Der gives med den ene hånd og tages med den anden!
Jeg vil gerne sætte fokus på, hvordan MA også kan være en a-kasse for arbejdsløse gymnasielærer, der er stålsatte på at forfølge en karriere som underviser.
I disse tider må vi først og fremmest glæde os over, at regeringen er gået så meget væk fra forestillingen om manglen på arbejdskraft, at de har udarbejdet en vækstpakke. Erkendelsen af at der er mangel på arbejdspladser, er trods alt et skridt i den rigtige retning. Kvaliteten af dette skridt kan diskuteres. Særligt i forhold til regeringens manglende evner til at nytænke. Ikke ét eneste forslag er rigtig nyt, alle har de mere eller mindre ordret været på bordet i det arbejdsmarkedspolitiske miljø i løbet af de sidste år. Nogle af ideerne er ganske gode – primært for LO-familien der så også er dem, der fylder og dermed påvirker i det arbejdsmarkedspolitiske landskab. Hvor akademikerne, parentes bemærket, glimrer ved deres fravær. Desuden er det langt mere fornuftigt end den underlige og visionsløse idé om akutjob.
Problemet er imidlertid, at mens regeringen tilstræber at skabe jobs (i det private), så tager de med deres overenskomster jobs i det offentlige. På LO-området går det muligvis op i nul, hvis man er af den overbevisning, at kvinderne, der – forudser jeg – får sværere ved at få offentlige FOA og HK jobs, vil blive opslugt af det kommende boom inden for salg af sodavand, smøger og vin. Men for akademikerne er der ikke meget vækst at spore. Ydermere er det tydeligt ved gennemlæsningen af vækstplanen, at det er faglærte og ufaglærte, der var i politikernes tanker, da planen blev udarbejdet, og ikke akademikerne.
Gymnasielærernes jobmuligheder bliver indskrænket af den nye overenskomst. Og udløbsdatoen for tiden med mange jobopslag og villighed til at ansatte nyuddannede kommer hurtigere, end prognoserne forudsagde. I hvert fald for humanisterne. På sigt tror jeg, at matematikerne får kronede dage. Jeg tror, at den nye overenskomst vil betyde, at humanisterne må tage, hvad de kan få, mens matematikerne kan vælge og vrage og stille krav. På den måde er gymnasiebranchen groft sagt skubbet et skridt nærmere privatisering af bagvejen af en socialdemokratisk regering.
Det, der bekymrer mig som bestyrelsesmedlem i MA for GL, er, at gymnasielærerne står rigtig skidt, når det kommer til arbejdsløshed. Først og fremmest er det akademisk kultur, at man ikke er arbejdsløs gymnasielærer. For kan man ikke finde job som gymnasielærer, så melder man sig før eller siden ind i DM eller DJØF og prøver lykken i det private eller blandt de kolde hænder i den offentlige administration. Dermed er den ubehagelig arbejdsløshedssituation i en branche, der kun har åbent for ansættelser tre måneder om året, løst. Måske er det også fint. Hvis der er jobs i det private eller blandt de kolde hænder. Måske ikke.
Jeg vil gerne sætte fokus på, hvordan MA også kan være en a-kasse for arbejdsløse gymnasielærer, der er stålsatte på at forfølge en karriere som underviser. Det kald; om man vil. Hvad kan a-kassen gøre? Hvad skal MA forsøge at påvirke AC til at gøre? Og hvad skal MA forsøge at påvirke regeringen til? Jeg siger ikke, at det kan lade sig gøre. GL har to ud af fem pladser i en bestyrelse, der godt nok bestræber sig på konsensus, men som er baseret på flertalsdemokrati. Desuden er MA hverken en stærk aktør i offentligheden, A-kassernes Samvirke eller som sparringspartner for regeringen, men!
Har man ingen idéer, har man slet ingen muligheder for at påvirke eller gøre noget nyt. Lad det derfor være en udfordring: Har du et forslag, en tanke eller behov i forhold til at forbedre arbejdsløse gymnasielærers muligheder for at bevare det faglige niveau og komme et skridt nærmere en fastansættelse, så skriv det i kommentartråden. Så vil jeg skrive det ned i min idé-notesbog og tage det med videre. Hellere én idé for meget end én for lidt.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode