Lærebøger eller læreplan?

Jeg har igen i år haft glæden af at undervise noget af tiden på de fagdidaktiske pædagogikumkurser i kemi. Og det er simpelthen en stor fornøjelse! Der er så mange ideer, så meget inspiration, nytænkning, gå-på-mod og lyst til videndeling, at jeg er kommet hjem med en hel masse, som jeg gerne vil afprøve eller arbejde videre med.

Der var for eksempel kollegaen, der iscenesatte og filmede et kompliceret reaktionsskema med 18 elever på en trappe med snore og bolde som rekvisitter. De skulle skifte trin under reaktionen til stor morskab for os, der så videoen og til større forståelse af kemien hos eleverne.
Der var kolleger, der havde fundet spændende animationer og sjove og lærerige videoer på nettet – fx en video om kemiske bindinger illustreret af hunde. Og der var app-anbefalinger, spændende forsøg, gode forslag til temaer, nye anvendelser af it-programmer, idéer til nye formative evalueringsformer og så videre. I det hele taget masser af entusiasme og gensidig inspiration.

Noget af det, der kan stoppe idéerne fra at blive udført i praksis, når lærerkandidaterne kommer tilbage til deres skoler, er den vanemæssige måde, som læreplanerne læses – eller ikke læses – på.
Nogle gange er vi tilbøjelige til at læse krav ind i læreplanerne, som ikke står der. Eller vi lader vores faglige stolthed og traditionsbundethed diktere vores egen læreplan frem for den, som vi faktisk skal følge. Jeg havde på de to fagdidaktiske kurser en del samtaler med kolleger, som var frustrerede over tidsnød og læreplanspres, indtil vi fandt ud af, at de faktisk læste en hel del ud over læreplanen.

Hvis man holder sig til læreplanen, så lettes presset betydeligt, og pludselig er der en hel del tid til elevaktiverende undervisningsformer, alternative produkter og innovationsforløb, som medvirker til at eleverne opnår de kompetencer og den almendannelse, som vi gerne vil have at de får. Det er vigtigt, at eleverne opbygger faglig viden, men det er også vigtigt, at de kan nå at forstå og anvende denne viden.

I kemi er fagtraditionerne meget stærke, hvilket man kan se i de fleste lærebøger. Lærebøgerne er rimelig enige om, hvad kernestoffet på fx C-niveau er, uanset hvad læreplanen siger. Det er ærgerligt, fordi lærebøgerne påvirker faget temmelig meget, selvom læreplanen burde være vigtigere. Og det er problematisk, når lærebøgerne og læreplanens intentioner peger i hver deres retning.

I mit andet fag, dansk, er det lidt mere komplekst, idet der nok er lige så mange opfattelser af, hvad danskfaget er og skal kunne, som der er dansklærere. Som dansklærer skal man vælge mellem rigtig mange meget forskellige læremidler, og for at kunne vælge, er man nødt til at reflektere over sin egen holdning til faget. Udvalget er så stort og varierende, at man simpelthen er nødt til at sammenholde læremidler og læreplan for at få overblik. Det er både sundt og lærerigt, selvom det også er tidskrævende, og det ville nok være gavnligt med de samme muligheder i kemi.

Det korte af det lange er, at det er vigtigt, at vi husker at forholde os til vores fags læreplaner, så vi ikke glemmer deres intentioner og kommer til at læse det ind i fagene, som vi selv vil have, eller som vi plejer. Det er svært, når vi som erfarne og dygtige lærere har opbygget vores egne forestillinger om indhold og form, men at vi må prøve at revidere dem efter læreplanernes egentlige krav. 

Det er vigtigt at bevare entusiasmen og begejstringen over faget og undervisningen, i stedet for at drukne i selvpåført stoftrængsel og tidspres.