Tvivlsomt knæfald for Hattie

John Hattie er over det hele for tiden. Der refereres til ham rigtig mange steder i den aktuelle debat – se bare kronikken i sidste udgave af Gymnasieskolen. Men hvorfor er vi så begejstrede for ham?

John Hattie er over det hele for tiden. Der refereres til ham rigtig mange steder i den aktuelle debat – se bare kronikken i sidste udgave af Gymnasieskolen. Men hvorfor er vi så begejstrede for ham?

Der er ingen tvivl om, at han har nogle gode pointer, fx om at lærernes kompetencer er afgørende for undervisningens kvalitet (men vidste vi ikke det i forvejen?) samt om at synlig læring blandt andet handler om at gøre undervisningen synlig for eleverne, så de lærer at blive deres egne lærere, hvilket er nødvendigt for at sikre livslang læring (Hattie: Synlig læring – for lærere, 2014).

Men når det kommer til effektmålinger, er jeg meget kritisk. Man lukker øjnene for at Hatties metaanalyser, der er fra 2009, bygger på studier tilbage fra midten af 1980’erne og frem til midt i 00’erne.
Det er således gamle resultater fra tiden før de sociale medier, og til dels endda før internettets gennembrud. Vi ved alle, at de unges adfærd er blevet markant ændret efter internettets og Facebooks fremkomst, og dette er ikke diskuteret eller blot nævnt i bogen. Fordi resultaterne er så gamle, mener jeg ikke at man kan regne med effektstørrelserne af fx “webbaseret læring” og forskellige typer af programmer, ligesom andre påvirkningsfaktorer også bør tages med et gran salt. De unge har som sagt ændret sig temmelig meget over de sidste 5-10 år, og vi kan ikke bare antage at det, der virkede for 20 år siden, vil virke på samme måde nu.

Studierne, som metaanalyserne bygger på, er desuden fra en anden skoletradition end den danske. Det er faglige resultater og curriculum-tænkning, der er i højsædet, til forskel fra vores skoleform, hvor læring også handler om andre ting end faglige resultater. Fokus på tests og målbare resultater er et ensidigt fokus, hvor almendannelsen overses. Og der er evidens for, at lærere tilrettelægger undervisning efter testindhold, ikke efter opfyldelse af læreplan eller opnåelse af almendannelse – for vi vil jo gerne have, at vores elever får bedst mulige karakterer.

Knud Illeris kritiserer Hatties princip om synlig læring, idet han gør opmærksom på, at tests a la Hattie foregår på det reproduktive niveau. Der testes ikke i, om det lærte kan anvendes i praksis. Kvalitet i læring handler for ham om forhold som “hvad man kan bruge det lærte til i praksis, hvornår man i det hele taget kommer i tanke om det, hvordan man sætter det i forbindelse med andre indholdsmæssige områder, og hvordan man kan udvikle og videreføre det i de mange nye sammenhænge, der hele tiden trænger sig på.” (Illeris (red.): Læring i konkurrencestaten – kapløb eller bæredygtighed, 2014, s. 219).

Kort sagt, så mener jeg, at Hatties bog bør læses meget kritisk. Vi skal ikke lade os imponere af målinger og tal, men derimod overveje hvad vi vil have som mål for vores undervisning, og vi skal i det hele taget diskutere hvad god kvalitet i læring er.

Gymnasieskolen har også tidligere skrevet artikler om John Hattie: 
Se Hatties topliste: Hvad virker i undervisningen
Det bedste er at holde kæft
Uddannelsesforsker: Lærerne er redningen