Artikel
GL fortsætter med at rådgive lærere væk fra sektoren
undervisninglærer

GL fortsætter med at rådgive lærere væk fra sektoren

I fem år har GL tilbudt rådgivning til lærere, der vil skifte spor. Ny analyse viser, hvor lærerne går hen.

I mange år har ledighed blandt gymnasielærere været en sjældenhed. Men det er slut. De seneste års nedskæringer i gymnasiesektoren og faldende ungdomsårgange i de fleste egne har betydet massevis af fyringer på landets gymnasier.

Det fik for fem år siden Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) til at søsætte et tilbud om individuel karriererådgivning til ledige lærere for at hjælpe dem med at finde et nyt job – også uden for gymnasiesektoren. Og tilbuddet er desværre lige aktuelt i dag, fortæller karrierekonsulent hos GL Sine Rønberg Hansen.

”Det er stadig en benhård tid, og derfor er det også vores opgave at være en sparringspartner for de medlemmer, som overvejer at skifte spor,” siger hun.

Så sent som i foråret ramte en ny bølge af fyringer. De mange millioner kroner, som skolerne har mistet på grund af omprioriteringsbidraget, kan stadig mærkes, og mange skoler oplever faldende elevtal.

Læs: Gymnasier fyrer over 100 lærere

Og fremtiden ser ikke meget bedre ud. Ifølge en fremskrivning foretaget af Danske Regioner vil der frem mod 2030 være 25.000 færre unge mellem 16 og 19 år, hvilket svarer til 900 gymnasieklasser.

”Realiteten er, at der er flere lærere, end der er stillinger, og sådan bliver det ved med at være i de næste mange år. Tilbyder vi kun sparring om jobmuligheder inden for gymnasiesektoren, lukker vi øjnene for virkeligheden,” siger Sine Rønberg Hansen.

Nedskæringerne har også fået lærere til selv at søge væk fra sektoren, fordi de oplever, at arbejdspresset er blevet for voldsomt.

GL’s tilbud om karriererådgivning for ledige lærere foregår hos Magistrenes A-kasse. Interessen har været stigende. 100 lærere deltog i 2018, 220 i 2019 og 176 i 2020. 

Attraktiv arbejdskraft
Et helt centralt element i karriererådgivningen er kompetenceafklaring. Som gymnasielærer har man en lang række kompetencer, der kan bruges og er efterspurgt i andre brancher, men mange lærere har svært ved at se sig selv i andre roller, forklarer Sine Rønberg Hansen.

Det er vanskeligt at skifte spor. Arbejdsmarkedet er stadig ekstremt konservativt.

Sine Rønberg Hansen, karrierekonsulent
GL

Derfor får de hjælp til at se på deres job udefra og få alt det, de kan, oversat til ord og begreber, der bliver brugt i andre brancher. Dermed kan de stykke en ny profil sammen, hvis de ønsker at lave et karriereskift.

”I GL arbejder vi for, at vores medlemmer føler sig trygge i deres arbejdsliv. Her er tiltro til egne kompetencer bredt set helt afgørende. Vi vil gerne give lærerne håb. De skal vide, at de er attraktiv arbejdskraft, og at der er flere veje at gå,” siger Sine Rønberg Hansen og nævner, at gymnasielærere typisk har stærke kompetencer, når det for eksempel gælder formidling, samarbejde og planlægning.

GL udvidede sidste år tilbuddet om karriererådgivning, så det også gælder lærere, der er i arbejde. Det er Sine Rønberg Hansen, der står for disse samtaler. Hun mener, at man i højere grad skal til at betragte gymnasielærerjobbet som et, man ikke nødvendigvis har i et helt arbejdsliv, men godt kan bevæge sig ind og ud af.   

Hvor går de hen?
For at styrke rådgivningen har GL netop fået udarbejdet en analyse, der zoomer ind på de 2.183 gymnasielærere, der i perioden fra 2007 til 2019 har forladt gymnasiet og lavet et decideret sporskifte. Analysen omhandler lærere, der har mindst et års anciennitet. 

”Det vil altid være den enkelte lærers kvalifikationer, historie, erfaringer og drømme, vi tager udgangspunkt i. Men nu ved vi præcist, hvor lærerne er gået hen, og de tendenser, der tegner sig, kan inspirere og give andre troen på, at det også kan lykkes for dem,” siger Sine Rønberg Hansen.

I gennemsnit er det kun omkring 170 gymnasielærere om året, der har skiftet spor. Langt flere har gjort det i de seneste seks år sammenlignet med de seks foregående år. Det er netop her, at nedskæringer og faldende elevtal har ramt sektoren. Allerflest har foretaget et sporskifte i 2019. Her forlod 234 lærere gymnasiesektoren.

”Det er små tal. Det siger noget om, at gymnasielærere er en stabil gruppe, men også at det er vanskeligt at skifte spor. Arbejdsmarkedet er stadig ekstremt konservativt. Det gør det kun endnu vigtigere, at vi hjælper vores medlemmer,” siger Sine Rønberg Hansen.

