VUC-lærere: Ærgerligt at bryde fødekæde for uddannelse
På VUC i Faxe er hf-lærerne kede af, hvis AVU for de unge forsvinder på grund af regeringens nye ungeudspil. Flere unge kombinerer nemlig AVU med hf på VUC.
På VUC i Faxe er hf-lærerne kede af, hvis AVU for de unge forsvinder på grund af regeringens nye ungeudspil. Flere unge kombinerer nemlig AVU med hf på VUC.
Hun er 20 år. Hun havde en hård tid i folkeskolen og fik ikke sin eksamen, men hun er kommet i gang igen med bøgerne og er nu ved at gøre 10. klasse færdig. Den unge kvinde er en af kursisterne på almen voksenuddannelse (AVU) på VUC Storstrøm i Faxe.
“Hun var tømt for selvtillid, men nu knokler hun på og har ingen sygefravær. Og hun er ret sikker på, at hun nu vil gå videre og læse hf,” fortæller studievejleder og lærer på hf-enkeltfag Steffen Røntorp.
Eksemplet er ikke usædvanligt. Mange unge på VUC-afdelingen i Faxe bruger AVU til at få kæden på uddannelseshjulet igen og afslutter et eller flere fag på grundskoleniveau for derefter at fortsætte på hf-enkeltfag.
“Omkring halvdelen af vores kursister på AVU ender med at fortsætte med at læse hf-enkeltfag. Det er trygt for dem, at de kan fortsætte i de omgivelser, de kender,” siger Steffen Røntorp.
Fødekæde af uddannelse
Der er med andre ord en fødekæde af uddannelse for unge fra AVU til hf på VUC-afdelingen i Faxe, som i øvrigt er den eneste ungdomsuddannelsesinstitution i området.
Denne fødekæde kan dog være på vej til at blive brudt. Regeringen har lavet et udspil med en ny forberedende grunduddannelse til unge under 25 år uden ungdomsuddannelse og beskæftigelse.
En af idéerne er, at de fleste af de unge ikke længere skal tage AVU på VUC, men i stedet begynde på den nye forberedende uddannelse, som efter regeringens plan skal høre under kommunerne.
Hvis unge under 25 år ikke længere skal tage AVU på VUC, vil det ifølge ledelsen betyde, at 25 procent af aktiviteten på VUC Storstrøm Faxe forsvinder.
Læs: Regeringens plan vil lukke flere afdelinger
Steffen Røntorp forklarer, at det er en fordel at have AVU og hf-enkeltfag i det samme uddannelsesmiljø.
“På den måde kan du for eksempel afslutte et fag på AVU og fortsætte med at læse hf og dermed få kompetencerne til for eksempel at læse til pædagog,” siger Steffen Røntorp.
Godt samarbejde med lærerne
Ulla Munksgaard underviser i dansk på hf-enkeltfag og i religion på den toårige hf.
Hun mener, det er vigtigt, at hun kan samarbejde med AVU-lærerne om de elever, som vælger at fortsætte på hf enkeltfag. Lærerne snakker sammen om de enkelte elever og om, hvad eleverne har svært ved, og dermed bliver det nemmere at tage imod dem og planlægge forløbene på hf.
“Det sker også, at AVU-lærerne hjælper i dansk med nogle skriveøvelser eller øvelser i grammatik, som passer godt til vores elever. Nogle elever har meget svært ved det skriftlige. Uden samarbejdet med AVU ville vi have svært ved at løfte opgaven med de svageste elever på hf,” siger Ulla Munksgaard.
Hun mener også, det er en fordel, at hun har hilst på de AVU-elever, som senere begynder på hf-enkeltfag.
“Vi har set hinanden til morgensang, og de kender stedet,” siger Ulla Munksgaard.
10.000 årskursister læser AVU. 5.600 af dem er under 25 år, og de skal ikke længere læse AVU på VUC, med mindre de er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse. Ifølge VUC er det dog “forsvindende” få.
Kilde til tal: Undervisningsministeriet
Almen Voksenuddannelse er enkeltfagsundervisning på grundskoleniveau for voksne.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode