Lønregulering: Gymnasielærere går ned i løn

Corona-pandemiens hærgen har været hård ved mange privatansatte, der er blevet tvunget ned i tid, sendt hjem på ubestemt tid med usikker indkomst til følge – eller helt afskediget. Måske for at sikre firmaets overlevelse, måske fordi arbejdspladsen allerede er blevet tvunget til at lukke og slukke.

De statsansatte – og offentligt ansatte generelt – er og har været bedre sikret i ansættelsen, om end de seneste 10 måneder for en del har været ret så hårde og for andre bare ikke specielt sjove.

Kort efter nytår modtog de statsansatte – heriblandt  GL’s medlemmer, der jo næsten alle tilhører denne gruppe – imidlertid en, for de fleste sikkert uventet, besked, som et kort øjeblik nok har fået smilet til at stivne: Lønnen bliver fra 1. februar i år 0,25 procent lavere.

Det er aldrig sjovt at gå ned i løn. Men i dette tilfælde er der faktisk en – god, vil nogle sige – forklaring, ligesom det konkrete beløb i kroner og øre samt den periode, det efter alt at dømme vil stå på, er til at overse.

Lad os tage de to sidste udsagn først: Den kvarte procent om måneden vil i gennemsnit for GL’s medlemmer være lig med 130 kroner – eller hvad der nogenlunde svarer til tre kopper kaffe på en trendy kaffebar, en god bøf eller en flaske vin.

Desuden vil nedgangen, hvis alt går forventeligt, kun være en realitet i to måneder. Når resultatet af overenskomstforhandlingerne (OK 21), der netop er gået i gang og efter planen skal afsluttes om en måneds tid, foreligger, vil der nemlig efter alt at dømme være aftalt lønstigninger, som udmøntes i løbet af den treårige overenskomstperiode – typisk 1. april og 1. oktober. Det vil sige, at den kvarte procents nedgang med aprils lønseddel vil være en saga blot.

Overvurderet skøn
Så til den bagvedliggende årsag til lønnedgangen: Overenskomsterne på statens område er omfattet af en reguleringsordning, som betyder, at der er en parallelitet mellem de statsansattes lønudvikling og lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Ordningen blev indført i slutningen af 1980’erne og afløste et system med dyrtidsportioner og ekstraordinære reguleringer. Formålet med reguleringsordningen er at sikre, at det statslige arbejdsmarked ikke sakker agterud i forhold til det private arbejdsmarked. Der er nu sket det, at den indledningsvis nævnte coronasituationen har medført en brat opbremsning på det private arbejdsmarked i 2020, hvilket har betydet, at lønudviklingen er gået i stå og er mindre end forventet ved indgåelsen af OK18. Man har altså i 2018 foretaget et mere positivt skøn på lønudviklingen på det private arbejdsmarked og “skylder” derfor nu på reguleringskontoen. Simpelt sagt: Hvis man overvurderer udviklingen på det private arbejdsmarked, får man en negativ udmøntning. Hvis man undervurderer den, får man positiv udmøntning. Set i bagklogskabens klare lys er det vel derfor ikke underligt, at man i 2018, hvor ingen havde skænket Covid-19 en tanke, fejlvurderede udviklingen fra tredje kvartal 2019 til tredje kvartal 2020.

Kritikere af ordningen kan have ret i, at der til tider, især i de senere år, har været en negativ udmøntning til de offentligt ansatte på reguleringsordningen. Traditionelt har den dog været til fordel for disse, fortæller GL-konsulent Casper Klink, som i mere end 20 år har fulgt området tæt.

“Reguleringsordningen er en sikkerhed for en parallel lønudvikling på det offentlige og private arbejdsmarked. Derfor vil arbejdstagerorganisationerne heller ikke af med den,” siger han.

“Man kan faktisk næsten gå så langt som at sige, at man i princippet helt kunne droppe centralt aftalte lønstigninger – man ville få de samme stigninger hjem på reguleringsordningen.”

Sikkerhedsnet
GL har allerede mødt kritik fra nogle medlemmer, der er utilfredse med lønnedgangen nu og her. Spørgsmålet er, hvorvidt det ville være en god idé at skrotte ordningen og forsøge at hente lønstigninger uden?

“Det kan da godt være. Men hvis man afskaffede den, ville man nok opleve et ekstra stort pres fra arbejdsgiver – især i krisetider. Uden reguleringsordningen kunne det offentlige arbejdsmarked meget vel være sakket bagud uden at være sikker på at kunne hente det tabte hjem ved en senere overenskomstforhandling. Ordningen sikrer, at lønudviklingen i det offentlige, uanset hvad, vil følge det private. Det er en politisk vurdering fra arbejdstagerside, at det sikkerhedsnet er en god ting,” forklarer Casper Klink.

I den helt aktuelle situation kunne man sagtens have lånt sig ud af problemet, men arbejdstagerorganisationerne har vurderet, at det er bedst at gå til overenskomstforhandlingerne med “rent” bord i forhold til ressourcerammen. En lignende situation gav nemlig nogle forhandlingsproblemer i 2015.