Artikel
Eliteidrætsudøvere får virtuel undervisning
Brødnby

Eliteidrætsudøvere får virtuel undervisning

Brøndby Gymnasium har mange elever, der dyrker eliteidræt. Virtuel undervisning sikrer, at træning og udlandsrejser ikke ødelægger deres uddannelse.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

På Brøndby Gymnasium er en stor del af eleverne eliteidrætsudøvere. Derfor var virtuel undervisning en grundsten, da gymnasiet åbnede i 2005. En stor del af undervisningen foregår med brug af Moodle, gymnasiets it-baserede, pædagogiske platform. Lærerne på gymnasiet kan derved uploade opgaver til de elever, der er ude at rejse, så de kan holde sig ajour med undervisningen i deres klasse.

Lektier i lufthavnen
Det har vist sig at være en succes for eliteidrætseleverne, at de kan udnytte ventetiden i lufthavne, på hoteller og andre steder, til at logge på Moodle og svare på nogle af de spørgsmål, deres klassekammerater har arbejdet med i et fag tidligere.

”Som undervisere er det vores pligt at planlægge virtuel undervisning til elever, der har planlagt fravær. Vores planlagte undervisning gør, at eleven er på niveau med resten af klassen, når han eller hun kommer hjem,” siger Bo Stage, der underviser i idræt og historie på Brøndby Gymnasium.

”Vi ville have, at unge, der dyrker idræt på topplan, stadig kan få en tre-årig gymnasial uddannelse,” siger Bo Stage og fortsætter: ”I starten tænkte vi virtuel undervisning som en løsning for eliteidrætseleverne, men nu bruger vi den i hele klasser, hvor der også går elever, der ikke dyrker eliteidræt.”

Alle elever deltager
De elever, der ikke dyrker eliteidræt, har ofte virtuelle dage på skoleskemaet. På disse dage får de opgaver og tests på Moodle, som de kan lave, hvor de vil. Det virtuelle kan for eksempel benyttes for 1.g og 2.g-elever, hvis alle elever fra 3.g skal have vejledning i AT eller SRP.

At finde ud af hvordan man praktiserer virtuelle dage i idræt, var en hård nød at knække for Brøndby Gymnasium. Alle nuværende 1.g-elever har iPads, så Bo Stage fandt derfor på at få sine idrætselever til at optage videoer af sig selv – for eksempel under et danseforløb, hvor de dansede vals.

Let at niveaudele
Virtuel undervisning gør det let for lærerne at undervisningsdifferentiere, så en gruppe af elever i en klasse arbejder på Moodle, mens en anden gruppe bliver i klassen og får klassisk tavleundervisning.

”Det er virkelig en fantastisk mulighed, at man kan splitte undervisningen op og sætte nogle elever til én ting, og andre til noget andet. Det synes jeg ikke, man kan, hvis eleverne bare har papir og blyant. Moodle giver mulighed for at stille en masse forskellige typer opgaver, hvor eleverne efterfølgende kan se hinandens svar. Dette er især noget, eliteidrætseleverne benytter sig af, så de kan følge med i, hvad der er sket i en time,” siger Bo Stage.

En del af Brøndby Gymnasiums midler går til udviklingen af de virtuelle undervisningsmetoder, hvilket ifølge historie- og billedkunstlærer, Steen Christensen, er noget man prioriterer højt. For det har krævet en masse forsøg, at finde ud af, hvilke virtuelle undervisningsformer der virker, og hvilke der ikke gør.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater