Fra ordblindeundervisning til ministertaburet – også i sparetider!

”At lære at læse er vigtigt, for det er en verden, der åbner sig. Ordblinde skal have lidt mere hjælp. Det bør vi kunne give dem i et samfund som det danske.”
Dette udsagn er ingen vist uenige i, mindst af alt lærere. Ordene er undervisningsminister Merete Riisagers (LA), og de er bragt på Facebook i december 2016, lige efter at nyudnævnte minister kom for skade at sige, at alle elever, der er normalt begavede, kan lære at regne og læse på et rimeligt niveau. Ordene faldt i et direkte Tv-interview, og jeg er ikke ude på at skose en nyudnævnt minister for en ubetænksom bemærkning i den allestedsnærværende mediedækning.

I oktober 2016 beskrev Riisagers kollega skatteminister Carsten Lauritsen, hvordan han er ordblind, men har en ministertitel i dag. I artiklen ”Skatteminister: Jeg er ordblind, men jeg er ikke et offer” (Politiken den 8. oktober 2016) beskrives det, hvordan Lauritzen ofte er blevet hængt ud på de sociale medier på grund af stavefejl. Endvidere står der, at: ” Skatteministeren er aldrig blevet diagnosticeret ordblind. Men han ærgrer sig over, at han ikke tidligt i livet søgte professionel hjælp.”

Når jeg som læsevejleder møder læsevejleder-kolleger fra de gymnasiale uddannelser rundt omkring i landet, er det min klare opfattelse, at man i den danske gymnasieskole hverken opfatter de ordblinde som ubegavede eller som ofre. Fuldstændig på linje med undervisningsministeren er man i gymnasieskolen af den opfattelse, at ordblinde er elever, som kan de samme som andre elever. De skal i nogle tilfælde bare have lidt mere hjælp. Det være i form af elektroniske hjælpemidler som CD-ord, støttetimer med en læsevejleder, ekstra forberedelsestid til eksamen eller andet. Det er også min opfattelse, at man på mange danske gymnasiale uddannelser gerne afsætter lærerkræfter og ressourcer til opgaven, fordi man ønsker at ligestille de ordblinde elever med ikke-ordblinde elever, så de får den bedst mulige skoleoplevelse og den bedst mulige studentereksamen.

Min bekymring er, at de massive besparelser, vi står over for i gymnasieskolen, rammer elevgrupper som de ordblinde først. Den ekstra hjælp, vi ifølge Riisager bør kunne give i det danske samfund, koster skolerne penge, og når først grønthøsteren kører, kan de ekstra initiativer til blandt andet ordblinde elever ofte ende med at høstes først.

Så hermed et opråb til Riisager: Husk, at den ”lidt mere hjælp”, du nævner, koster penge på skolernes budgetter.

Og til Lauritzen: Den professionelle hjælp, du savnede i din skoletid, den findes nu, men den kræver ressourcer. Hjælp gymnasierne med at sikre, at vi ikke ender med at tabe den ordblinde elev på gulvet, som ellers har begavelsen til at klare sig godt og måske endda ende på en ministertaburet.