Nu har vi sort på hvidt, hvilke kompetencer der efterspørges inden for forskellige områder.

Sine Rønberg Hansen, karrierekonsulent
GL

Yngre gymnasielærere skifter oftere spor end ældre. Flest gymnasielærere skifter til et andet job i undervisningssektoren, for eksempel som folkeskolelærer, underviser på et universitet eller leder.

Men der er også lærere, der tager en alternativ vej og finder et job uden for undervisningssektoren, viser analysen, der blandt andet bygger på data fra Danmarks Statistik.

Ny viden skal styrke indsats
Ifølge analysen tager gymnasielærere med en uddannelse inden for naturvidenskab oftere en alternativ karrierevej end lærere med en uddannelse inden for samfundsvidenskab eller humaniora. Flest skifter til ingeniørarbejde.

Kigger man på de lærere inden for samfundsvidenskab, der laver et alternativt skift, får flest job i den offentlige administration som for eksempel fuldmægtig, sagsbehandler eller beskæftigelseskonsulent. Det samme gælder for lærerne inden for de humanistiske fag.

Desuden er der trukket data ud fra HBS Jobintel, der er en database over jobopslag i Danmark. Den dækker perioden fra 2008 og frem til 2020 og indeholder mere end tre millioner jobopslag. Analysen giver dermed også svar på, hvilke kompetencer arbejdsgiverne efterspørger til den type job, som lærerne typisk skifter til.

En viden, der vil gøre en stor forskel, siger Sine Rønberg Hansen, som kalder den del af analysen for den allervigtigste.

”Det løfter vores rådgivning. Nu har vi sort på hvidt, hvilke kompetencer der efterspørges inden for forskellige områder. Det er helt ny og uhyre relevant viden. Nu kan vi virkelig hjælpe den enkelte med at få skruet en ansøgning og et CV sammen, så det bliver tydeligt, at her er et menneske, der kan løfte opgaven,” siger Sine Rønberg Hansen.

GL's tilbud om karriererådgivning

  • Siden 2016 har GL tilbudt ledige og ikke-fastansatte medlemmer et individuelt karriererådgivningsforløb hos Magistrenes A-kasse (MA). Her får man en eller flere samtaler med en af MA’s karriererådgivere, og man har mulighed for at deltage i workshops. Det er desuden muligt at få tilskud til kurser, som kan hjælpe en til et nyt job.
  • Siden 2020 har GL også tilbudt individuel karrieresparring til medlemmer, der er fastansatte. Her kan lærerne få sparring om næste skridt i deres arbejdsliv. Her får man en samtale med GL’s karriererådgiver Sine Rønberg Hansen.
  • For begge tilbud gælder, at sparringen ikke kun gælder job inden for gymnasiesektoren. Den er også for de lærere, der ønsker at lave et sporskifte.

Læs mere om tilbuddene på gl.org

Når gymnasielærere skifter spor

I perioden 2007-2019 forlod 2.183 lærere gymnasiesektoren og lavede et sporskifte. De fleste skifter til et nyt job i undervisningssektoren, for eksempel folkeskolelærer, underviser på et universitet eller leder. Men der er også lærere, der tager en alternativ vej og finder et job uden for undervisningssektoren. De finder job her:

Lærere med en uddannelse inden for naturvidenskab:

19 % Ingeniørarbejde, f.eks. kemi-, proces-, maskiningeniør.

9 % It-arbejde, f.eks. softwareudvikler, programmør, it-sikkerhedsspecialist.

8 % Naturvidenskabeligt arbejde, f.eks. biologi, fysiker, geograf.

5 % Finans, forsikring og regnskab, f.eks. controller, financial analyst, regnskabsmedarbejder.

Lærere med en uddannelse inden for humaniora: 

18 % Forvaltning og sagsbehandling, f.eks. fuldmægtig, sagsbehandler, beskæftigelseskonsulent.

17 % Pædagogisk arbejde, f.eks. pædagog, socialpædagog, pædagogisk konsulent.

12 % Administration, f.eks. administrativ medarbejder, direktionssekretær, sekretariatsmedarbejder.

8 % Kommunikation og sprog, f.eks. pressemedarbejder, tolk, oversætter.

Lærere med en uddannelse inden for samfundsvidenskab:

30 % Forvaltning og sagsbehandling, f.eks. fuldmægtig, sagsbehandler, beskæftigelseskonsulent.

19 % Forretningsudvikling og strategi, f.eks. business consultant, projektleder, forretningsudvikler.

7 % Administration, f.eks. administrativ medarbejder, direktionssekretær, sekretariatsmedarbejder.

7 % Finans, forsikring og regnskab, f.eks. controller, financial analyst, regnskabsmedarbejder.

Kilde: Analyse af gymnasielæreres sporskift, GL

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater