Vi gør faktisk en forskel

Gymnasielærer Christian Wilde Langballe blogger om respekten for gymnasielærernes arbejde.

For nogle år siden fortalte en nu pensioneret kollega mig, at når han blev spurgt om sit arbejde, nøjedes han med at sige, at han underviste. Ikke hvor eller på hvilket niveau men blot at han underviste. Han rådede mig til at gøre det samme, da hans erfaring var, at mange så ned på gymnasielærergerningen. Han orkede tilsyneladende ikke at forsvare sit jobvalg.

Det har spøgt en del i mit hoved siden. Jeg kan nemlig ikke forstå, hvad der dog kunne få en dygtig lærer til at ville dække over sin beskæftigelse på den måde.

Forleden læste jeg i Information, at finske lærere (folkeskolelærere) nød en høj grad af respekt i det finske samfund. Artiklens konklusion var, at det finske skolesystems internationale succes og anerkendelse i høj grad beroede på lærernes stolthed ved deres arbejde og den respekt deres job havde i samfundet.

I Danmark har folkeskolelærerne i mange år måttet slås med et samfund, der på mange måder så ned på deres arbejde. Alle har jo en holdning til lærerjobbet, fordi alle har gået i skole. Det gør åbenbart alle til eksperter?

Gymnasielærerne har nok i højere grad været forskånet for dette. Måske fordi vi er universitetsuddannede (hvilket de finske folkeskolelærere i øvrigt også er), men måske også fordi det ikke var alle forundt at få en studentereksamen. Alligevel har man en fornemmelse af, at respekten om vores arbejde er under pres. Balladen om vores overenskomst og regeringens devaluering af vores arbejdstid er et af symptomerne på denne udvikling. Et andet og nok hyppigere symptom er de forventninger, nogle elever og deres forældre har til, at lærernes bedømmelser af eleverne ikke er mejslet i marmor, men nærmere skal opfattes som et oplæg til diskussion. Det er en tendens, som jeg har på fornemmelsen mange lærere kan nikke genkendende til.

I disse for vores fags så vanskelige tider, er det måske på tide, at vi generobrer respekten for vores arbejde. At vi tør sige: “Jeg ved bedre end dig, fordi jeg har rent faktisk en uddannelse i dette fag!” At vi slår fast, at alt, hvad vi siger, ikke nødvendigvis er et oplæg til diskussion. At vi ikke undskylder vores jobvalg, fordi det lige for tiden er under pres fra politikere, der alle har en slet skjult alternativ dagsorden at forfølge.

Jeg bor ikke ligefrem i en “akademiker-ghetto” her i udkantsdanmark vest for Hobro. Men selv om de folk, jeg omgås i mit lokalområde, overvejende er håndværkere og lokale erhvervsdrivende, har jeg på intet tidspunkt mødt fordomme om mit arbejde. Jeg oplever nærmere, at folk er interesserede i, hvad vores arbejde rent faktisk indebærer. Især når de hører, at vi på årsbasis har lige så mange arbejdstimer, som alle andre fuldtidsansatte i landet, og altså ikke feder den med de lange ferier og alle de andre myter, vi i den seneste tid har måttet lægge øre til. Vi kan sagtens bevare respekten om vores arbejde. Vi skal bare huske, at vi med vores arbejde rent faktisk gør en forskel for en masse unge mennesker, og at det er noget at være stolt af.