Kim Bildsøe Lassen: Min gymnasietid

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
”Jeg husker rigtig mange ting. Men én af de ting, som jeg især husker, er den kolossale forskel, der var på lærerne. Lige så træls det var at have lærere, der var så uengagerede, at de ikke formåede at bringe deres stof ud over rampen. Lige så fascinerende var det, når man mødte gode lærere. Og de gode havde jeg heldigvis nogle stykker af.
Jeg husker fornøjelsen ved at finde ud af, at der var nye ting, som var enormt interessante og sjove at beskæftige sig med. Det var især samfundsfag og historie, som for mig var sjove at have med at gøre. Og hvor jeg havde nogle dygtige og inspirerende lærere.
Ellers husker jeg jo også især det sociale fra min gymnasietid. De venner, som jeg fik, og som stadig er nogle af mine nærmeste venner. Jeg blev endda også gift med en fra gymnasiet.”

Er der en særlig episode, du husker fra din gymnasietid?
”Skal jeg være helt ærlig, så husker jeg bedst nogle sociale ting. Fester og så videre.
Der var faktisk også en forfærdelig episode, hvor nogle af mine kammerater løsnede cykelbremsen på en af lærernes cykel. Når man kørte fra mit gymnasium, kørte man lige ned mod Slotssøen. Så sad vi alle oppe på taget og kiggede, da han cyklede hjem. Han kørte direkte ned i søen.
Ellers husker jeg selvfølgelig, da jeg blev student. Translokationen, hvor farmor var ked af, at jeg mødte op i en krøllet ruskindsjakke og mine forældre, der var så stolte. Og at jeg fik jeg et historielegat – det kom lidt bag på mig.”

Var der en lærer, der betød noget særligt for dig?
”Ja, min historielærer var rigtig god til både at være solidarisk med os elever samtidig med, at han udfordrede os meget fagligt. Han var dybt engageret i sit fag og i det at undervise. Han gjorde et stort indtryk på mig og var virkelig én, jeg satte pris på.
Det lyder måske meget banalt, men han tog os enormt alvorligt og var meget optaget af at skulle undervise rigtigt og efter de retningslinjer, der var. Men samtidig tog han meget udgangspunkt i dér, hvor vi var. Det kræver nogle gange noget særligt at få 16-årige til at interessere sig for romertiden. Man er optaget af alt muligt andet, når man er 16 år. Det kræver, at man som lærer gør sig stor umage med skabe en fortælling, der giver mening. Han prøvede at finde nogle indgange til stoffet, så man kunne relatere sig til og få en forståelse for, hvad det var for en periode. Han brugte også meget tid på at lytte. 

I stor kontrast til ham havde jeg en engelsklærer, som mente, at alt skulle udtales britisk. Jeg havde boet en del i udlandet og talte engelsk lige så godt, som jeg talte dansk. Men jeg talte amerikansk. Hver gang jeg læste noget op, blev jeg rettet. Min første standpunktskarakter i engelsk var et syvtal. Og jeg talte betydeligt bedre engelsk end hende. Jeg fik selvfølgelig 13 til eksamen. Men hun var et eksempel på det stikmodsatte i forhold til historielæreren. Hun tog slet ikke min situation alvorlig. Det handlede kun om hendes egen lille skoleverden. Jeg bilder mig ind, at det ikke ville kunne ske i dag. Men de var to diametrale modsætninger.” 

Tror du, at din gymnasietid har haft indflydelse på, hvad du laver i dag? 
”Ja, en kolossal stor indflydelse. Min interesse for samfundsfag og samfundsforhold var der allerede i kraft af min opvækst, og fordi mine forældre diskuterede meget med os. Men gymnasiet var helt klart med til at skabe et ståsted for mig, for her var nogle folk, som jeg kunne diskutere med, og som introducerede mig til mere avanceret teori. Det samme gælder historie.

Min datter går i 3.g, og jeg synes stadig, at det almendannende i gymnasiet har en kolossal værdi – at man generelt bliver en mere vidende borger om mange forskellige ting. Hvis jeg sammenligner hendes gymnasietid med min, så synes jeg, at det er lidt udfordrende, at det så tidligt bliver gjort dem fuldkommen klart, hvad der er på spil. Det sætter dem under et markant pres. Helt ærligt, så tror jeg først, at jeg i sidste halvdel af 3.g begyndte at interessere mig for karakterer. Da virkeligheden meldte sig, og jeg begyndte at tænke på, hvad jeg skulle lave efter gymnasiet. Jeg tror, at det havde en værdi, at vi også kunne koncentrere os om andre ting.
Da jeg gik i 1.g, var jeg stadig overbevist om, at jeg skulle være professionel sportsmand. Og der var ikke nogen, der havde travlt med at fortælle mig, at det var der ikke meget fremtid i. Jeg tror, at det er meget godt, at man i den alder har lov til at drømme lidt. Gymnasiet er saftsuseme blevet alvorligt.”