning, som i høj grad lærer eleverne at bruge it. Der er læringspotentialer, der går tabt, og særligt fjernundervisningen ruster eleverne til at begå sig i en digital verden.
Der er næppe tvivl om, at det er fornuftigt at dygtiggøre eleverne, når det kommer til it og digitale medier. Vi lever efterhånden i et så digitaliseret samfund, og uddannelse har til formål at ruste eleverne til aktiv deltagelse i samfundet. Målet om at styrke it i uddannelserne handler derfor for det første om, at uddannelserne skal afspejle det omkringliggende samfund – som i stigende grad baserer sig på it og digitale teknologier. Det handler derfor om at give eleverne relevante – og eftertragtede – kompetencer inden for it, så de kan begå sig i en digital verden – og konkurrere med andre lande. For det andet handler målet med it i uddannelserne om at udnytte de læringspotentialer, som brugen af it i undervisning tilbyder. Nogle af læringspotentialerne forbundet med it er undervisningsdifferentiering, variation af undervisningen, ændret underviserrolle og fleksibilitet.
Vi ved fra erfaringer på området, bl.a. fra Island som grundet landets geografi har tradition for fjernundervisning, at i de uddannelser, hvor it er et grundlæggende vilkår, drages netop disse fordele af mediernes læringspotentialer som undervisningsdifferentiering og fleksibilitet. Eleverne bliver også dygtige it brugere, fordi de bruger teknologierne aktivt i egne lærerprocesser, og de udvikler kompetencer som f.eks. kritisk stillingtagen til kilder. At kunne forholde sig kritisk til det hav af informationer og kilder, som internettet giver adgang til, er nødvendigt for at kunne vurdere, om en information er relevant.
For at udnytte de digitale mediernes potentialer handler det tilsyneladende om, at fjernundervisningen har tilpasset sig teknologierne og de muligheder teknologierne tilbyder, og ikke omvendt, at teknologierne indordnes undervisningens eksisterende logikker.
De uddannelsessteder, som udbyder fjernundervisning, udvikler praksis og strategier til didaktisk brug af it i undervisningen – strategier som ikke alene er til gavn i selve fjernundervisningen, men i hele uddannelsesstedets organisation. Altså bliver de lærere, som underviser på fjernundervisning, mere fortrolige med de digitale medier og bruger dem også i holdundervisning- og de deler deres viden med kollegaer og resten af organisationen. På ledelsesniveau udvikles strategier for pædagogisk brug af og udvikling af it og digitale læremidler.
Der er altså gode grunde til at sætte fokus på fjernundervisningens læringspotentialer og til at bevare dem – også i sparetider. For udover at tilbyde en fleksibel og tidssvarende uddannelsesform og udvikle eftertragtede kompetencer hos eleverne, kan fjerundervisningsstederne ses som steder, der kan danne grobund for udvikling af it´s læringspotentialer. Et uddannelsespolitisk fokusområde, som handler om at dygtiggøre eleverne og ruste dem til nutidens og fremtidens mediesamfund.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode